Obduktion af en skamplet Bøger: Lars og Morten Halskov: Skibet der forsvandt. På fredag er det 50 år siden, grønlandsskibet »Hans Hedtoft« gik ned med mand og mus syd for Kap Farvel. En af de største skibskatastrofer i nyere dansk tid. I den anledning har to journalister bevæget sig ind i den skandaløse affæ

Af Morten Beiter Søndag den 25. januar 2009, 22:30

For den, der lytter på 50 års afstand og med hovedet ude af orkanen, rummede den sidste klare melding fra telegrafist Carl Dejligbjerg et svagt håb. Men måske er det bare indbildning. Måske var Carl Dejligbjerg blot en stoiker.

»M/S Hans Hedtoft«, den Kongelige Grønlandske Handels nyeste og største skib, var under sin jomfrurejse stødt på et isbjerg og tog vand ind, men holdt sig endnu flydende med sine 95 mennesker om bord. Og hjælpen var på vej: En tysk trawler, »Johannes Krüss,« der befandt sig i relativ nærhed, zigzaggede sig vej gennem et farvand af isbjerge, skosser og flager. Den fandt blot intet, da den nåede frem til den position, det nødstedte skib ifølge pejlingerne måtte befinde sig på. Kun hav, is og vind. »Hans Hedtoft« fyrede nødraketter af for at lede trawleren på rette spor. Men der var intet at se fra det tyske skib. Så lyste tyskerne højt op i luften med deres projektør. Men »Hans Hedtoft« meldte, at der intet var at se. Og så, klokken 17.41 den 30. januar 1959, kom meldingen:

»Vi synker langsomt.«

Trawleren bad om nye pejlestreger. Men denne gang kom er intet svar.

25 minutter senere hørte den tyske telegrafist to korte og tre lange forvrængede streger. Hvilket fik en telegrafist, der lyttede med på radio- og telegrafstationen i Prins Christian Sund, til at udbryde, hvad kun de færreste i deres vildeste fantasi havde forestillet sig:

»Nu sank den fandeme.«

Gummi-muren holdt

»Hans Hedtoft«, det synkefri skib, var sunket med mand og mus. 2.800 bruttoregistertons dansk selvfølelse, når den er værst, var blevet den lille i elementernes indbyrdes styrkeprøve og søgt mod havbunden syd for Kap Farvel. 95 sagesløse liv gået tabt. Og det eneste fysiske, der nogen sinde er dukket op af tragedien, er en enkelt redningskrans, som senere samme år skyllede i land på Islands vestkyst. Kransen blev først sendt til København, og senere videre til Qaqortoq (Julianehåb), hvor den blev hængt op i kirken. Resten har havet beholdt.

På fredag er det 50 år siden, det skete, og i de følgende dage er det et halvt århundrede siden, at tragedien for alvor skyllede ind over kongeriget.

For de ældre generationer står begivenheden vel stadig klar i erindringen. For os andre var det noget, der skete, før vi blev født. Men »Hans Hedtoft«s forlis var Danmarks »Titanic«, det var en af de største katastrofer i efterkrigstidens Danmark og en politisk skandale, der kunne have væltet regeringer og ført til rigsretssager. Men intet skete. Gummi-muren omkring institutionerne holdt. Og spot blev føjet til skade, da Grønlandsfonden efterfølgende gav sig til at administrere den indsamlede folkegave til de pårørende på værste overformynderiske vis.

Det er en stor skamplet, de to journalister – og brødre – Lars og Morten Halskov har sat sig for at afdække og præsentere i dokumentarskildringen »Skibet der forsvandt. Historien om Hans Hedtofts gådefulde forlis.«

En bog, der så vidt vides ikke bringer nye afsløringer på banen om baggrunden og det mulige ansvar for forliset. At en daværende enerådig og forfængelig socialdemokratisk grønlandsminister, Johannes Kjærbøl, sandsynligvis pressede den Kongelige Grønlandske Handels kaptajner til at anbefale vintersejlads på Grønland mod bedre vidende, er en kendt sag. Ligeledes spørgsmålstegnene ved skibets konstruktion, som gjorde det knap så synkefrit og robust som forventet. Og Grønlandsfonden har også haft sine ture i medierne.

Men ved solidt håndværk, med sans for detaljer og smagfuld afstandtagen fra svælgen og patos samler brødrene Halskov alle brikker og lader de mange pårørende komme til orde, så den forstemmende historie bliver ubarmhjertigt levende mellem hænderne på læseren.

Skandalen i sin helhed

Hvis der er en afsløring, må den største af dem være af skamplettens samlede omfang. Skandalen i sin helhed. Billedet af en demaskeret stat, hvor en minister vrider armen om på sagkundskaben og bagefter løber fra ansvaret. Hvor skrankepaver gennem årtier nærmest sætter en ære i at gøre ondt værre, mens de sutter på deres egen magt. For ikke at tale om den særligt usle forskelsbehandling, de grønlandske pårørende blev udsat for, da pengekassen blev åbnet på klem.

