I september 1675 indledte Danmark og Brandenburg angreb på de svenske tropper i Pommern, og startede dermed 'den skånske krig', og i foråret, året efter, indledtes angrebet på Skåne/Sverige.
Ingen dansk konge i Danmarkshistorien har været så velforberedt på en krig som Christian 5., da hele den danske hær på 15.000 mand blev udskibet i Rå (Råå) 29. juni 1676. Invasionen skulle bringe Skånelandene hjem til Danmark, hvortil det altid havde hørt.
Christian 5. var overstadig af glæde efter landgangen ved Rå, da han atter kunne sætte foden på skånsk jord. Han hoppede omkring i sandet som en skoledreng.
Man blev mødt af en venligsindet befolkning, som med håb om befrielse fra den svenske okkupation stillede sig på danske armés side med folk og fornødenheder, vejvisere og alt andet man kunne hjælpe til med. Christian 5. oprettede også „Det skaanske Rytteriregement“ hvor oberstlieutnant Hans Dittler Steensen blev chef, og skånelandske friskytter som Svend Poulsen, Jens Andersen, Casper Due, Simon Andersen, Aage Monsen med flere, fik i opdrag at hverve ryttere til friskyttekompagnier
Efter seks ugers felttog var Helsingborgs slot, Landskrones kastel og Christiansstads fæstning på danske hænder. Kun Malmøhus modstod belejring. Svenskerne trak sig tilbage til Småland for at få forstærkning.
I Løsholt (Loshult) fik snaphaner fingre i hele Karl XIs krigskasse på 50.000 rigsdaler. Det samlede forsvarsbudget, som vi ville kalde det i vore dage, var fordelt på 250 hesttrukne vogne. Det svenske mandskab blev fuldstændig overrumplet, og gøngerne løb med kassen. Nogle af kobberpladerne vejede helt op til 20 kilogram, og man fik travlt med at grave kostbarhederne ned. Den svenske konges pragttelt som var med i transporten, blev skåret i småstykker. En fisker på Kullen sejlede længe efter med et sejl af fløjl!
Da Karl XI vender tilbage til Skåne med en forstærket hær, leverer friskytterne og snaphanerne mange bagholdsangreb og forsinker fremrykningen. Men 4. december 1676 forvandles markerne omkring den gamle tingsted Sankt Libers høj nord for Lund til en gruopvækkende valplads. Slaget ville koste over 8.300 døde, hvoraf den svenske armé svarede for den 3.200 mand, resten var danske inklusive skånske, blekingske og hallandske soldater i danske regimenter, hvervede tropper og skånelandske friskytteafdelinger. Svenskerne gik sejrende ur striden, hvorefter de ransagte gårde og hus langt omkring i jagten på sårede danske soldater eller friskytter, hvilke koldblodig blev myrdet når de blev påtruffet. Og under nogle forfærdelige dage efter slaget, mellem den 5. og 10. december, lagde den svenske armé under ledelse af Karl XI:s hele Landskrone-egnen øde med hjemsøgelser, plyndring og mordbrand.
Efter den svenske sejr ved Lund beordrede den svenske regime takkegudstjenester i Skånelandenes kirker. En samtidig relation fortæller at „i många kyrkor blev det ett sådant gråtande och skrikande av allmogen, att prästernas ord från predikstolarna inte kunde höras“.
Men krigen var ikke afgjort. Ganske vist holdt svenskerne i Malmø stand, men det gjorde danskerne i Christiansstad over for en svensk belejring. Og Niels Juels sejr i Køge bugt sikrede dansk herredømme i Øresund, så hærens stilling i Skåne ikke blev kritisk. Men et stormangreb på Malmøhus mislykkedes totalt. 3.000 danskere døde, blandt dem mange af de højeste officerer. Og helt galt gik det da Christian 5. og hans generalstab var for længe om at få undsætning frem til det belejrede Christiansstad. Christian 4.s fæstningsby holdt tappert ud, men til sidst måtte den kapitulere. Under tilbagetoget til Landskrone ødelagde den danske undsætningsstyrke alt, hvad den kunne overkomme i det sydlige Skåne. Taberen fra Lund, den tyske general Arensdorf brugede „den brændte jords taktik“, og gav friskytterne ordre til at brænde bl.a. Ysted, Simrishavn, Trelleborg og Skanør. Beboerne som så gårde og slotte blive ødelagt af deres egne landsmænd, blev opfordret til at flytte over Sundet.
Den vanvittige ordre kostede de varme sympatier hos Skånelandenes befolkning for modstandsbevægelsen og for Danmark en alvorlig afbræk. Det ændrede ikke noget, at Karl XI havde været den første til at bruge den brændte jords taktik. Og det indbringede Arensdorf selv en alvorlig reprimand og forsatte ham i unåde hos Christian 5. Han blev kaldet til København, hvor han blev arresteret og fratogs kommandoet over den danske hær. „Dette puff undte Skaaningerne hannem gierne for hans haarde medfart skyld.“ skriver det samtidige vidne, Sthen Jacobsen i Den Nordiske Kriigs Krønicke.
Det før så rige Skåne var blevet et fattigt land, da freden endelig blev sluttet. Og freden, som blev dikteret på slottet Fontainebleau 23. august og ratificeret i Lund 26. september 1679, ændrede intet. Selv om den største del af Skåne faktisk var på danske hænder, fik man ikke beholde en millimeter af den skånelandske jord. Den franske solkonge Ludvig XIV dikterede, at Roskildefreden skulle stå ved magt. Han var Sveriges forbundsfælle. Alle den begavede rigskansler Peder Griffenfelds bønner om ikke at åbne noget felltog før man havde diplomatisk forståelse netop hos Frankrig, Europas ledende stormagt, var prellet af på Christian 5. Men den klarsynede Griffenfeld fik ret i sit profeti.
Ved fredsslutningen forpligtigede Karl XI og Sverige sig til at lade paragraf 9, fra freden i Roskilde - som stipulerede at alle i Skånelandene, adel, gejstlige, borgere og bønder, skulle bevare deres ret, lov og gamle privilegier og friheder uforstyrret - „forblive uryggeligt i kraft og vigueur“. Ikke desto mindre blev Skånelandenes folk udsat for brutal forsvenskning. Skånske Lov blev sat ud af kraft og afløst af svensk lovgivning og svensk sprog blev påbudt i kirker og skoler. Og efter krigen fortsatte den intensive menneskejagt på skånelandske modstandsmænd, på trods af at fredsaftalen foreskrev: „Wndersaatterne skulde och niude denne forskreffne amnestie, saa at det dennem til ingen sværighed skal komme, at de sig paa den ene eller anden siide haffuer begiffuet, eij heller skal nogen aff dennem hereffter nogen forfang eller skade aff samme aarsage specie juris aut via facti, under huad prætext det och være kand, paaföris, eller der offuer nogen undersögning eller randsagning till nogenss præjuditz foretagiss.“
Det er gjort en beregning af strømmen af flygtninge fra Skånelandene til Sjælland efter krigens slutning i 1679-80, som er havnet på rundt 20.000 mennesker, af en daværende befolkning i Skånelandene på ca. 200.000 indbyggere.