Søren Hjorth

Hjorth, Søren, 1801-70, Civilingeniør, er født 13. Okt. 1801; hans Forældre vare Jacob H., Forpagter af Vesterbygaard og Adelersborg, og Margrethe f. Lassen.

Bestemt til Landvæsenet voxede han trods sit betydelige mekaniske Talent, der tidlig viste sig, op i Hjemmet uden megen Undervisning. Han fik dog Lejlighed til at tage dansk-juridisk Examen, og allerede 1821 blev han Godsforvalter paa Bonderup ved Korsør. Han følte sig imidlertid ikke tilfreds her og blev 1828 Volontær i Rentekammeret, avancerede i 1836 til Sekretær og Kammerskriver, hørte Forelæsninger ved Polyteknisk Læreanstalt og syslede stadig med mekaniske Opgaver. 1832 konstruerede han en Dampvogn til Brug paa almindelige Veje, rejste 1834 med den Reiersenske Fonds Hjælp til England for at blive bekjendt med Jærnbanevæsenets Udvikling, oversatte 1838 Lardners «Dampmaskinen» og var 1839 i England, Frankrig og Belgien. At han i nogle Aar var Bestyrer af Marschalls Pianofortefabrik, drog ham ikke fra hans Jærnbanestudier.

Sammen med Bogholder G. Schram arbejdede han fra 1840 paa Gjennemførelsen af en sjællandsk Jærnbane, og ved Industriforeningens Hjælp, i hvilken H. var først Næstformand (1841-43) og derpaa Formand (1843-45), naaedes Maalet. Foreningen fik under hans Formandskab i 1844 Koncession paa en Jærnbane fra Kjøbenhavn over Roskilde til en Havn paa Sjællands Vestkyst, det sjællandske Jærnbaneselskab stiftedes (Juli 1844), og medens Schram blev dets første administrerende Direktør, blev H. dets første tekniske Direktør.

1848 tog han dog sin Afsked og levede nu som Civilingeniør, Lærer og Oversætter – en Tid bosat i Skotland –, væsentligst beskæftiget med at søge Elektriciteten gjort til en praktisk, brugbar Bevægkraft. Sine Resultater i saa Henseende fremlagde han paa Verdensudstillingerne i London 1851 og Paris 1867, og de bleve langtfra upaaagtede, dog uden at give ham noget Udbytte. 1859 blev han Translatør i Engelsk. Fra 1864 oppebar han af Indenrigsministeriet en aarlig Understøttelse paa 500 Rdl. Efter nogen Tids Svagelighed døde han 28. Avg. 1870. – 19. Dec. 1845 havde han ægtet Vilhelmine f. Hansen (f. 27. Marts 1805 d. 30. Sept. 1885), Enke efter Landmand Diderik Ancker til Lille Egede og Datter af Præsten Peter H. paa Tunø.

Erslew, Forf. Lex. C. Nyrop, Industriforeningen i Kbhvn.

C. Nyrop.

DSBs elektriske lokomotiv EA 3010 blev navngivet efter Søren Hjorth.

Print/export