Horns krig 1644 i Skånelandene opkaldt efter den svenske øverstbefalende Gustav Horn anses for en af de værste og mest brutale svenske plyndringskrige i Skåneland. Og der er en del at vælge imellem, idet Skåneland mellem 1200 og 1600 blev udsat for mindst 37 forskellige plyndringer - alle fra nord. Endnu hundrede år efter Horns Krig regnede man med så og så mange år efter Horns krig - en ny tidsregning baseret på denne krig.
Det svenske rigsråd besluttede i 1643 at rette dødsstødet mod Danmark og uden krigserklæring angreb man Danmark i en knibtangsmanøvre, idet feltmarskallen Lennart Torstensson rykkede ind i Jylland (Torstensonkrigen) og lagde det øde, medens Gustav Horn med 11000 mand trængte ind i Skåneland.
Den svenske fremfærd var yderst brutal, så folk led en helvedes kval og nød, overalt var nedbrændte og udplyndrede byer, torterede og myrdede mennesker og voldtagne kvinder. Hele det nordlige og vestlige Skåne, det sydlige Halland og det vestlige Blekinge blev lagt i aske.
Svenskerne erobrede Lund, Landskrone (nu Landskrona), Helsingborg, Laholm og Engelholm (nu Ängelholm). Antallet af regulære soldater til forsvar var ringe, men en stor skare friskytter under Bent Mogensen ydede hård modstand. Det lykkedes de stærke fæstninger i Christianstad (nu Kristianstad) og Malmø (Malmøhus) at holde stand.
Gustav Horn klager over de sammanrotade bönderna som overalt gør vejene usikre. En svensk rytter der befandt sig ved Vidaø for at furagera (tiltvinge sig mad og plyndre) blev skudt af bønderne. Horns gengældelse var klar: Nogle bønder skulle skydes og deres gårde nedbrændes. Generalmajor Hans Wachtmeister beretter at han overfaldt 300 soldater og bønder, som havde haft til opgave at nedrive Gedinge bro. Han huggede de fleste ned.
Generalmajor Lars Kaag huggede 300 bønder ned i en lejr ved Søsdal, og Horn nævner snaphaner der havde sat sig fast i en del af Lund. Generalmajor Wachtmeister satte med 340 mand ild på byen så kun et par gamla kärringar och et barn overlevede.
