'Hans' (2. februar 1455 på Aalborghus Slot - 20. februar 1513 på Aalborghus Slot) var en konge af Danmark fra 1481 til 1513, af Norge fra 1483 til 1513 og af Sverige fra 1497 til 1501.

Han var en søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg. Allerede i 1456 blev han valgt som sin fars efterfølger i Danmark og i 1458 i Norge og Sverige.

Hans blev den 6. september 1478 gift med Christine af Sachsen (1461-1521). Parret fik seks børn sammen. Kong Hans fik muligvis endnu en søn, Jacob, der muligvis døde som missionær i Mexico i 1567. Kong Hans havde en elskerinde, adelsdamen Edele Mikkelsdatter Jernskæg, der omkring 1498 blev hofdame for dronning Christine. Edele blev gift med Torben Bille til Abrahamstrup (Jægerspris) i 1501 eller 1502, og hun døde i 1512.

Efter Christian 1.s død i 1481 var der på trods af tidligere løfter uro om Kalmarunionens fortsættelse. Norge søgte forbund med Sverige, men da svenskerne ikke svarede på Norges tilnærmelser, anerkendte nordmændene Hans som konge i 1483. Sture-partiet i Sverige ville imidlertid ikke „tage kongen ind“, men kong Hans ventede blot tålmodigt, og seksten år efter faderens død opnåede han endelig at samle unionen på ny. Forholdet mellem den svenske rigsforstander Sten Sture og den svenske opposition blev efterhånden så dårligt, at Rigsrådet i 1497 afsatte Sture, og Hans besejrede ham i slaget ved Rotebro den 28. september 1497. Sten Sture underkastede sig kong Hans mod at få tilgivelse for sine gerninger. Den 26. november 1497 blev Hans på Mora ting kronet til konge af Sverige.

Også forholdene i Slesvig voldte kongen problemer. Hans mor, enkedronning Dorothea, ønskede at kong Hans' 16 år yngre bror Frederik - hendes yndlingssøn - skulle være enehertug. De holstenske stormænd var af en anden mening og gennemtrumfede, at hertugdømmet blev delt mellem Hans og Frederik, og at Frederik fik lov til at vælge først. Han valgte den gottorpske del, mens Hans fik den segebergske del. For ikke at bryde traktaten om at hertugdømmerne skulle forblive udelt sammen, hed det sig, at Hans og Frederik skulle regere dem i fællesskab. Da Dorothea og Frederik foreslog, at Norge og Danmark efter tysk arvefølgeskik deltes på samme måde som hertugdømmerne, stod Hans fast, og ved Danmarks tredje stændermøde i Kalundborg i 1494 blev det erklæret, at kongeriget var udeleligt.

Frederik ragede imidlertid hurtigt uklar med bønderne i Ditmarsken, og han overtalte Hans til et fælles krigstogt mod de oprørske bønder i den gamle bonderepublik. Hertug Frederik og kong Hans angreb Ditmarsken med en hær på 12-15.000 mand. Vintervejret slog om til tø og regn, og på de smalle og mudrede digeveje med dybe grøfter til siderne var den tunge rytterhær og de tyske lejesoldater uden chance. Kongen og hertugen reddede med nød og næppe livet, men led et ydmygende og forsmædeligt nederlag. I august 1501 benyttede Sten Sture situationen i Sverige til at genindtræde som rigsforstander, og han opsagde sin troskabsed til kong Hans. Kongen rejste til Danmark for at hente forstærkninger og overlod forsvaret af Stockholm til dronning Christine, der med ca 1.000 mand måtte forsvare sig og slottet mod svenskernes stormløb. I ni måneder ventede de indesluttede forgæves på kongens flådes ankomst, men skærgården frøs til, og Hans måtte ydermere afværge oprør i Norge og angreb sydfra fra Lübeck.

I slutningen af april trængte svenskerne under ledelse af biskop Hemming Gad helt ind i slottets forgård, men blev slået tilbage i selve porten. Sitationen var imidlertid uholdbar - provianten var sluppet op, slottet hærgedes af sygdom og de døde stabledes i bunker i kældre og kamre.

Mandag den 9. maj 1502 klokken otte om morgenen overgav dronning Christine sig, og hun forlod slottet ledsaget af blot 70 overlevende, hvoraf kun en halv snes havde kræfter til at bære deres egne våben. Ved skæbnens ironi kom undsætningen blot tre dage for sent: torsdagen i samme uge stod kong Hans Skærgården ind med sin flåde, og så at hans banner var strøget.

Dronningen og de tilbageværende 70 mand havde fået løfte om, at de uhindret kunne vende hjem til Danmark, men de blev taget til fange af Sten Sture, og kong Hans vendte mørk og forbitret tilbage til Danmark med uforrettet sag. Først efter lange forhandlinger blev dronning Christine løsladt i oktober 1503. Samme år døde Sten Sture og Svante Nilsson Sture overtog hans hverv. Der udbrød oprør i Norge, men Hans' søn Christian slog opstanden ned og blev indsat som vicekonge i Norge i 1506. Danmark indførte handelsblokade mod Sverige, som i 1509 blev tvunget til forlig: det svenske rigsråd forpligtede sig til at betale 12.000 mark om året, indtil enten Hans eller Christian var blevet anerkendt som konge af Sverige.

I 1510 erklærede Lübeck Danmark krig, og Sverige fulgte hurtigt efter. Danmark fik snart overtaget i den søkrig, der fulgte. For at kunne bekæmpe Hanseforbundet havde Hans skabt en dansk orlogsflåde, som nu vandt sine første sejre. Da Christian i vinteren 1511 rykkede ind i Sverige fra Norge, blev svenskerne tvunget til at slutte fred. Det skete den 23. april 1512 i Malmø, hvor Sverige anerkendte Hans som konge, og Lübeck skulle betale en erstatning på 30.000 gylden.

I begyndelsen af 1513 var kong Hans på vej til Aalborg, da hans hest styrtede i vadestedet over Skjern Å mellem Skjern og Tarm. Han og hans følge fortsatte imidlertid til Aalborg, men kongen blev stadigt svagere, og den 20. februar 1513 døde han på Aalborghus Slot, hvor han blev født 58 år tidligere.

Han blev begravet i Graabrødre Klosterkirke i Odense og blev efterfulgt på tronen af sønnen Christian 2..

Ved åbningen af kong Hans' kiste i 1802 blev der konstateret adskillige huller i kongens kranium, samt et brud i venstre tinding, hvilket førte til spekulationer om, at kongen blev myrdet. Noget sådant har aldrig forlydt, og det er blevet foreslået, at hullerne skyldes nagler, der blev slået i kisten.

Børn

Kilder/henvisninger