Videbæk station Dæ på Skjern-Videbæk banen blev bygget i forbindelse med anlægget i 1918-20.
Foruden endestation i Videbæk, der byggedes ca. 500 meter nord for Herning - Ringkøbing landevej i forventning om banens videreførsel til Skive, anlagdes stationer i Kongsholm, Sædding (krydsningsstation) og Herborg samt trinbrætter ved Risdal mellem Sædding og Herborg og i 1930 umiddelbart syd for Herning-Ringkøbing landevej i Videbæk, Videbæk trinbræt, beliggende indenfor Videbæk stations indkørselssignal og altså på stationens område. På Videbæk station opførtes endvidere en mindre remise, ligesom der her foruden vandforsyningsanlæg anbragtes en drejeskive med effektiv længde 12,8 meter („13 meter“). Remisen var i brug så længe togene på banen fremførtes af damplokomotiver efter driftens motorisering benyttedes den ikke meget Den blev nedrevet omkring 1950.
Stationen havde to spor for persontog og et omløbsspor med stikspor til enderampe. Remisen lå i stationens nordøstlige ende.
Stationen og stationsarealet blev solgt efter nedlæggelse af persontrafikken på strækningen og nye læssespor anlagdes umiddelbart syd for Herning-Ringkøbing landevejen.
Videbæk station var fra starten bemandet med en stationsforstander, en assistent og tre portører.
Stationsbygningen, tegnet af Heinrich Wenck, har dannet forbillede for en model til størrelse 1:87 (HO). Modellen, der sælges af firmaet Heljan, er imidlertid i målestok 1:100 hvilket gør den noget for lille til HO.