Rusland, et af de allierede lande under krigen, havde problemer med sine forsyningsruter over havet. Østersøen blev kontrolleret af den tyske flåde, mens Sortehavets eneste indgang var gennem Bosporusstrædet, som blev kontrolleret af det Osmanniske Rige.

Sidst i 1914 var vestfronten i Frankrig og Belgien reelt blevet totalt stillestående. En ny front var derfor nødvendig. Samtidig håbede de allierede, at man ved at angribe osmannerne kunne trække Bulgarien og Grækenland ind i krigen på allieret side.

Et første forslag om at angribe Tyrkiet var allerede blevet fremsat af en fransk minister i november 1914, men det fik ikke støtte. Senere samme måned foreslog den daværende marineminister (på engelsk kaldet First Lord of the Admiralty) Winston Churchill et angreb på Dardanellerne. En plan for et angreb og invasion af Gallipoli halvøen blev godkendt af det britiske kabinet i januar 1915. Den britiske krigsminister, Lord Kitchener, udpegede General Ian Hamilton til at kommandere den styrke, der skulle gennemføre angrebet.

thumb|265px|right|Et kort over Gallipoli halvøen. Den prikkede linje markerer det længeste ind i landet de allierede styrker nåede

Den 19. februar begyndte det første angreb på Dardanellerne med et angreb på det tyrkiske artilleri langs kysten fra en stor flåde af britiske og franske skibe, der bl.a. inkluderede det britisk slagskib HMS Queen Elizabeth.

Selvom angrebet var politisk succesfuldt - Bulgarien stoppede forhandlinger med Tyskland, Grækenland tilbød deres støtte og også Italien virkede interesserede i at træde ind i krigen på de allieredes side - var den militære effekt meget begrænset. Fortsatte bombardementer og en landsætning d. 25. februar var uden succes.

Et nyt angreb blev forsøgt d. 18. marts målrettet mod det smalleste punkt, hvor strædet kun var 1,6 km bredt. En kæmpe flåde kommanderet af Admiral de Robeck med ikke mindre end 16 slagskibe havde umiddelbart succes, og eliminerede en række tyrkiske artilleristillinger. Men et minefelt, man ikke havde opdaget langs den asiatiske kyst, betød, at flere skibe blev beskadigede. Tre slagskibe sank (den britiske HMS Ocean og HMS Irresistible og den franske Bouvet). Derudover blev slagkrydseren HMS Inflexible og de franske slagskibe Suffren og Gaulois svært beskadigede.

De kraftige tab fik de allierede til at stoppe forsøget på at tage strædet kun ved hjælp af flåden. Det var en stor lettelse for de tyrkiske kommandører, da deres artilleri var ved at løbe tør for ammunition. Hvis de allierede havde forsat deres angreb på trods af tabene den 18. marts, kunne slaget have fået et helt andet resultat.

Efter det fejlslagne flådeangreb stod det klart, at det ville blive nødvendigt at eliminere det tyrkiske mobile artilleri. Dette ville gøre det muligt for mineryddere at komme ind og fjerne miner i vandet for de store skibe.

I begyndelsen af 1915 var australske og newzealandske frivillige soldater udstationeret i Ægypten, hvor de var i træning inden de skulle sendes til Frankrig. Infanteriet blev gjort til Australian and New Zealand Army Corps eller ANZAC, som inkluderede Australian 1st Division og New Zealand and Australian Division. General Hamilton havde derudover British 29th Division, Royal Naval Division og den franske Corps expéditionnaire d'Orient (inklusive fire senegalesiske bataljoner) under sin kommando.

