PLO, Palestine Liberation Organization eller på dansk Den palæstinensiske Befrielsesfront er en terrorbevægelse, der kæmper for oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat uden israelsk besættelse.

PLO er foruden at være en terrorbevægelse også et politisk parti, og PLO sidder faktisk i regeringen i Palæstina. PLO er det eneste internationalt anerkendte parti, og er ikke som Hamasbevægelsen fordømt af omverdenen. PLO har dog gennem tiderne haft en del problemer, da det som regeringsparti er blevet gjort ansvarligt for terrorhandlinger øvet af andre organisationer.

Organisation

PLO er inddelt i tre organer.

  • Nationalrådet, PNC (Palestine National Council), der kan opfattes som hele det palæstinensiske folks parlament ligesom det danske Folketing.
  • Eksekutivrådet (Executive committee). Dette er et beslutningsdygtigt organ, hvor de vigtigste beslutninger bliver taget. Dette råd består af 15 medlemmer af PNC, og her er alle PLO`s vigtigste politiske og militære organisationer repræsenteret.
  • Centralkomiteen (Central Committee) er et rådgivende organ og kan derfor ikke træffe beslutninger som de to andre.

PLO er en paraplyorganisation, som er sammensat af mange mindre terrororganisationer, og alle disse kæmper imod zionisme og israelsk besættelse. Disse 8 største organisationer er som følger:

  1. PFLP (The Popular Front for the Liberation of Palestine)
  2. DFLP (The Democratic Front for the Liberation of Palestine)
  3. PPP (The Palestinian People’s Party)
  4. PLF (The Palestine Liberation Front)
  5. ALF (The Arabic Liberation Front)
  6. PSF (The Popular Struggle Front)
Historie

PLO blev grundlagt i 1964 og var på det tidspunkt ledet af Ahmed Schukairy, som 4 år senere blev afsat af PNC til fordel for Yasser Arafat. PLO var egentlig tænkt som en modvægt, ikke bare til Fatah, men til alle de mindre terrorgrupper, som kæmpede for en palæstinensisk stat. Dette blev dog ikke til noget, da Yasser Arafat overtog formandskabet. Arafat var nemlig allerede formand for Fatah, og derfor blev Fatah en af de første mindre organisationer, som sluttede sig til PLO.

I 1967 led de arabiske stater et stort nederlag i Seksdageskrigen, og dette ødelagde troen på dem som det palæstinensiske folks beskyttere. Derfor vandt PLO stor støtte, og det gjaldt specielt Arafat og hans ideer om guerillakrig mod israelitterne og et fuldt selvstændigt PLO under kontrol af fedayeen-organisationerne.

I februar 1969 blev Yasser Arafat valgt til ny formand for PLO, og den efterfølgende tid blev bestemt ikke nem for ham. Allerede i 1970 led PLO stor tilbagegang ved et angreb på organisationens væbnede styrker i Jordan. Dette overfald, foretaget af den jordanske hær, og den senere tilbagetrækning af tropper er siden blevet kendt som Sorte September.

I 1974 vendte vinden, og ved et topmøde i Rabat i Marokko blev PLO godkendt som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk. Efterfølgende talte Arafat i FN, hvor han, som tidligere nævnt, var repræsentant for en NGO, nemlig PLO.

I 1982 foretog Israel en invasion af Libanon. Dette svækkede PLO stærkt, da 12.000 partisaner måtte evakueres til Syrien, Tunesien og andre arabiske lande. Der blev i Tunesien oprettet et hovedkvarter, som i 1985 blev bombet af israelske styrker.

I juli 1988 overdrog Jordans Kong Hussein Vestbredden til PLO og gav palæstinenserne folkeretlige rettigheder. Området er stadig besat af PLO. Ved et møde i PNC i november samme år erklærede Arafat oprettelsen af en palæstinensisk stat med hovedstad i Jerusalem.

Rådet vedtog samtidig at anerkende FN’s resolutioner 242 (1967) og 338 (1973), der anerkender alle de mellemøstlige staters suverænitet. Anerkendelsen af disse resolutioner skulle sammen med palæstinensernes ret til selvbestemmelse danne basis for en international fredskonference.

I december 1988 besluttede USA at indlede fredsforhandlinger mellem Israel og PLO.

Print/export