Kolding Sydbaner KS
Kolding-Hejlsminde 29. november 1911 - 30. september 1948
Kolding-Vamdrup 29. november 1911 - 30. september 1948
I 1880 begyndte man at diskutere planer om en lokalbaner i området syd for Kolding, som efter krigen i 1864 var blevet et yderområde i kongeriget. I 1892 kom det første forslag, men der gik yderligere 7 år inden planerne blev konkretiseret. Der nedsattes et udvalg som fik statsbanerne til at udarbejde et projekt, som var færdigt i september 1901. Det var meningen at der skulle anlægges smalsporede baner, som kunne knyttes til lokalbanerne i det daværende Kreis Hadersleben syd for grænsen.
Disse planer løb imidlertid ud i sandet, indtil Vamdrup begyndte at arbejde på at få banerne til at gå til Vamdrup. I 1908 blev der lovgivet om sagen, og det blev besluttet at bygge 3 strækninger med meterspor: Kolding-Hejlsminde, Kolding-Taps og Vamdrup-Taps.
Kolding Sydbaner var oprindelig tænkt som en smalsporet bane i lighed med banerne i det dengang tyske Sønderjylland, men på baggrund af erfaringerne med Kolding-Egtved Jernbane (KEJ) frarådede denne jernbanes driftsbestyrer P. V. Berg at man byggede Kolding Sydbaner smalsporede, og derfor blev loven lavet om (i 1909) og banen blev i stedet bygget med normalspor - 1.435 mm.
Baneselskabet fik koncession på banen i 1909 og den blev indviet den 29. november 1911. Stationsbygningerne blev tegnet af arkitekt Robert V. Schmidt.
Bortset fra det første stykke fra DSB stationen i Kolding til Kolding S, var der tale om to adskilte strækninger. (T) angiver at der var tale om et trinbræt. (S) angiver at der var sidespor på stedet.
Banerne havde hovedkontor, remiser og værksted på Kolding S. samt remiser i Hejlsminde og på Vamdrup Ø. Fra åbningen og indtil 1928 var ingeniør P. H. Tarp driftsbestyrer.
Kolding Sydbaner snoede sig igennem landskabet og havde mange standsningssteder. Den højest tilladte hastighed var 50 km/t. Der var mange lokale interesser, der skulle plejes, og resultatet blev at banerne aldrig rigtig blev en succes. Ganske vist gav Kolding Sydbaner overskud i de første år, men efter 1. verdenskrigs afslutning lykkedes det kun at få overskud i et driftsår - 1944/45 - og det var på beskedne 640 kr.
Sukkerroer til sukkercentralen i Kolding var en vigtig faktor i godstransporten. Godsmængden kulminerede under 1. verdenskrig, men faldt så ned til et niveau på omkring 1/3 i de sidste år før 2. verdenskrig. Under krigen steg godsmængden igen til niveauet under 1. verdenskrig, men allerede få år efter krigen var det faldet til halvdelen.
I Kolding Sydbaners første år var der omkring 250.000 passagerer om året. I slutningen af 1930-erne var det faldet til ca. 110.000.
Ved starten i 1911 anskaffedes der 5 damplokomotiver fra Henschel fabrikken i Tyskland. Et enkelt blev afhændet midt i 1920-erne, mens resten var i drift til banen lukkede.
Ved starten blev der købt 7 personvogne og i de følgende år yderligere 4. De fleste havde plads til 56 passagerer på 3. klasse, men der var også nogle vogne, hvor en del var 2. klasse og så var der kun plads til 40. En af passagervognene blev ombygget til en motorvogn i 1930.
Kolding Sydbaner anskaffede sig i alt 74 åbne og lukkede godsvogne - alle i de første år af banens levetid. Der blev således ikke købt en eneste efter 1917.
Motorvogne var langt billigere i drift end damplokomotiver. Allerede i 1924 anskaffedes den første motorvogn (fra AEG), og i 1930 fulgte en Triangel. I hver var der plads til ca. 65 passagerer. I 1934 anskaffedes desuden et nyt Scania lokomotiv, som kunne præstere ikke mindre end 300 hk. I 1930'erne foregik langt den overvejende del af trafikken med motorvogne. Under 2. verdenskrig blev der mangel på olie, og så måtte de gamle damplokomotiver klare opgaven.
Den 29. marts 1940 blev det besluttet at nedlægge banen - trods modstand fra sukkerroeavlerne. Et par uger efter blev Danmark besat af Tyskland, og det blev besluttet at se tiden an. Da vejtransporten blev voldsomt indskrænket pga. benzinmangel steg transporten af gods og passagerer kraftigt i de kommende, men økonomien haltede fortsat.
Ved krigens slutning var materiel og anlæg meget nedslidt på grund af det store pres under krigen. Da landevejstrafikken efter besættelsen kom i gang igen, var der ikke noget økonomisk eller praktisk grundlag for at videreføre Kolding Sydbaner.
Persontransporten stoppede med udgangen af september 1948, og da roekampagnen var overstået den 15. december samme år var det slut.
Materiellet blev i de fleste tilfælde solgt videre til andre privatbaner, og resten blev skrottet.