29. november 2012 afsporede et godstog fra Hector Rail under udkørsel fra Farris mod Sommersted.

Efter krydsning med et modkørende persontog kørte godstoget fra spor 2 gennem sporskifte 101 i stationens sydlige ende. I bagenden af toget afsporedes tre hjulsæt, et på 14. vogn, et på 16. vogn og et på 17. vogn, mens 8 hjulsæt på de to bageste vogne kørte over sporskiftet uden at afspore. Afsporingen opstod iflg. Havarikommissionen i sporskiftets „hjertestykke“ (skinnekrydsning) hvor en del af de 10 bolte, der skulle holde konstruktionen sammen, var gået løs, var knækket eller helt manglede.

Efter afsporingen fortsatte godstoget, med tre afsporede aksler, mod Sommersted hvorved sporet på hele strækningen blev ødelagt. Toget blev standset af stopfald på på Sommersteds indkørselssignal, skabt af et af de afsporede hjulsæts ødelæggelse af strækningskablet.

Konklusion - årsager

Havarikommissionen konkluderede, at det var sandsynliggjort, at selve afsporingen skete ved at et hjul kilede sig ned mellem vingeskinnerne før eller ved hjertespidsen og efterfølgende påkørte forreste mellemklods. De venstre hjul på de aksler, hvor højre hjul var afsporet, blev tvunget op over venstre sideskinne af presset fra hjertespids og vingeskinne på de afsporede hjul.

På tidspunktet for afsporingen kunne sprængte/knækkede og løse bolte, sporskiftets vedligeholdelsesstand samt et antal bolte uden den fornødne styrke ikke sikre, at vingeskinner mv. kunne holde hjulene på på plads i sporet.

Endvidere konstateres, at vedligeholdelse af sporskifte 101 og de udførte tilsyn ikke havde været tilstrækkelige til at forebygge hhv. opdage de svagheder i sporskiftets skinnekrydsning, herunder anvendelse af for svage bolte, der efter kommissionens vurdering førte til afsporingen).

Der blev ikke påvist fejl ved toget, der kunne have haft indflydelse på forløbet.

Print/export