Kristen Riis-Hansen 26. september 1876-8. september 1937, nationaløkonom. Født i Lødderup på Mors, død på Frbg., urne flyttet til Solbjerg kgd. sst. R.-H.s hjem, gården Græsborg, var grundtvigsk og venstrepolitisk præget. Faderen var meget vidende og begavet. Den første skoleundervisning modtog R.-H. i hjemmet og i en privat skole i Karby. 13 år gammel kom han i realskolen i Nykøbing og tog 1893 præliminæreksamen.

Han arbejdede derefter ved landbruget og underviste sine mindre søskende. 1897 kom han til Kbh. og fik 1899 studentereksamen (privat dimitteret). Han studerede statsvidenskab og var. samtidig ekstraarbejder i statistisk bureau (Danmarks statistik). Han blev cand.mag. i statsvidenskab 1903, derefter assistent i statistisk bureau hvor han 1910 blev fuldmægtig og 1913 kontorchef. Indtil 1912 var han desuden en søgt manuduktør. 1906–14 var han tillige lærer ved Niels Brocks handelsskole og 1908–19 docent i nationaløkonomi ved landbohøjskolen. Han supplerede sin viden ved studierejser 1907 til Tyskland og Schweiz, 1911 til Sverige og 1913 til Østrig. I tilknytning til lærervirksomheden skrev han artikler i blade og tidsskrifter og afhandlinger i Nationaløkonomisk Tidsskrift, særlig om landbruget og beskatning af fast ejendom. 1911 skrev han en større, 1913 en mindre lærebog i nationaløkonomi, 1918 redigerede han 4. udg. af Hages Haandbog i Handelsvidenskab (5. udg. 1926); det indledende afsnit om nationaløkonomi skrev han selv. Lærebogen fra 1911 blev af professor Harald Westergaard hilst velkommen som begynderbog for statsvidenskabelige studerende og blev i en årrække anvendt ved universitetet og kom i 4. udg. 1931. I en periode regnede mange med, at R.-H. skulle afløse Westergaard som professor.

Imidlertid blev R.-H.s arbejdskraft og begavelse i meget høj grad udnyttet af den offentlige administration. Ved oprettelse af arbejdsmarkedets forligsinstitution 1910 blev han forligsmandens sekretær og fra 1912 var han stedfortræder for forligsmanden. Sept. 1913 og juli 1914 lykkedes det ham at afværge omfattende arbejdskonflikter. I den vanskelige periode febr.-juni 1920 var han forligsmand. Han deltog også i udvalgs- og kommissionsarbejde. 1911 blev han medlem af den nedsatte landbokommission der forberedte lovgivningen 1919 om lensafløsningen m.v. R.-H. skrev størstedelen af betænkningen. 1912 var han medlem af en komité til undersøgelse af pålideligheden ved indkomstansættelserne. 1914 fik han tjenestefrihed som kontorchef i statistisk bureau hvor han også havde gjort en anerkendt indsats for at lede forberedelsen til revision af skattelovene navnlig med henblik på' den forestående toldlovsrevision. Han var medlem af tobaksmonopolkommissionen af 1917. 1918 blev han medlem af den overordentlige kommission og var formand fra 1919 til dens ophævelse 1921. 1919 blev han medlem af valutarådet og 1920 af valutakommissionen. R.-H.s arbejde med forberedelse af toldlovsrevisionen har vundet megen anerkendelse som en indgående klarlæggelse af dansk industris toldbeskyttelse. Krigen medførte at arbejdet kun delvis blev brugt. Inden det var færdigt blev R.-H. 1917 udnævnt til departementschef for toldrevisionsdepartementet.

R.-H.s indsats på det administrative område gjorde det naturligt, at han blev medlem af forretningsministeriet M. P. Friis efter påskekrisen 1920. Han var trafikminister fra april til maj 1920. 1921 blev han som sagkyndig mht. offentlige finanser knyttet til bankdirektør E. Glückstadt, da denne blev medlem af Folkeforbundets kommission til undersøgelse af Østrigs finansielle forhold. Ved afslutning af dette arbejde tilbød Glückstadt R.-H. en stilling som direktør i Landmandsbanken. Han tiltrådte stillingen 1.10.1921 og skrev sammen med den øvrige direktion og bestyrelse under på regnskabet for 1921. Efter bankens rekonstruktion sept. 1922 fratrådte han sin stilling ligesom bankens øvrige ledelse og blev sammen med de andre dalevende direktører ved højesterets dom 29.9.1923 kendt skyldig i overtrædelse af aktieselskabsloven og idømt en bøde på 4000 kr. 1924 udsendte R.-H. en pjece: Landmandsbanksagen og mit Forhold dertil, hvori han gav udtryk for, at han var i god tro mht. 1921-regnskabets rigtighed og bl.a. fremhævede at uanset at der fra anden side var skønnet et større tab på bankens engagement i Transatlantisk Kompagni var hans forslag til afskrivning på bankens tilgodehavende i dette selskab fastsat efter en grundig gennemgang af det foreliggende materiale, og han måtte derfor på dette tidspunkt anse forslaget som velbegrundet. R.-H. glemte aldrig den uret imod ham som han mente dommen var udtryk for, men lod sig ikke slå ud af dette nederlag. Han genoptog sine litterære arbejder og i løbet af få år fik han påny store offentlige opgaver. 1928 blev han igen forligsmand. 1930–34 var han formand for forligsinstitutionen. Han havde stor forståelse for arbejdernes vilkår, og usædvanlige forhandlingsevner. Hans mæglingsforslag blev altid vedtaget. Hans ledelse af forligsinstitutionen har i høj grad været med til at skabe respekt for dette betydningsfulde samfundsorgan. R.-H. fik også andre offentlige opgaver. I forbindelse med guldindløselighedens suspension 1931 overdrog regeringen ham at overvåge prisudviklingen. Ved gennemførelse af sukkerordningen 1932 blev han statens tilsynsførende. 1933 blev han medlem af kredit- og hypotekforeningskommissionen. Fra 1934 var han endvidere medlem af bestyrelsen for Berlingske Tidende og A/S Vølund.

R.-H.s mange arbejdsopgaver medførte, at han ikke deltog i hovedstadens selskabsliv og kun havde få private personlige kontakter. Når han havde fri læste han bl.a. om filosofi og kunst eller rejste til udlandet. Han kunne være blevet videnskabelig økonom, men fik sin tid optaget af administrative opgaver hvor han på flere områder gjorde en usædvanlig dygtig indsats. Den fejlbedømmelse af Landmandsbankens ledelse og soliditet der gjorde, at han 1921 modtog tilbudet om en direktørstilling delte han med mange andre.