Slaget ved Tannenberg (1914). 17. august 1914 - 2. september 1914.

Ved 1. verdenskrigs udbrud skulle den 1. russiske armé under general Pavel Rennenkampf (Paul von Rennenkampf) med den 2. armé under general Aleksander Samsonov i reserve ved Warzawa, holde tyskerne stangen langs grænsen. Til sammen udgjorde de den russiske armegruppe nord med samlet 650.000 mand under general Jilinski. Over for denne russiske styrke stod den 8. tyske armé under general, grev Max von Prittwitz, der dicke Soldat.

På vestfronten havde den tyske 1. armé under general Alexander von Kluck overraskende hurtigt nærmet sig Paris og den franske regering appelerede til Zaren om at engagere de tyske tropper i øst. Zaren beordrede begge sine dårligt forberedte nordlige armeer til at invadere hjertet af det tyske junkerdømme, Østpreussen.

Mobiliseringen af de russiske styrker var sket så hurtigt at der ikke havde været tid til at træne, beklæde og bevæbne soldaterne ordentligt, man gik i krig med bønder, der for manges vedkommende aldrig havde affyret et gevær. Rennenkampf satte sine tropper i bevægelse ind i Østpreussen hele 6 dage før Samsonov kunne sætte sin 2. armé i bevægelse, hvilket i sig selv gjorde begge armeers flanker sårbare.

Rennenkampf trængte ind i Østpreussen den 14. august 1914.

Patruljer fra general Francois 1. korps opdagede en åbning mellem Rennenkampf's 3. og 4. korps og den 18. august trængte Francois korps gennem denne åbning og angreb Rennenkampf bagfra. Man tog 3000 krigsfanger og ved afhøringerne blev det klart, at chefen for armegruppen, Jilinski, koordinerede armeernes fremmarch via radio og telefonlinjer en clair, dvs. ukodet. Få timer senere havde tyskernes koblet sig på den russiske kommunikation.

Den 19. august nåede Rennenkampf den tyske by Gumbinnen. Krigens rædsel havde nået Østpreussen og Tyskland havde ikke styrker nok til at stoppe den russiske fremrykning. 8. armés chef, general von Prittwitz, ønskede at trække sig tilbage, men blev af general von Francois overbevist om at stå fast. Francois 1. korps og generalløjtnant von Belows korps stod fast, men general von Mackensens 17. korps blev slået tilbage. Gumbinnen var ikke et afgørende slag, men dette begrænsede tyske nederlag fik betydelige konsekvenser.

I stedet for at forfølge de retirerende tyske styrker, standsede Rennemkampf op, for at fejre sejren og samtidig tabte von Prittwitz hovedet. Han var ikke klar over, at Rennenkampf mente, ikke at have kræfter til at slå tyskerne og at Samsonovs armé var så udmattet af den forcerede march gennem sumpområderne, at den ikke kunne indgå i et slag. Prittwitz ringede til det kejserlige hovedkvarter i Koblenz og informerede general, grev von Moltke om, at han ikke længere kunne forsvare Østpreussen.

Meldingen fra Prittwitz fik alvorlige følger for den tyske krigsførelse. Von Kluck's 1. armé havede nået Marne kun 30 kilometer fra Paris og general von Moltke var overbevist om, at krigen på vestfronten allerede var vundet. Han besluttede at sende 4 korps (2 armékorpss og en kavaleridivision) til Østpreussen, hvorved han i realiteten berøvede de tyske hære den kraft, der skulle til for at vinde i vest.

Desuden blev Prittwitz afløst som chef for 8. armé af en gammel, pensioneret general, Paul von Hindenburg. Hindenburg fik som sin stabschef udpeget helten fra Lüttich (Liege), general Erich Ludendorff. De mødtes på en perron i Hannover, den gamle mand af jern og den unge strålende strateg, og med dem tog krigen i øst en ny vending.

Gumbinnen var på russiske hænder, det tyske artilleribombardement var ophørt og Rennenkampf, der var overbevist om, at tyskerne var slået, fejrede sejren. Samsonovs situation var desperat; han var løbet tør for forsyninger og besluttede den 22. august at flytte arméen mod Novo Goeorgievsk og Soldau banen, hvilket førte ham længere væk fra Rennenkampf. Samsonov forsøgte at få Jilinski til at beordre Rennenkampf mod syd til støtte for 2. armé, men fik til svar at 1. armé marcherede mod vest, mod Königsberg. Rennenkampf kunne eller ville ikke komme 2. armé til hjælp; hans forsyningssystem var brudt sammen da sporvidden på jernbanerne skiftede det russiske bredspor til europæisk normalspor (det var i det mindste hans senere forklaring).