thumb|right|Placering af den 5. arme

Hamiltons invasionsstyrke stod over for den 5. tyrkiske armé, der blev kommanderet af den tyske rådgiver for den osmanniske hær, general Otto Liman von Sanders. Den 5. armé, som skulle forsvare begge kyststrækninger ved Dardanellerne, bestod af seks af de bedste tyrkiske divisioner med i alt 84.000 mænd. Ved Bulair, nær toppen af halvøen, stod den tyrkiske 5. og 7. division. Ved Cape Helles, på halvøens spids, og langs den ægæiske kyst, stod den tyrkiske 9. division. I reserve ved Gaba Tepe midt på halvøen stod den 19. tyrkiske division under kommando af Mustafa Kemal. Til at forsvare den asiatiske kyst ved Kum Kale, som ligger ved indgangen til Dardanellerne, stod den 3. og 11. tyrkiske division. Ifølge en kilde var en tredjedel af den osmanniske hær etniske arabere, inklusive 2/3 af den 19. division Division.[http://64.233.179.104/search?q=cache:KW-XPrJyXIMJ:english.aljazeera.net/NR/exeres/25781E12-417F-43A7-BD92-EC91CD62D509.htm] Andre etniske grupper som f.eks. kurdere har givetvis også været repræsenteret.

Ifølge invasionsplanen for d. 25. april 1915 skulle den 29. division gå i land ved Helles på spidsen af halvøen og fortsætte ind i landet til fortet ved Kilitbahir. Anzacs divisionerne skulle landsættes nord for Gaba Tepe på den ægæiske kyst, hvorfra de skulle fortsætte over halvøen for at forhindre tilbagetrækning fra eller afsendelse af forstærkninger til Kilitbahir. Franskmændene skulle så lave en afledningslandgang ved Kum Kale på den asiatiske kyst. Der var også en enmands afledningsmanøvre af Bernard Freyberg fra Royal Naval Division ved Bulair.

300px|thumb|right|left|4. battalions landgang ved [[Anzac Cove]]

De første styrker fra Anzac, den 3. brigade fra den 1. australske division, begyndte landsætningen kort efter solopgang den 25. april. Det var planen, at de skulle gå i land over en bred front ca. 1,5 km nord for Gaba Tepe. Af ukendte grunde gik det dog ikke som planlagt, og de landede 2 km længere mod nord i en lavvandet, unavngiven bugt med Ari Burnu mod nord og Hell Spit mod syd. Bugten er i dag kendt som Anzac Cove.

Anzac stod overfor en forræderisk, forvirret masse af slugter, der gik fra højderne ved Sari Bair og ned til vandet. Landsætningen mødte kun lidt modstand fra spredte tyrkiske styrker indtil Mustafa Kemal, der kommanderede d. 19. division, så truslen og sendte forstærkninger til området, i hvad der blev et kapløb om først at komme højest.

Kampen om højderne blev afgjort ved hovedhøjderyggen, hvor Anzac og tyrkerne kæmpede om en bakke kaldet Baby 700. Den skiftede ejer flere gange den første dag indtil tyrkerne, der havde fordel af at være højere oppe på Battleship Hill, endeligt overtog bakken, som de aldrig opgav igen. Så snart Anzacs fremrykning var stoppet, kom tyrkerne med deres modangreb for at prøve at presse invasionsstyrken tilbage i vandet. Det lykkedes dog ikke, og det udviklede sig hurtigt til en skyttegravskrig, hvor fronten lå fast helt frem til august.

thumb|300px|right|Cape Helles landgangsstrande

Landsætningen ved Helles blav foretaget af den 29. division under kommando af Generalmajor Aylmer Hunter-Weston, på fem strande i en bue rundt om halvøens spids. Strandene blev fra øst mod vest kaldt S, V, W, X og Y.

På buens yderste strande, S, X og Y, var der ikke megen modstand, men muligheden for angreb blev ikke udnyttet. Kommandøren på Y stranden kunne uden modstand komme indenfor 500 meter af landsbyen Krithia, som var blevet forladt. Briterne kom aldrig så tæt på igen. Y stranden blev evakueret den næste dag, efter at der var kommet tyrkiske forstærkninger.

Hovedlandsætningerne blev foretaget på V stranden under det gamle Seddülbahir fort, og på W stranden, lige vest for på den anden side af Helles spids.

