Sild er med 99,14 km² Tysklands fjerdestørste ø. Øen er cirka 38 kilometer lang, men ved de smalleste steder kun få hundrede meter bred. Ved Silds smalleste sted ved Kongshavnen ved List måler afstandet mellem kysterne kun 320 meter. Afstandet ved Rantum og Hørnum måler 350 meter. Især disse smalle landtanger er udsat for erosion og oversvømmelser. Øens bredeste sted mellem Vesterland og Næsoddens spids ved Morsum måler 12,6 Kilometer. Øen viser et stærk varieret landskabsbillede. Mod vest udstrækker sig knapp 40 kilometer sandstrande, mod øst befinder sig vadehavet og i nord store vandreklitter og hedelandskab. Andre steder er der op til 50 meter høje lerklinter. Skove findes ikke. Cirka 33 % af øen er dækket af strande og klitter. Øens form har ofte skiftet form i løbet af årene. Mens sandtangerne (på tysk Nehrung) i øens nordlige og sydlige del udelukkende består af sandaflejringer, består midtlandet af en gestkerne. Den østlige del på Næsodde består overvejende af marsklandet. Øens højeste naturlige punkt er Uwe-Klitten vest for Kampen med 52,5 meter over havoverfladen. Derefter følger den Røde Klev ved vestkysten med op til 52 meter og Morsum Klev på midtlandets østkyst med over 20 meter. På øen findes flere naturreservater som for eksempel Rantum Bassin sydøst for Vesterland.

Øen ligger mellem 9 og 16 kilometer fra fastlandet, men har siden 1927 med den cirka 11 kilometer lange Hindenburgdæmning en fast forbindelse med fastlandet. Dæmningen er udelukkende beregnet til togtrafik, men det er muligt at få sin bil kørt på et biltog i byen Nibøl på fastlandet. Sydøst for øen ligger øerne Amrum og Før. Nord for Sild ligger den danske vadehavsø Rømø, småøen Uthörn og sankbanken Jordsand. Geografisk ligger øen på samme breddegrad som Alaskas sydlige ende. Men golfstrømmen giver øen et mildt klima. Sild råder både over en færgeforbindelse til naboøen Rømø og over en lufthavn ud for Vesterland med flyforbindelser til blandt andet Berlin eller München. Flere tusind mennesker med fast bopæl udenfor Sild bor kun i højsæsonen på øen, hvilket medfører stigende ejendomspriser.

Havets strømme og vinden medfører konstante forandringer af landskabet. Øen har i historisk tid utvivlsomt været langt større end nu. Den uafbrudt fremskridende erosion er fortsat en stor fare for øens fremtid. Især øens sydlige del ved Hørnum er rammet af enrome landtab. Mellem 1986 og 1988 forsvandt cirka 120.000 m² af Hørnum Odde <ref>[http://www.graenseforeningen.dk/pdf/aarbog2006.pdf Grænseforeningens årbog 2006]</ref>. Også lerklinterne bliver mindre. Den Røde Klev mister for eksempel cirka en meter om året. De mest udsatte steder kystfodres hvert år med tusinder af kubikmeter sand. I 1996 blev kysten foran Vesterland fodret med 800.000 m3 sand, hvilket kostede cirka 12,5 mio tyske mark. Andre anvendte metoder til kystsikringen er opstilingen af høfder og tetrapoder. I følge af klimaændringer ventes også større risiko for ekstreme stormfloder.

thumb|[[Kejtum kirke]] thumb|Satellitbillede af Sild Byer på øen: * Hørnum (tysk Hörnum) * Kampen (frisisk Kaamp) * List * Sild Kommune bestående af: Arksum (tysk Archsum, frisisk Ārichsem) Kejtum (tysk Keitum, frisisk Kairem) Morsum (frisisk Muasem) Munkmarsk (tysk Munkmarsch frisisk Munkmērsk) Rantum (frisisk Raantem) Tinnum (frisisk Tinem) ** Vesterland (tysk Westerland, frisisk Weesterlön') * Venningsted-Brarup (tysk Wenningstedt-Braderup, frisisk Woningstair-Brērerep)

Arkæologiske udgravninger har vist, at området har allerede været beboet i yngre stenalder. Herom vidner de mange gravhøje og dysser. Bedst kendt er Denghoog, Harhoog og Tinnumborg. Familiegraven Denhoog ved Venningsted beretter om en udbredt aktivitet i forhistorisk tid. De første århundreder efter Kristi fødsel var Sild en del af marsklandskabet ved Jyllands østkyst. Ifølge overlevering begav sig jyderne og anglerne under brøderne Hengest og Horsa herfra i 450 ud på havet for at kolonisere de britiske øer. Efter jydernes og anglernes udvandring til Britannien skulle området have været næsten ubeboet for flere hundrede år, indtil omkring 800 friserne fra syd bosatte sig på de nuværende øer Amrum, Før og Sild. Silds første kirke blev opført omkring 1020 i Kejtum på et førkristent kultsted. Det skønnes at stedet var et blotsted for Odin. Kirken hørte under klostret i Odense og blev i 1188 viet til den hellige Knud.

