GSM-R
Nyt system skal få Danmarks togradionet op på siden af resten af Europa.
Af Mette Buck Jensen, Ing tirsdag 06. jul 2010 kl. 14:39
Den danske jernbanes gamle analoge togradiosystemer skal erstattes af den europæiske standard GSM-R - og det bliver Nokia Siemens Networks og Rambøll Tele, der skal stå for opgaven.
Rambøll Tele skal som totalleverandør stå for at bygge og ombygge de master, som antennerne skal fastgøres i, mens Nokia Siemens Networks skal stå for implementeringen af selve GSM-R-radiosystemet på både S-banen og fjernbanen.
Nokia Siemens Networks har også stået for levering af GSM-R på jernbanen i blandt andet Norge, Sverige og Finland.
Første del af GSM-R-projektet har samlet en værdi af ca. 450 mio. kr.
»Udrulningen af GSM-R er afgørende vigtig for togtrafikken i Danmark og en forudsætning for udskiftningen af jernbanens gamle signalanlæg,« siger CIO i Banedanmark, Kenneth Lau Rentius, ifølge en pressemeddelelse.
Fremtidens signalsystem, ERTMS, benytter nemlig GSM-R- radio til datakommunikation mellem tog og sikringsanlæg.
Danmark er blandt de sidste lande i Europa, som får GSM-R, og ifølge Kenneth Lau Rentius er det også ved at være sidste udkald.
»De radiosystemer, vi i øjeblikket bruger til kommunikation mellem togene og vores fjernstyringscentraler, synger på absolut sidste vers. Vi har været ude på verdensmarkedet for at opkøbe de sidste reservedele, fordi radiosystemerne ikke produceres mere. Heldigvis kom der en politisk beslutning om at indføre GSM-R i Danmark,« siger han.
Både GSM-R og ERTMS-standarderne er vedtaget af EU.
»Det betyder, at vi har samme radiosystem og togkontrolsystem som vore nabolande, og det gør det alt andet lige meget nemmere at køre tog over grænserne,« siger Kenneth Lau Rentius.
GSM-R systemet er ét samlet radionetværk, og radiomasterne skal derfor stå med faste intervaller langs jernbanen for at sikre, at radiodækningen er tilstrækkelig.
Banedanmark genbruger ca. 160 af sine nuværende radiomaster, men planlægger også at etablere GSM-R udstyr i omkring 60 eksisterende mobiloperatørmaster, skorstene med videre. Endelig er det nødvendigt at etablere knap 80 nye radiomaster for at sikre en tilstrækkelig dækning.
Den første del af projektet, som er i gang nu, skal få det nye GSM-R-togradiosystem op at køre så hurtigt som muligt, men dækker også Signalprogrammets såkaldte teststrækninger, hvor det nye signalsystem bliver udrullet og testet først.
Anden del af projektet går i gang i 2015, og her udbygges GSM-R-projektet rettet mod at understøtte radiodækningen til Signalprogrammet, som en del af ERTMS-standarden for togkontrolsystemer.
Den første del af GSM-R, der sikrer togradioerne, bliver taget i brug i 2013. Det nye signalsystem er færdigt i hele landet i 2021, men i 2017 bliver det rullet ud på den første strækning.