På V stranden blev angrebsstyrken fra Royal Munster Fusiliers og The Hampshire Regiment sat i land fra en ombygget kuldamper, SS River Clyde, som blev sat på grund, så tropperne kunne gå i land direkte ved hjælp af ramper. Royal Dublin Fusiliers gik i land på V stranden fra åbne både. På W stranden gik Lancashire Fusiliers også i land fra åbne både på en lille strand med klitter og spærret med pigtråd. Ved begge strande blev det britiske infanteri massakreret af det tyrkiske forsvar. Soldaterne, der kom frem fra River Clyde, var perfekte mål for maskingeværerne i Seddülbahir fortet.

Som på Anzac var de tyrkiske forsvarsstyrker dog for svage til at smide briterne tilbage i vandet. På W stranden, derefter kendt som Lancashire Landing, var lancashirerne i stand til at overmande forsvarerne på trods af deres enorme tab, 600 dræbte eller sårede ud af en styrke på 1000. Bataljonerne, der blev landsat på V stranden, havde omkring 70% faldne. Seks Victoria Cross blev uddelt efter kampene på W stranden. Seks Victoria Cross mere blev uddelt blandt infanteri og marinen på V stranden og tre mere den følgende dag, da de endelig fik sig kæmpet væk fra stranden.

thumb|left|Kanonstilling ved Helles Den 27. april om eftermiddagen angreb tyrkerne Anzac for at forsøge at drive briterne tilbage til stranden. Med støtte fra søsiden lykkedes det dog briterne at holde tyrkerne tilbage natten igennem.

Den 28. april forsøgte briterne, nu med støtte fra franskmændene, at erobre Krithia i hvad der senere skulle blive kendt som det Første slag om Krithia. Planen for angrebet var ekstremt kompleks og var ikke blevet kommunikeret ordentligt til kommandørerne ved frontlinjen. Tropperne fra den 29. division var stadig udmattede efter kampene om stranden og landsbyen Seddülbahir, som var blevet erobret efter hårde kampe d. 26. Angrebet blev stoppet omkring kl. 18 efter at noget land var taget, men målet, landsbyen Krithia, blev ikke nået. Efter slaget lå de allierede skyttegrave halvvejs mellem spidsen af halvøen og Krithia. Da den tyrkiske modstand blev stærkere og stærkere for hver dag der gik, forsvandt muligheden for den hurtige sejr, man havde håbet på. Helles blev, ligesom Anzac, en belejring. Stærke tyrkiske modangreb blev slået tilbage om natten d. 1. og 3. maj, selv om det lykkedes for tyrkerne at slå sig vej gennem det franske forsvar.

Det første forsøg på en offensiv på Anzac blev foretaget d. 2. maj om aftenen med et angreb fra Russell's Top og Quinn's Post mod Baby 700. Det lykkedes at komme et kort stykke frem, og man forsøgte at holde fast på det, man havde vundet, men blev tvunget til at trække sig tilbage om natten d. 3. maj efter at have mistet 1000 mand.

I den tro, at Anzac var sikker, flyttede Hamilton to brigader til Helles fronten som reserver for det Andet slag om Krithia, som skulle begynde d. 6. maj. Dette var det første store angreb ved Helles, og man vandt ca. 500 m på en bred front, men med de sædvanlige store tabstal.

