Remisen i Viborg, som er fra 1889 og blev fredet i 1992, får muligvis også fredet sin drejeskive, der blev brugt til at flytte rundt på lokomotiverne til den rette port i værkstedsbygningen. Det tilhørende jernbanespor er også med i fredningsforslaget.

Remisebygningen i Viborg, der er tegnet af statsbanernes husarkitekt Niels Peter Holsøe, er en af blot to fredede remiser i Danmark. Den anden er i Roskilde.

Remisen er en såkaldt rund-remise. En bygning formet som en halvbue rundt om en stor lokomotivdrejeskive i centrum. Drejeskiven blev brugt til at rotere lokomotiverne, så de fik lettere adgang til de forskellige haller. Tidligere byggede man lokomotivremiser rektangulære, men med jernbanens vækst omkring år 1900, blev det upraktisk med lokomotiverne stående på række. Der var behov for hurtig adgang til lokomotiver og til remisens forskellige værksteder, hvis der for eksempel var bøvl med en dampkedel. Kongestol

Drejeskivens konstruktion er en såkaldt ”Kongestol”, som er den tidligste type af drejeskiver. Den bæres som en svingbro af fire store løbehjul, som kører på kranskinner langs drejeskivens omkreds. På drejeskiven blev de store damplokomotiver, som nemt kunne veje over 20 ton roteret rundt.

Drejeskiven er i dag elektrisk, men blev oprindeligt betjent ved håndkraft. Den er gennem alle årene blevet flittigt brugt til at fordele lokomotiver og togvogne til en af de dobbeltportede indgange til værkstederne. Viborg Kommune er ved at planlægge en helhedsplan for hele stationsområdet.

Print/export