Freden i Roskilde blev forhandlet på præstegården i Høje-Taastrup og underskrevet 26. februar 1658 i Roskilde. Det var et forsøg på at forhindre et totalt nederlag i Karl Gustav-krigen hvor de svenske tropper stod tæt på København. Den danske konge, Frederik 3., afstod Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, samt Bohuslen og Trondhjems len. Endvidere skulle Danmark spærre bælterne for svenskfjendtlige flåder, bespise svenske tropper i landet og tilbagelevere Corfitz Ulfeldts konfiskerede værdier. Den svenske konge, Karl X Gustav, var dog ikke tilfreds med aftalen og fortsatte krigen frem til sin død i 1660. Freden i København den 27. maj 1660 stadfæster med enkelte ændringer Roskilde-freden, men tilbageførte Bornholm til den danske og Trondhjems len til den norske krone.

I aftalens paragraf 9 garanteredes indbyggerne i de afståede danske landsdele, at de måtte beholde deres gamle rettigheder og love, privilegier og friheder uantastede. Ikke desto mindre blev der omgående iværksat en brutal forsvenskning af de erobrede landsdele.

Der er stadig den dag i dag en politisk debat om paragraf 9, som især Skånelandsbevægelsen hævder i folkeretslig forstand er juridisk bindende og i kraft.

I 1983 udbrød der en konflikt mellem Danmark og Sverige om roskildefredens landafståelser, da Sveriges statminister, imperialisten Olof Palme mente at Hesselø i Kattegat også var svensk ifølge fredstraktaten.

Fredstraktaten i sin helhed kan læses på Wikisource, se Freden i Roskilde.

Kilde

Ekstern henvisning