Tyrkerne satte et stort angreb i værk på Anzac d. 19. maj - 42.000 tyrkere overfor 10.000 australiere og newzealændere - men angrebet mislykkedes. Tyrkerne manglede artilleri og ammunition og satsede derfor på overraskelse og det faktum, at de var væsentligt flere mænd. Deres forberedelser blev dog opdaget, og forsvaret var forberedt. Slaget kostede tyrkerne 10.000 faldne. Til sammenligning havde australierne kun 160 døde og 468 sårede. De tyrkiske tab var så store, at man aftalte en våbenhvile d. 24. maj, så tyrkerne kunne komme til at begrave de mange døde, der lå i ingenmandsland. thumb|Angreb fra skyttegravene

I løbet af maj blev den britiske overlegenhed til søs svækket med tabet af slagskibene HMS Goliath d. 13. maj, HMS Triumph d. 25. maj og HMS Majestic d. 27. maj. Efter disse tab blev store dele af slagskibsstøtten trukket tilbage, og de, der var tilbage, ville kun skyde, mens de var i bevægelse, hvilket mindskede præcisionen og dermed effektiviteten.

I det Tredje slag om Krithia d. 4. juni var alle tanker om et stort gennembrud forduftet, og planerne var lagt for skyttegravskrig, hvor målene blev målt i et par hundrede meter. Tabstallene var på begge sider ca. 25%. Briterne med tab på 4.500 ud af en angrebsstyrke på 20.000.

I juni ankom en frisk division, så den kunne være med i det sidste store Helles slag, Slaget om Gully Ravine, som påbegyndtes d. 28. juni. Ved dette slag lykkedes det briterne at rykke frem langs den ægæiske kyst, hvilket resulterede i en sjælden allieret sejr. Mellem d. 1. og 5. juli prøvede tyrkerne flere desperate modangreb mod den nye britiske frontlinje, men uden succes. Deres tab for perioden var forfærdelige, anslået til over 14.000.

Et sidste angreb blev foretaget ved Helles d. 12. juli, før de allierede koncentrerede deres kræfter nordpå til Anzac. To friske brigader fra d. 52. division blev kastet ind i kampen midt i linjen ved Achi Baba Nullah (kendt som Bloody Valley) og fik 30% faldne uden at opnå signifikant fremgang.

thumb|left|Soldat bruger periskop til at se ud af skyttegraven De gentagne fejlslagne allierede forsøg på at erobre Krithia eller få fremgang på Helles fronten fik Hamilton til at forsøge en ny plan, der resulterede i slaget ved Sari Bair. Om aftenen d. 6. august ville man forsøge med en ny landgang med to infanteridivisioner ved Suvla, 8 km nord for Anzac. Alt imens man fra Anzac ville forsøge et angreb mod Sari Bair ved at bryde ind i det hårde, men tyndt forsvarede område nord for Anzac.

Landgangen ved Suvla mødte kun let modstand, men alligevel lykkedes det ikke at tage meget mere end stranden. Og det lykkedes igen for tyrkerne at vinde kampen om først at komme til højderne. Dermed udviklede fronten ved Suvla sig også til en skyttekravskrig uden meget bevægelse.

Forud for offensiven lavede man to afledningsangreb, et ved Helles og et ved Anzac. Ved Helles blev det endnu en formålsløs kamp uden bevægelse og med store tab på begge sider. Ved Anzac fik de allierede endnu en sjælden sejr. Hovedangrebet nåede dog ikke målet, Chunuk Bair og Hill 971.

Styrken, der angreb mod den nærmeste top, Chunuk Bair, kom indenfor 500 meter af toppen ved solopgang d. 7. august, men var ikke i stand til at nå helt op inden næste morgen. Denne forsinkelse fik fatale konsekvenser for et andet angreb, der skulle foretages den 7. om morgenen af en australsk brigade mod the Nek, som skulle have haft støtte fra styrken på Chunk Bair. Bl.a. pga. af den manglende støtte blev australierne slagtet og havde en tabsprocent på langt over 50. Styrkerne på Chunuk Bair holdt ud i to dage, inden de blev overrendt af et massivt tyrkisk angreb.

Angrebet på Hill 971 blev aldrig til noget. Angrebsstyrken blev overvundet af terrænet og for vild i løbet af natten. Alle efterfølgende forsøg på angreb blev let afvist af tyrkerne.

