Mahler blev født 7. juli 1860 i en uortodoks jødisk familie i Kalischt i Böhmen, hvor faderen havde et spiritusbrænderi. Familien flyttede 3 måneder efter hans fødsel til Iglau Jihlava, Mähren, hvor Mahler tilbragte sine første 15 år. I 1875 blev han optaget på Wiens konservatorium, hvor han studerede klaver og komposition (til 1878). Herefter fulgte han en kort tid forelæsniger på Wiens Universitet. Hans første større forsøg i komposition var kantaten Das Klagende Lied (1878-80) som han forgæves indsendte til konkurrencen om „Beethoven-Prisen“ i Wien (1881). Hans første stilling som dirigent var ved et lille sommerteateri Bad Hall (i nærheden af Linz, 1880) og fik herefter arbejde ved større og større teatre: Ljubljana i 1881, Olomouc i 1882, Kassel i 1883-85, Prag i 1885-86, Stadttheater i Leipzig 1886-88 og som direktør for Den kgl. ungarske Opera i Budapest, 1888-91]. I foråret 1891 fik han ansættelse som 1. kapelmester ved Hamburger Stadttheater, hvor han blev til [[1897. I Leipzig komponerede han i foråret 1888 sin 1. symfoni (i 5 satser). Den blev imidlertid først uropført året efter i Budapest. I august-september 1888 påbegyndte han i Prag, hvor han var på gæstevisit som dirigent, sin 2. symfoni (1. satsen), men først fuldendte i 1893-1894. I perioden 1893-96 holdt han hvert år sine 3 måneders sommerferier ved Steinbach am Attersee i Østrig, hvor han koncentrerede sig om at komponere. Resultatet blev hans 2. & 3. symfoni og samligen Gesänge aus Des Knaben Wunderhorn. (10 sange for 1 stemme og orkester respektiv klaver).

I februar 1897 konverterede Mahler fra jødedom til Katolicismen for at forbedre sine muligheder for den prestigefyldte stilling som direktør for Wiens Hofoper. Denne stilling beholdt han til1907 og i de 10 år komponerede han symfonierne 4-8, de 5 Rückert-Lieder, Kindertotenlieder og de sidste 2 sange fra Des Knaben Wunderhorn-samlingen, betitlet Der Tamboursg'sell og Revelge. I marts 1902 blev ægtede den 20 år yngre Alma Maria Schindler med hvem han fik døtrene: Maria Anna (1902) og Anna Justine (1904). Sidstnævnte blev senere en anerkendt skulptør, hvorimod Maria Anna allerede i juli 1907 døde af skarlagens-difteri. Samtidig fik Mahler konstateret en hjertesygdom. Allerede nogle måneder forinden havde Mahler ansøgt om at blive løst fra sin kontrakt med Hofoperaen i Wien, dels fordi der var en stigende antisemitisk stemning mod ham i byen, dels fordi han i maj 1907 havde modtaget et generøst tilbud fra The Metropolitan Opera i New York. I august 1907 lykkedese det ham at blive løst fra sin kontrakt og i december samme år rejste han til New York. Her dirigerede han to sæsoner (1907-8 & 1908-9)på The Met. I efteråret 1909 vendte Mahler tilbage til New York for at lede det reorganiserede New York Philharmonic Orchestra. I disse år komponerede han Das Lied von der Erde (1908-9), og Symfoni Nr. 9 (1909), der blev hans sidste fuldendte værk. Under sit sidste ophold i New York blev han i februar 19111 alvorligt syg og måtte opgive at fuldføre sæsonens sidste koncerter. Efter eget ønske blev han i april bragt tilbage til Europa for at blive behandlet, men alt forgæves. I maj ankom han til Wien, hvor han døde af en infektion (streptokokker) den 18. maj 1911 og få dage efter bisat på Grinziger Friedhof. Han efterlod sig en ufuldendt 10. symfoni (5 satser), hvis skitser og udkast er stærkt præget (i fortvivlede udråb)af de sidste års ulykkelige ægteskab med Alma, der i sommeren 1910 havde indledt en lidenskabelig affære med den noget yngre arkitekt Walter Gropius.

Gustav Mahlers musik, der stort set bevæger sig i to sideløbende spor, symfonien, den største genre i europæisk instrumentalmusik og lieden, den simple sang med klaverledsagelse, indeholder mange af de brydninger som er typiske for den tyske senromantiske musik. Hans symfonier kan ses som et forsøg på at forene tidens mange brydninger, diskussionen om programmusik og absolut musik og det tilsyneladende brud mellem den klassiske verden og den nye moderne, i en stor form. Skønt Mahler i sin levetid ikke oplevede nogen større succes med sine kompositioner, er han siden man genopdagede ham i starten af 1960'erne regnet som ikke bare som en af dem den der bragte den senromantiske musik til sit zenit, men også den komponist der frem for nogen indledte modernismen.

Gustav Mahler havde gennem sit arbejde som dirigent og kunstnerisk direktør ved større og mindre østrig-ungarske og tyske operahuse fået et intimt kendskab både til traditionen og til samtidens kompositionsmusik. Listen over komponister, der havde påvirket ham er derfor lang, men karakteriseres ved først og fremmest at komme fra det tysksprogede område. Udgangspunktet fandt Mahler nok hos Johann Sebastian Bach og hos wienerklassikerne, men det var den romantiske musik han først og fremmest byggede på. Komponister som Franz Schubert, Robert Schumann og Franz Liszt. Komponisten Anton Bruckner, der var hans samtidige spillede også en en rolle (han lavede et klaverudtog af hans 3. symfoni). Der var dog to store forbilleder der stikker ud fra de andre.

Ludwig van Beethovens kompositioner var på mange måder modellen for Mahlers kunstneriske ambitioner. Beethoven var fra sin 3. Symfoni slået ind på det der i dag kaldes hans heroiske periode. Bag dette lå der blandt andet et ønske om med musikken at udtrykke betydninger gennem følelsen. Musikken skulle skildre verden men skildringen skulle være immanent i selve musikkens struktur, i dens følelse. I sin 9. symfoni lod Beethoven i den sidste sats, kor og solister synge et glædesbudskab og brød derved den gængse opfattelse af hvad en symfoni kunne være. Netop den 9. symfoni var på mange måder Mahlers model og det heroiske var det vedblivende store tema i hans musik.

Hvad Beethoven var for Mahlers ambitioner som kunstner, var Richard Wagner for ham som komponist. Wagners voldsomme og suggestive operaer indeholdt et forsøg på at samle og løse tidens musikalske skismaer. Han mente at man burde sammensmelte kunstarterne litteratur, teater og musik i det han kaldte for Gesamtkunst (Samlet kunst). På den måde mente Wagner at transcendere grænserne mellem abstrakt og betydning i musikken. Mahler havde samme stræben efter at lade musikken udtrykke en grundlæggende ide og påvirkningen (og fascinationen) af Wagners teknikker som den uendelige melodi og ledemotiver er synlig gennem hele Mahlers værk.

En væsentlig og langt mere direkte kilde til Mahlers musik er dog hans brug af kendte melodier og temaer. Allerede i sin 1. symfoni bruger han den kendte Frère Jacques (Mester Jakob) i 3. sats. Citaterne giver sig ofte udslag i det ironiske eller portrætterende. Militærmusik, folkemusik af forskellig etnisk oprindelse eller populær musik, især danseformer som ländler og vals. Scherzoen optræder i næsten alle hans symfonier med varierende indhold, men ofte som et betydningsmæssigt folkeligt eller moderne kontrapunkt til de heroiske satser.

I Mahlers musik ligger der til stadighed et underliggende lag af mening men ofte uden at der er nogen ydre forklaringer (som i programmusikken). Mahler afstod bevidst fra at lave et program til sine symfonier og herved ligner han Ludwig van Beethoven der kun i sin 6. symfoni eksperimenterede med egentlig programmusik.

I de endelige værker har man af tekst kun spillehenvisningerne og så de sangtekster som Mahler valgte til sine vokalafsnit. Disse er aldrig direkte forklaringer på musikken men er nærmere betydningslag der ligger sideløbende med andre betydningsskabende elementer som orkestrering, musikalske citater, brug af genrer m.m. Derimod har man i Mahlers skitser og partiturer fundet utallige henvisninger til et betydningsindhold og disse skriftlige noter bruges ofte som direkte kilder til forståelsen af Mahlers musik. Desuden findes der allerede fra lige efter Mahlers død en række anekdoter og tolkninger der er bragt videre af familie og bekendte. Især Mahlers hustru Alma Mahler, der selv var uddannet musikalsk, har bidraget til denne del af kilderne. Hun omgås som regel med megen forsigtighed, da hun har en tendens til at overfortolke og til at sætte sig selv og familien i centrum. Ikke desto mindre er flere af Mahlers egne (skriftlige) kommentarer i partiturerne henvendt til Alma Mahler.

En særstilling blandt Mahlers fortolkere indtager Theodor W. Adorno. Med sin monografi om Mahler forsøger Adorno (mens han tager skarpt afstand fra de programmatiske tolkninger), at forstå Mahlers musik som et rent musikalsk formidlet betydningskunstværk der imanent udtrykker og udøver kritik af samtiden.

* 1. symfoni (D-dur),(1888–1896). For stort orkester * 2. symfoni (c-mol, slutter i Es-dur), Auferstehung (1888–1894). For soli (sopran og alt), bl. kor og orkester. * 3. symfoni (d-mol) (1895–1896). For stort orkester, 1 alt-solo, damekor og orkester. * 4. symfoni (G-dur, slutter i E-dur), (1899–1901). For orkester og 1 sopran-solo (4.sats) * 5. symfoni (cis-mol, slutter i D-dur), (1901–1902). For orkester * 6. symfoni (a-mol), Tragische (1903–1904). For orkester * 7. symfoni (e-mol, slutter i C-dur), (1904–1905). For orkester * 8. symfoni (Es-dur), Sinfonie der Tausend (1906). For 8 soli, bl. kor, børnekor og orkester * 9. symfoni (D-dur, slutter i Des-dur), (1909–1910). For orkester * 10. symfoni (fis-mol/Fis-dur) (1910, Ufuldendt, 1. & 3. sats: Andante-Adagio & „Purgatorio“ færdiggjort til opførelse 1924 af Ernst Krenek. For orkester. Færdige opførelserversioner af alle 5 satser er lavet af Deryck Cooke (1964, 1972, 1989), Cliton Carpenter (1966), Joseph Wheeler (1948 – 1965), Remo Mazzetti, Jr. (1989), Rudolf Barshai (2000), og Nicola Samale/Giuseppe Mazzucca (2002)).

* Das Klagende Lied for soli, kor og orkester (1878-80, revideret 1890'erne). Oprindelig i 3 dele; 1. del kasserede Mahler senere. * Drei Lieder (til egne tekster) for tenor og piano, 1878), udgivet posthumt. * Lieder und Gesänge (14 sange med klaverakkompagnement, 1880-1890) * Lieder eines fahrenden Gesellen (for sangstemme med klaver- eller orkesterakkompagnement, 1884) * Gesänge aus „Des Knaben Wunderhorn“ (for sangstemme og orkester- resp. klaver-akk., 1892-1896. Udgivet 1900. Samt 2 yderligere sange fra 1899 og 1901): Der Tamboursg'sell & Revelge * Rückert-Lieder (5 lieder for sangstemme med orkester- ell. klaver-akk., 1901-1902) * Kindertotenlieder (5 lieder for sangstemme og orkester til tekster af Rückert, 1901-1904) * Das Lied von der Erde'' (kinesiske digte v/Hans Bethge), Symfonisk sang-cyklus(1908-1909) for tenor og alt (evt. bariton) og stort orkester.