Roosevelt er en engelsk for af det hollandske efternavn 'van Rosevelt,' eller 'van Rosenvelt', som betyder 'rosemarken'.'<ref name=„titleROOSEVELT - Surname Meaning | Origin for the Surname Roosevelt Genealogy“>url=http://genealogy.about.com/library/surnames/r/bl_name-ROOSEVELT.htm |title=ROOSEVELT - Surname Meaning, Origin for the Surname Roosevelt Genealogy |accessdate=2007-11-23</ref>

Familien var en af de ældste og mest velhavende i staten New York, og udmærkede sig indenfor andet end politik. Franklins kusine vandt således US Open i tennis i 1890.

Hans mor opkaldte ham efter sin yndlingsonkel Franklin Delano.<ref>Smith, Jean Edward FDR, p. 17, Random House, 2007 ISBN 978-1-4000-6121-1</ref> Slægtsfaderen til Delano familien i Amerika i 1621 var Philippe de la Noye, den første Huguenot som kom til den nye verden, og hans familienavn blev anglificeret til Delano.<ref>Smith, Jean Edward FDR, p. 10, Random House, 2007 ISBN 978-1-4000-6121-1</ref>

Franklin Delano Roosevelt blev født den 30. januar 1882 i byen Hyde Park, som ligger ved Hudson floden i delstaten New York. Hans far, James Roosevelt, og hans mor Sara var begge ud af velhavende newyorker familier, af henholdsvis hollandsk og fransk afstamning. Franklin var deres eneste barn. Hans farmor Mary Rebecca Aspinwall var kusine til Elizabeth Kortright Monroe, som var gift med USA's femte præsident James Monroe. En af hans forfædre var John Lothropp, som også var forfader til Benedict Arnold og Joseph Smith, Jr. En af hans fjernere slægtninge på sin moders side er forfatteren Laura Ingalls Wilder. Hans morfar Warren Delano II, var en efterkomer efter Mayflower passagererne Richard Warren, Isaac Allerton, Degory Priest og Francis Cooke. I løbet af en 12 årig periode skabte han sig en formue på over en million dollars ved handel med te i Macau, Canton og Hong Kong, men efter at være kommet tilbage til USA mistede han det hele i Panikken i 1857. I 1860 vendte han tilbage til Kina og skabte sig en formue i den tvivlsomme men meget profitable opiumshandel<ref>Patrick D. Reagan, Designing a New America: The Origins of New Deal Planning, 1890–1943 (2000) p. 29</ref> ved at levere opiumsbaserede lægemidler til det amerikanske krigsministerium under den amerikanske borgerkrig - og andre.<ref>Smith, Jean Edward FDR, pp. 10-13, Random House, 2007 ISBN 978-1–4000-6121-1</ref>

right|thumb|Den unge Franklin Roosevelt, med sin far og Helen R. Roosevelt under sejlads i 1899. Roosevelt voksede op i en privilegeret familie. Sara var en besiddende mor, mens James var en ældre og fjern far (han var 54, da Franklin blev født). Sara havde en dominerende indflydelse i Franklins tidlige år.<ref>Eleanor and Franklin, Lash (1971), 111 et seq.</ref> Hyppige rejser til Europa betød at Roosevelt talte flydende tysk og fransk. Han lærte at ride, skyde, ro og spille polo og tennis.

