Henrettelse er eksekvering af dødsstraf i henhold til en afsagt dødsdom, det vil sige, at det er samfundet som dræber. I modsætning hertil er mord og drab kriminelle handlinger. Justitsmord betød oprindeligt, at man dræbte uskyldige ved at idømme dem dødsstraf.
For at henrettelsen skulde virke afskrækkende og ydmygende, kunne den henrettedes lig blive udstillet. #Stejling #Den hængte kunne hænges op sammen med en pelset ulv.
Medens det i dag i de lande, som overhovedet praktiserer dødsstraf, er reglen, at denne eksekveres alene i nærværelse af de foreskrevne vidner, var henrettelser i tidligere tid ofte offentlige. Således var det ved korsfæstelse netop et af formålene at tjene til advarsel for andre. Metoder som gaskammer eller giftinjektion egner sig derimod ikke til at bruges offentligt.
Offentlige henrettelser ansås af mange for at være skuespil – en slags forlystelse. H.C. Andersen måtte som latinskolelev i 1825 overvære halshugningen af tre mennesker, idet hans rektor fandt, at dette var et gavnligt led i elevernes uddannelse. Den sidste offentlige henrettelse i Danmark skete i 1882. I Frankrig skete den sidste offentlige guillotinering så sent som i 1939. Dette bør erindres, når man endnu efter år 2000 chokeres over, at man i asiatiske lande bruger et fodboldstadion til offentlige henrettelser.
I Danmark fuldbyrdedes efter 1945 46 dødsdomme for forbrydelser begået under den tyske besættelse. Straffene blev eksekveret ved skydning og udført af polifolk.
Modstandsbevægelsen likviderede omkring 400 personer, der som stikkere ansås for farlige for deres landsmænd.