Istanbul (tyrkisk İstanbul) er Tyrkiets største by, og hed tidligere Konstantinopel og før det Byzans. Tyrkerne indtog Konstantinopel i 1453, gav den navnet Istanbul og gjorde den til hovedstad for det blomstrende osmanniske imperium.
Byen ligger på begge sider af Bosporusstrædet og dermed i både Europa og Asien. Den ældste del af byen, Stamboul, ligger på den europæiske side. Et mindre stræde, Det gyldne Horn, skiller denne fra det mere moderne erhvervs- og velhaverkvarter Taksim mens størstedelen af byens beboere bor i de mange forstæder på den asiatiske side.
'Byzans' var en græsk koloni i Thrakien ved det sydlige indløb til Bosporus, anlagt fra Megara omtrent i 667 f. Kr. Dens gunstige beliggenhed skaffede byen store rigdomme, men den blev afhængig af perserne, da de trængte frem nord om Sortehavet. Under perserkrigene blev byen erobret af grækerne under Pausanias (478 f.Kr.) og kom kort efter ind under det ioniske søforbund under Athens ledelse.
Under den peloponnesiske krig svigtede byen Athen i 411 f.Kr., og i de følgende år var den genstand for adskillige kampe. Ved fredsslutningen efter krigen kom den under Sparta, men da Athen dannede sit 2. søforbund, sluttede Byzans sig til det i 378 f.Kr.. Byen deltog alligevel i opstanden mod Athen i 357 f.Kr., og man søgte støtte hos kong Filip af Makedonien, men da han ønskede at skaffe sig herredømme over Thrakien og Bosporus, forsvarede byen sin uafhængighed overfor ham med stor tapperhed, og Filips belejring af byen slog fejl (340 f.Kr.).
Også under nabostaternes senere kampe lykkedes det Byzans at holde sig uafhængig, og indbyggerne tjente stadigvæk store rigdomme. Selv under Romerherredømmet bevarede Byzans en privilegeret stilling, men Septimius Severus straffede den hårdt, fordi den havde taget parti for hans modkejser, Pescennius Niger.
thumb|200px|Kort over Konstantinopel thumb|200px|Konstantinopels mure
Konstantin den Store gjorde byen 328 til Romerrigets hovedstad under navnet 'Konstantinopel', som betyder Konstantins By. Konstantinopel har haft en betydning for Europas historie, som det er vanskeligt at udmåle, og selv om indflydelsen er tydeligst i Østeuropa, var byen som hovedstad i det østromerske rige omdrejningspunktet for al europæisk storpolitik i det meste af Middelalderen.
Det østromerske rige blev et selvstændigt kejserdømme ved delingen af Romerriget i 395. Hovedstaden var Byzantion, som rigets første kejser, Konstantin den Store, omdøbte til Konstantinopel, „Konstantins by“. Efter sammenbruddet af det vestromerske rige i 476, blev byen hovedstad for hele romerriget, og da de vestlige provinser gik tabt, blev byen i mere end 1000 år hovedstad i det østromerske rige. I løbet af Middelalderen blev byen angrebet adskillige gange, men kombinationen af de massive forsvarsværker med brugen af græsk ild gjorde den i praksis uindtagelig, indtil kanoner blev taget i brug som belejringsskyts. Konstantinopel var den sidste rest af det engang så mægtige romerrige, da de tyrkisktalende osmanner erobrede byen og dens omegn i 1453.
Mange danske kom i vikingetiden og tidlig middelalder til Konstantinopel, og i det 9. og 10. århundrede angreb vikinger fra deres base omkring Novgorod og Kiev (bl.a. under ledelse af fyrst Oleg af Kiev) byen uden det store held, men det resulterede dog i, at der blev indgået nogle handelsaftaler parterne imellem. Det var traditionel politik i det østromerske rige at alliere sig med de farligste fjender, og det førte til, at man oprettede væringerkorpset som vagter i Konstantinopel.
Byggestilen i Kalundborg kirke viser påvirkning fra Konstantinopel, og mange af de tidligste danske kalkmalerier rummer også tydeligt byzantinske stilelementer.
Væsentligste seværdigheder i byen er Den blå Moske (Sultanahmet), Hagia Sofia, krydderibazaren. Istanbul fik i 1875 den første undergrundsbane i kontinentaleuropa, Tünel
Vikingerne, især de svenske, nåede så langt som til Konstantinopel og Baghdad i 900-tallet, hvor de handlede med arabere og grækere, som kaldte dem 'rus', heraf navnet Rusland. Vikingerne kaldte Konstantinopel for Miklagård.
