Englerup billetsalgssted Eu på Sjællandske Midtbane / senere Sydbanen. 1924-1962

Det kan virke påfaldende, at der fra banens åbning anlagdes et billetsalgssted kun to kilometer fra Vrangstrup station. Men dels ønskede Sorø amt en station inden for sin sydgrænse, der ligger tæt nord for Vrangstrup, og dels var det nordlige op­land afskåret fra at benytte denne station på grund af Susåen.

Selvom Englerup knapt kunne kaldes en landsby, idet den kun bestod af Engle­rup Møllegaard og nogle huse, valgtes dette navn frem for Høm, den større landsby beliggende ved landevejen godt to kilometer øst for banen. Dette navn kunne blive forvekslet med f. eks. Hem i Salling, der var station på Skive-Vestsalling Jernbane.

Stationsbygningen svarede til Rislevs, men lå til en afveksling på den østre side af banen. Englerup fik desuden læssespar af hensyn til møllen og andelsmejeriet Lervang i Høm; i selve Englerup var der ingenting. Men allerede i første driftsår måtte der anlægges et bagspor for A/S Ringsted Cementvarefabrik, som blev fast godskunde.

Trafiktallene var selvsagt ret beskedne, da der kun kunne regnes med den persontrafik fra Høm, som rutebilerne levnede, og godstransporterne blev også beskedne i hele Englerup billetsalgssted s levetid. Det fik da heller ikke lov til at beholde læssesporet længere end til I. juni 1959, og billetsalgsstedet blev nedlagt 25. maj 1962. Det medførte som sædvanligt klager fra beboerne. Man harmedes over, at DSB reklamerede for sine 65- og familiebilletter, når man skulle gå mange kilometer for at få dem, da de ikke gjaldt til rutebilerne. Det vakte også nogen irritation, at der stadig var bemanding på stedet af hensyn til bompasningen, selv om stationen var lukket. Her var som i Rislev bomme for niveauskæring ved stationen. I de sidste år, mens Englerup nærmest var et ledvogterhus, var signal­rummet - en karnaplignende tilbygning til stationsbygningen - omdannet til en hel vinterhave med store prægtige potteplanter i alle vinduerne

Print/export