Navnet Sild dukker første gang op i skriftlige kilder i 1141. Øen blev også vævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Der hersker tvivl om navnets oprindelse. Muligvis kommer det ganske enkelt fra det danske ord for fisken sild. Andre muligheder er det gammeldanske ord sylt der betyder salt(holdig) eller strandeng<ref>[http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=sylt Sylt], Ordbog over det danske Sprog</ref> (kendt fra Sylten i Ommersyssel, Syltemade på Fyn og Syltholm på Lolland). Fra 1668 er silden brugt i våbenskjoldet for øen.

Ved den store manddrukning i januar 1362 tabte Sild store marskområder i øst og mistede dermed forbindelsen til fastlandet. Allehelgensfloden i november 1436 medførte endnu en gang store landtab på øen. Byen Ejdum sank i havet og Rantum forsvandt i klitterne. Sidst i det 14. århundrede begyndte øen at få sin nuværende karakteristiske langstrakte form.

Med etableringen af hertugdømmet Sønderjylland i 1236 kom næsten hele øen under hertugdømmet. Kun øens nordspids omkring byen List foreblev i kongeriget. List havde allerede siden 1292 været i besiddelse af købstaden Ribe og var i modsætning til resten af øen overvejende befolket af jyder. Området omkring List dannede de kommende århundreder en del af de såkaldte kongerigske enklaver. Resten af øen var underkastet den slesvigske hertug, som var skiftevis den danske konge eller en holstensk grev. Efter den 1544 stedfundne landsdeling mellem Christian 3. og hans brødre kom hovedparten til den gottorpske del. I 1426 vedtog repræsentanter for Vidingherred, Bøkingherred og øerne Sild, Strand og Før det såkaldte syvherredergilde (på tysk Siebenhardenbeliebung), som tilsikrede dem en omfattende retsautonomi. I 1644 udspillede sig med Slaget i Listerdyb et stort søslag mellem danskerne og svenskerne i farvandet mellem Sild og Rømø.

Efter den 2. Slesvigske Krig blev hele øen sammen med det øvrige Sønderjylland indlemmet i Tyskland. Ved folkeafstemningen i 1920 stemtes i afstemningszone 2, hvori blandt andet Sild og Flensborg lå, med stort flertal for at tilhøre Tyskland<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/26/0275.html Salmonsens Konversationsleksikon side 255]</ref>.

I 1855 fik Vesterland som første by på øen en badekoncession. Allerede 1911 havde badebyen 30.000 gæster om året. Hindenburgdæmningens indvielse i 1927 medførte en endnu større popularitet. Allerede i 1888 blev øbanens strækning mellem Munkmarsk og Vesterland åbnet. Senere blev den udvidet til Hørnum og List, hvormed en gennemgående forbindelse mellem øens nordlige og sydlige del var etableret. Ø-banen var smalsporet med en sporvidde på 1.000 mm. I 1970 blev trafikken på strækningen indstillet og skinnerne blev demonteret. I stedet kører nu rutebiler.

Efter 1933 satte nazisterne sine spor på øen. Cirka 10.000 tyske soldater blev stationeret på øen og en række bunker blev opført. Allerede i 1934 fik jøderne strandforbud i Vesterland og efterhånden på hele øen. Mange hotelværter erklærede deres huse for jødefri. Efter krigen var et stort antal fordrevne fra Østtyskland strandet på øen.

Indtil 1900-tallet var landbrug, fiskeri og fuglekøjer de primære erhvervsgrener på Sild. I 1700-tallet spillede derudover også hvalfangst en stor rolle. I dag dominerer turisme som det centrale erhverv. I 2007 blev der registreret 6,5 millioner overnatninger<ref>[http://www.dr.dk/Regioner/Syd/Nyheder/Sydslesvig/2008/03/03/03070229.htm DR Syd, 03. mar. 2008]</ref>. Øen råder over cirka 12.000 sommerhuse og over i alt cirka 50.000 gæstesenge. Meget populære er øens nøgenbadestrande. Den første af disse oprettedes allerede i 1920. I højsæsonen opstilles på øens strande hvert år mere end 11.000 strandkurve.

Øen er præget af både tysk, dansk og frisisk kultur. Øens nordfrisiske dialekt hedder sölring. Men som følge af masseturisme, tilvandring af tysktalende sydfra og fraflytning af indfødte familier sank antallet af frisisktalende til nu cirka fire procent. Med friserloven fra 2004 er frisisk imidlertid anerkendt som officielt sprog ved siden af standardtysk. Sildfrisisk karakteriseres blandt andet ved et stort antal danske låneord. Ved siden af frisisk taltes på det nordlige Sild omkring List også dansk (sønderjysk). Sild råder både over en dansk skole og dansk kirke.

Faste traditioner er blandt andet biikebrænding i februar, ringridning om sommeren og rummelpot på nytårsaften, som på øen kaldes maskeløb. Ved juletiden opstiller mange øboer et jöölboom. Et kendt folkesagn fra Sild er Ekke Nekkepenn. Ligesom naboøerne Amrum, Før og Rømø har også Sild en egen folkedragt (Silddragt). Silddragten er allerede beskrevet i 1597 og har en del ligheder med Førdragten eller Rømødragten.

Sylt * [http://www.sylt.de/ Sild Turistforeningen] * [http://www.ssf-sild.de/ Sydslesvigsk Forening Sild] * [http://www.soelring-foriining.de/ Sölring Foriining]