Tyskerne havde kendskab til Jilinskis svar til Samsonov, før denne selv modtog det og desuden opsnappede tyske Ulaner en besked fra Jilinski til 1. armé, inklusive et hurtigt tegnet kort, der skitserede russernes intentioner.

Da de to nyudnævnte chefer for 8. armé nåede hovedkvarteret havde oberst Hoffmann allerede udarbejdet en genial plan, der kun afventede Hindenburgs accept. Ludendorff og Hoffmann gik straks igang med at forvandle Hoffmanns koncept til en mesterlig plan, der benyttede høj mobilitet (under udnyttelse af jernbanenettet i Østpreussen) til at lade en lille styrke slå til igen og igen mod en mange gange større styrke - med ødelæggende resultat.

Det var klart for tyskerne, at Rennenkampf havde fået nok, han havde efter Gumbinnen ligget stille i tre dage, Samsonov var i bevægelse og måtte derfor ses som den største trussel. Så Hoffmanns plan gik ud på at koncentrere hele 8. armés styrke mod Samsonov og kun efterlade en mindre kavaleristyrke ved Rennenkampf. Samsonov blev konstant bombarderet med krav om at ændre marchretning og søge kontakt med Rennenkampf, men hans mænd var helt udkørte og den 24. august måtte han beordre en pause i fremmarchen for at tropperne kunne hvile, før de skulle konfronteres med fjenden. Denne pause gav tyskerne en ekstra dag til at forberede deres angreb.

For en af de allerførste gange blev fly anvendt i krigsførelsen, idet et Fokker observationsfly gennemfløj området mellem 1. og 2. russsiske armé. Med denne inforamtion i ryggen satte iværksatte Hoffmann og Ludendorff planen i værk. Ludendorff trak 1. korps under von Francois og 17. korps under von Mackensen væk fra Rennenkampf fronten og efterlod kun en svag beskyttelse.

Flere korps blev anbragt i forsvarsstillinger for at blokere Samsonovs fremrykning medens 1. og 17. korps blev sendt ud i en dobbelt omgående bevægelse.

Hindenburg og Ludendorff var bekymrede for deres nordlige flanke. Rennenkampf bevægede sig langsomt mod Königsberg, men hvis han pludselig besluttede at svinge sine 300.000 mand mod syd, var den tyske flanke kun beskyttet af to kavalaridivisioner. Rennenkampfs fireogtyve infanteridivisioner og fem kavaleridivisioner ville kunne ødelægge hele den tyske 8. armé.

Hoffmann var overbevist om at Rennenkampf under ingen omstændigheder ville komme Samsonov til hjælp, dertil hadede de to russiske generaler hinanden for meget.

Den 27. august meldte et Fokker observationsfly at et russisk korps var under march mod den tyske venstre flanke. Ludendorff blev betænkelig og ønskede at Hindenburg flyttede von Francois 1. korps fra den omgående bevægelse og vendte det mod Rennenkampf.

Hindenburg lod sig imidlertid overbevise - af bl.a. oberst Hoffmanns kendskab til hadet mellem de russiske generaler - om at Rennenkampf intet ville foretage sig for at hjælpe Samsonov, og Hindenburg udstedte den formentlig vigtigste ordre i sin karriere som feltherre - von Francois 1. korps skulle fortsætte den omgående bevægelse.

Samsonov gik lige i fælden da han med sin 2. armé fra Neidenburg angeb tyskernes svage centrum, der blev holdt af 20. korps (von Scholtz) med støtte fra landeværnsbrigader under von der Goltz. De tyske stillinger holdt og Samsonovs styrker blev ramt af artilleriild fra von Mackensens og Belows korps, hvilke ødelagde russernes højre flanke. Da Samsonov forsøgte at bryde ud mod nord vest blev han mødt af 3. reservekorps under von Morgen medens Mackensen bevægede sig mod syd for at forenens med von Francois ved Willenberg. Det tyske artilleris præcision skyldtes især de observatiosnfly tyskerne anvendte.

Samsonovs hær gik i opløsning og blev drevet mod Prpiet sumpene. Slaget rasede videre den 27. og 28. august og russerne satte sig til modværge med de fortabtes kræfter. Den 29. august var slaget reelt forbi - Samsonov begik selvmord den 30. august 1914 på flugt fra slagmarken. Den 2. russiske armé blev næsten udslettet ved Frogenau, men Ludendorff daterede meldingen om den endelige sejr fra den nærliggende landsby Tannenberg og den har givet navn til slaget.

Både Samsonovs nederlag og von Hindenburgs og Ludendorffs efterfølgende angreb på den russiske 1. armé, fik Rennenkampf til at trække sine styrker tilbage bag den russiske grænse, hvor de indtog forsvarspositioner resten af krigen.

En af von Hindenburgs forfædre faldt i 1410 i et tidligere slag ved Tannenberg.

Se også: Slaget ved Tannenberg/Grunwald (1410)