Tragedien bliver oprullet, fra »Hans Hedtoft« kun er en løs idé i hovedet på grønlandsministeren, og til mindet efter katastrofen næsten er klinget af i den kollektive bevidsthed. Værftsarbejdernes stolthed. Skepsissen fra den grønlandske politiker Augo Lynge, som ved skæbnens ironi omkom med skibet. Den hårrejsende passage om den unge telegrafist Lars Olsen fra Sisimiut (Holsteinsborg), som skulle med »Hans Hedtoft« til København, og som en nat få dage inden afrejsen i søvne lå og slog på væggen med sine bare næver, mens han græd, fordi han i et mareridt havde oplevet, at skibet sank. Den måske fatale detalje med »Hans Hedtoft«s eneste radar (den anden var sparet væk), der ifølge en lokal telegrafbestyrer på besøg ombord viste sig at være defekt ved skibets ankomst til Grønland, men som måske ikke blev repareret inden returrejsen.

» …Villy Nielsen var for alvor blevet urolig … [han kunne] ikke se noget som helst, der var tæt på skibet. Der var simpelthen en fejl ved radaren. Villy Nielsen lod radar være radar og gik til overstyrmand Bantz på broen. Han hviskede til Bantz: »Den er sgu gal med den radar.«

»Nej,« svarede overstyrmanden. »Det går fint. Den er bare ikke varm nok.«

Når det blæser

Ubønhørligt langsomt bevæger denne historie fra virkeligheden sig mod kanten. Det er fornedrelse fra start til slut, lakonisk oprullet som ved en obduktion, hvor de forskellige indvolde fortæller deres egen historie.

Den 15. juni 1959 skrev en mor til et omkommet besætningsmedlem for eksempel til Grønlandsfonden for at gøre opmærksom på, at familien endnu ikke havde set en øre efter datterens død, sandsynligvis fordi datteren ikke havde været forsørger.

»Hun må da være lige så meget værd som alle de andre. I må da vide, at vi har det sådan, at vi ingen steder kan være, når det blæser, ved tanken om, at hun og de andre ligger deroppe. Det er til at blive tosse af at tænke på.«

Svaret fra Grønlandsfonden kom halvanden måned senere:

»Desværre har fonden jo ingen mulighed for at mildne Deres sorg eller bringe Dem trøst, idet selv en nok så stor økonomisk ydelse jo ikke kan erstatte Dem det tab, De har lidt.«

Altså: Ingen udbetaling fra den folkegave, der var blevet samlet ind til de efterladte.

Den 12-årige grønlandske pige Nuka, der sammen med sin søster mistede sin mor på »Hans Hedtoft,« så heller ikke en øre. Dels fordi moderen, der ellers var statsansat jordemoder, »ikke var omkommet i tjenesten«, som det hed i den officielle begrundelse fra ulykkesforsikringen. Og Grønlandsfonden sprang heller ikke hjælpende til, fordi søstrene var blevet anbragt på et børnehjem under Københavns Kommunes børneforsorg og derfor ifølge fonden ikke længere havde brug for hjælp.

Derimod var fonden ikke sen til at bevilge sig selv en tur til Grønland i 2001, det dyreste år i fondens historie, hvad angik udgifter til administration.

En skandale, der fik lov at foregå over seks årtier og oven i købet fik lov at dø i synden med en frifindelse fra Civilretsdirektoratet i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid.

Den største gåde

Bagefter blev sikkerheden strammet op ved vintersejladserne til Grønland, og en lov blev indført, som gjorde det muligt at retsforfølge ministre for mangelfuld embedsførelse.

Selvfølgelig. Men det var alt sammen, endnu en gang, for sent. For love og forordninger kommer sjældent før almindelig sund fornuft og erfaringerne.

Skibet var sunket, og med det også et stykke af den danske stats troværdighed. Og man skutter sig en sidste gang, da forfatterne ved bogens slutning opregner Grønlandsfondens skalten og valten med sine midler indtil fondens ophør i 2005. Det fremgår med al tydelighed, at den økonomiske støtte til de efterladte efter de omkomne på »Hans Hedtoft« kun havde udgjort en mindre del af udbetalingerne af fondens midler, som dog var samlet ind med det klare formål at støtte de pårørende.

Dette er måske den sidste – og største – gåde i historien om »Hans Hedtoft«s forlis.

Alt andet har sin egen, håbløse logik, som dybest set er det stof, katastrofer og mennesker er gjort af. Men at lade fornedrelsen fortsætte i samme spor er intet mindre end diabolsk.

Anbefales varmt til læsning på landjorden.