ortehavet er ca. 450.000 km² stort. Det er 1.154 km langt og 610 km bredt på det største sted. Havet er op til 2.200 m dybt og er forbundet med Middelhavet gennem Bosporusstrædet, Marmarahavet og Dardanellerne. Det er forbundet med det Azovske Hav gennem Kerč’-strædet.

En række af Mellem- og Østeuropas største floder flyder ud i Sortehavet, således Donau, Dnestr, Dnepr, Don. På grund af denne vandtilstrømning er havet forholdsvis saltfattigt

De vigtigste havnebyer er Odessa og Sevastopol’.

Lande med kystlinje ud til Sortehavet:

Historie

Sortehavet er en rest af det gamle hav Parathetys, som det Kaspiske Hav og Aralsøen også er opstået af. Ved istidens afslutning skete der en afvanding af dette hav som en følge af de stigende temperaturer og kontinentalpladens stigning, efterhånden som isen trak sig tilbage. I årtusinder var passagen mellem Middelhavet og Sortehavet spærret, hvilket førte til en markant lavere vandstand i Sortehavet. Vandet ser ud til at have brudt igennem Bosporus i det 7. årtusinde f.Kr., hvilket har ført til oversvømmelser af store områder, der tidligere havde været beboet og opdyrket af tidlige agerdyrkere. Ifølge en populær, men omstridt teori, der blev lanceret i 1998, er det denne begivenhed, der ligger bag den bibelske syndflodsmyte.

Den moderne betegnelse Sortehavet (tysk Schwarzes Meer, engelsk Black Sea, fransk Mer Noire, russisk Čërnoe More) er en låneoversættelse fra tyrkisk Kara Deniz; Middelhavet hedder tilsvarende Ak Deniz „Hvidehavet“, idet farverne sort og hvis i ældre tyrkisk tradition betegner verdenshjørner, oprindelig vest og øst, siden nordlig og sydlig. På nordisk er navnet belagt allerede hos Snorri Sturluson.

På klassisk græsk hed havet Pontos Euxeinos „det gæstfri hav“; det var en eufemistisk omdannelse af et ældre Pontos Axeinos „det ugæstfri hav“. Sortehavet var betydelig farligere end Middelhavet. Navnet kommer dog sandsynligvis i virkeligheden fra iransk *axšaina- „sort“. Dette navn er først belagt i en middelpersisk tekst (9. årh. e.Kr.) i formen Xašēn, men det må have været almindeligt allerede før det 7. årh. f.Kr., hvor grækerne koloniserede Sortehavet. Navnet på det Røde Hav, græsk Erythrē Thalassa, hører til dette system og betød oprindelig „sydhavet“. Hos Herodot betegner det netop det sydlige hav, dvs. det Indiske Ocean inklusiv den Persiske Bugt og det Røde Hav.