Landsætningen ved Suvla blev forstærket med flere divisioner, og et sidste forsøg på at genoplive offensiven kom d. 21. august med angreb på Scimitar Hill og Hill 60. Kontrol over disse bakker ville have ført Anzac og Sulva fronten sammen, men det mislykkedes. Kampen om Hill 60 sluttede reelt kampen om halvøen.

Efter den fejlslagne augustoffensiv var der en pause i kampene, hvor den fremtidige retning for angrebet blev diskuteret. Det manglende fremskridt gjorde efterhånden indtryk hjemme i England, også fordi der faktisk kom nyheder om, hvordan det faktisk stod til ved fronten i stedet for det skønmaleri, Hamilton havde rapporteret. Muligheden for tilbagetrækning blev foreslået d. 11. oktober, men Hamilton gjorde modstand mod forslaget, fordi han frygtede tab af britisk prestige. Han blev dog fyret og afløst af generalløjtnant Charles Monro.

Situationen blev kompliceret af, at Bulgarien var trådt ind i krigen på centralmagternes side. Den 5. oktober åbnede briterne en anden middelhavsfront ved Thessaloniki, som skulle kæmpe med Gallipoli om forstærkninger. Med bulgarernes indtræden i krigen fik tyskerne også mulighed for at levere tungt artilleri til tyrkerne, som ville kunne gøre stor skade på de allierede skyttegrave, specielt på den begrænsede front ved Anzac.

Efter at have set nærmere på situationen anbefalede Monro evakuering. Kitchener kunne ikke lide forslaget og besøgte personligt kommandøren for de tro korps ved henholdsvis Helles, Suvla og Anzac. Beslutning om at evakuere blev derefter taget.

Evakuering af 14 divisioner om vinteren så nær ved fjenden ville blive svært, og store tab var forventet. Det faktum, at den allierede position var uholdbar, blev gjort klar, da en kraftig storm ramte d. 27. november og varede 3 dage. Senere, i begyndelsen af december, ramte en snestorm Suvla. Regnen oversvømmede skyttegravene og druknede soldaterne, hvorefter ligene blev skyllet væk. Den efterfølgende sne dræbte endnu flere.

thumb|right|200px|W Beach, Helles, [[7. januar, 1916 lige før den endelige evakuering]].

Ironisk nok var evakueringen faktisk den største allierede succes ved Gallipoli. Suvla og Anzac skulle evakueres sidst i december, og de sidste tropper skulle forlade området d. 20. december. Antallet af tropper blev reduceret fra d. 7. december, og små kneb blev brugt til at narre tyrkerne, så de ikke opdagede, at de allierede var ved at tage af sted. Ved Anzac ville man holde total stilhed i mere end en time, indtil de tyrkiske tropper ville komme ud af skyttegravene for at se hvad der foregik, hvorefter man ville åbne ild. Som antallet af tropper faldt, blev rifler sat op, så de kunne skyde ved hjælp af vand, der dryppede fra en pande ned på aftrækkeren.

Helles blev holdt i første omgang, så briterne lettere kunne genoptage offensiven, hvis man ønskede det. Man besluttede dog d. 27. december også at evakuere Helles. Tyrkerne havde lugtet lunten og angreb d. 6. januar 1916. Angrebet blev dog slået tilbage, og de sidste britiske soldater forlod Gallipoli d. 9. januar.

Det er fristende at gå ud fra, at slaget om Gallipoli kunne have fået et andet resultat, hvis man spørger om, hvad der ville være sket, hvis de følgende begivenheder var ændret.

Hvad hvis… *Briterne havde fortsat med flådeangrebet efter d. 18 marts, da det tyrkiske forsvar næsten var løbet tør for ammunition? *Man havde udnyttet, at man ikke mødte modstand ved angrebet på Y stranden d. 25. april? *Landsætningerne med kraftig modstand var blevet stoppet, så man kunne styrke de landsætninger, der havde ingen eller ringe modstand? *Anzac-landsætningen d. 25. april havde ramt den rigtige strand?

