Lokomotiv- og vognfabrik i Maribo
P.A. Hoffman grundlagde i 1874 Vulcan i Maribo som jernstøberi, der producerede og forhandlede landbrugsudstyr. Efter konkurs i 1881 blev virksomheden overtaget af M. Højer, der drev virksomheden videre under navnet Maribo Jernstøberi. Senere blev virksomheden overtaget af grosserer Jørgen Jensen.
Pr. 1. januar 1894 blev Vulcan overtaget af C. F. Kiehn, der allerede var repræsentant for den tyske lokomotivfabrik Arnold Jung. Han opførte det store hvide fabriksanlæg syd for Maribo station. Desuden opførte han arbejderbygninger i Skimminge. Produktionen omfattede vogne til danske privat- og statsbaner, 18 lokomotiver - model Jung? - (i 1900-1905) til flere privatbaner samt i 1898-99 20 sporvogne - FSEA 21-40 - til Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitetsselskab (sporvognene produceredes på Frederiksberg).
Efter overgangen til Scandia i 1906 videreførtes virksomheden af fabrikant Christian Petersen med produktion og salg af landbrugsmaskiner i de oprindelige bygninger på Lilletorv.
Oversigt over de 20 sporvognsmotorvogne findes på Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitetsselskab.