En 'statholder' er den som på statsoverhovedets vegne står for et lands eller en landsdels styre. Da Norge var i personalunion med Danmark, var der fra 1572 et embede som statholder, som først blev ophævet i 1860. Det kendes også fra Nederlandene, da de var under spansk herredømme, og hvor statholderne i de nordlige provinser stod bag løsrivelsesbevægelsen under firsårskrigen der førte til Nederland/Hollands oprettelse.

Betegnelser som vicekonge og generalguvernør dækker nogenlunde det samme.

Titlen 'statholder' blev også brugt om 'statsoverhovedet' i Republikken af de syv forenede Nederlande eller provinser i 1581-1795, dog kun hvis han var af fyrsteslægten Oranien. Den sidste statholder døde i eksil i 1806.

I 1650-1672 og igen i 1702-1747 var de borgerlige 'rådspensionærer' statsoverhoveder for De nordlige Nederlande.