Det er dog et faktum, at slaget ved Gallipoli var en meget tæt kamp, hvor ingen af siderne formåede at udnytte deres små fordele. Når de allierede brød igennem de tyrkiske linjer, havde de ikke reserverne til at følge op på angrebet. Ligeledes når tyrkerne havde stoppet et allieret angreb, var deres modangreb ikke i stand til at jage fjenden væk.

Det Osmanniske rige blev af den russike zar kaldt „Europas syge mand“, men efter sejren over de allierede ved Gallipoli, blev tyrkernes drømme om et imperium fornyet. I Mesopotamien omringede tyrkerne en britisk styrke ved Kut Al Amara og tvang dem til at overgive sig i 1916. Fra det sydlige Palæstina angreb de sydpå ind i Sinai med det mål at erobre Suezkanalen og drive briterne ud af Ægypten. Et nederlag i slaget ved Romani var dog slutningen på de tyrkiske ambitioner.

Blandt generalerne betød Gallipoli slutningen på karrieren for Hamilton og Stopford, mens Hunter-Weston fik endnu en mulighed for at lede det VIII Korps på første dagen af Slaget ved Somme. For de australske brigadekommandører John Monash og Henry Chauvel betød det forfremmelser, så de til sidst stod i spidsen for deres eget korps. Winston Churchill og chefen for flåden John Fisher trak sig begge tilbage som et resultat af fiaskoen. Gallipoli var også en vigtig faktor i, Herbert Asquiths fald fra posten som premierminister i 1916.

Betydningen af slaget ved Gallipoli er måske følt mest i Australien og New Zealand, da det var det første stor slag, de to unge nationer deltog i. Før Gallipoli havde befolkningerne i de to lande en tro på det britiske imperiums styrke og var yderst villige til at støtte det. Gallipoli rystede den tiltro og tre år på vestfronten ville fjerne den helt.

På den tyrkiske side var Gallipoli begyndelsen på Mustafa Kemal vej mod magten. I 1934, Kemal, nu kendt som Kemal Atatürk, præsident i den nye tyrkiske republik, skrev denne hyldest til minde om Anzac soldaterne:

„De helte, der udgød deres blod og mistede deres liv…I ligger nu i et venskabligt lands jord. Hvil derfor i fred. Der er ingen forskel mellem Johnnyerne og Mehmetterne, hvor de ligger side om side her i vores land… I, mødrene, der sendte deres sønner fra fjerne lande, tør jeres tårer. Jeres sønner ligger nu i vores favn og har fred. Efter at have mistet deres liv på dette land er de også blevet vores sønner…“

(„Those heroes that shed their blood and lost their lives… you are now lying in the soil of a friendly country. Therefore rest in peace. There is no difference between the Johnnies and the Mehmets where they lie side by side here in this country of ours… You the mothers who sent their sons from far away countries, wipe away your tears. Your sons are now lying in our bosom and are in peace. Having lost their lives on this land they have become our sons as well..“)

{| border=„1“ align=right style=„margin-left:1em;margin-bottom:1em“ cellspacing=„0“ cellpadding=„2“

!colspan=„4“|Faldene ved Gallipoli

!Døde !Sårede !Total

Udover de mange døde og sårede var der mange soldater der blev ramt af sygdomme som diarré og dysenteri under de dårlige betingelser på halvøen. Det anlås således, at 145.000 britiske soldater blev ofre for sygdom under slaget.

Blandt de døde var den brilliante unge kemiker Henry Moseley samt digteren Rupert Brooke. I dag kan man finde hele 32 kirkegårde for de allierede styrker på halvøen samt mindesmærker for dem der ikke har nogen kendt grav, f.eks. dem der blev begravet til søs.

Den danske soldat og modtager af viktoriakorset, Percy Howard Hansen, deltog i slaget.

Dansk soldat i Australsk tjeneste, D-coy/4 Bn. A.I.F.Georg August Petersen faldt den 8/6-1915 ved Lone Pine Ridge.