Roosevelt gik på Groton School, en episkopal kostskole i Massachusetts. Han blev stærkt påvirket af skolens rektor, Endicott Peabody, som prædikede den kristnes pligt til at hjælpe mindre heldigt stillede og tilskyndede sine studerende til at gå i offentlig tjeneste. Roosevelt gik på Harvard, hvor han boede i luksuriøst og var medlem af Alpha Delta Phi broderskabet. Han var også præsident for dagbladet The Harvard Crimson. Mens han gik på Harvard blev en fjern slægtning Theodore Roosevelt præsident i USA, og Theodores energiske ledelsesstil og reformiver gjorde ham til Franklins rollemodel og helt. I 1902 mødte han sin senere kone Eleanor Roosevelt, Theodores niece, ved en reception i Det Hvide Hus. (De havde tidligere mødtes som børn, men dette var deres første rigtige møde.) Eleanor og Franklin var også i familie langt ude.<ref name=„5thcousins“>url=http://www.nps.gov/elro/who-is-er/q-and-a/q6.htm |title=Question: How was ER related to FDR? |publisher=The Eleanor Roosevelt Papers |accessdate=2007-07-29</ref> De nedstammede begge fra Claes Martensz van Rosenvelt (Roosevelt), som ankom til New Amsterdam (Manhattan) fra Holland i 1640'erne. Roosevelts to børnebørn, Johannes og Jacobus, grundlagde Long Island og Hudson River grenene af Roosevelt familien. Eleanor og Theodore Roosevelt var efterkommere fra Johannes' gren, mens FDR stammede fra Jacobus grenen.<ref name=„5thcousins“ />

Roosevelt startede på Columbia Law School i 1905, men opgav studierne (og fuldførte dem aldrig) i 1907 fordi han havde bestået adgangseksamen til advokatsamfundet i staten New York. I 1908 fik han en stilling ved det prestigefyldte Wall Street firma Carter Ledyard & Milburn, som fortrinsvis arbejdede med selskabsret.

Den 17. marts 1905 giftede Roosevelt sig med Eleanor trods kraftig modstand fra han mor. Eleanors onkel, Theodore Roosevelt, førte bruden til alters i stedet for hendes afdøde far. Det unge par flyttede ind på Springwood, hans families ejendom, og FDR's mor flyttede praktisk taget med, til stor ærgrelse for Eleanor. Franklin var en karismatisk, nydelig og socialt aktiv mand. I modsætning hertil var Eleanor sky og satte ikke pris på at omgås mange mennesker, og i starten blev hun hjemme for at passe deres børn. De fik seks i hurtig rækkefølge:

* Anna Eleanor (1906–1975; 69 år) * James (1907–1991; 84 år) * Franklin Delano, Jr. (3. marts 1909 – 7. november 1909; 8 måneder) * Elliott (1910–1990; 80 år) * en ny Franklin Delano, Jr. (1914–1988; 74 år) * John Aspinwall (1916–1981; 65 år).

thumb|right|Franklin og Eleanor på [[Campobello Island, Canada, i 1905.]] Roosevelt havde affærer ved siden af sit ægteskab, bl.a. med Eleanors sekretær Lucy Mercer, hvilket begyndte kort efter at hun blev ansat i starten af 1914. I september 1918 opdagede Eleanor nogle breve, som afslørede affæren i Roosevelts kufferter, da han vendte tilbage fra et besøg i Europa. Ifølge Roosevelt familien tilbød Eleanor Franklin en skilsmisse, så han kunne være sammen med den kvinde han elskede, men Lucy, som var katolik, kunne ikke få sig selv til at gifte sig med en fraskilt mand med fem børn. Lucys familie derimod hævder, at hun gerne ville gifte sig med Franklin, men at „Eleanor ikke ville træde til side“. Ifølge FDR's levnedsbeskriver Jean Edward Smith er det almindeligt anerkendt, at Eleanor faktisk tilbød „at give Franklin hans frihed.“<ref name = „doatyq“>Smith, p. 160</ref> De blev imidlertid forsonet på en måde ved hjælp af uformel mægling fra Roosevelts rådgiver Louis Howe, og FDR lovede aldrig at se Lucy igen. Sara blandede sig også og sagde til Franklin, at hvis han blev skilt, ville han skandalisere familien, og hun „ville ikke give ham en dollar mere“.<ref name = „doatyq“/> Eleanor fik et eget hus i Hyde Park ved Valkill. Deres ægteskab er blevet betegnet som et fornuftsægteskab.<ref name=„abcnews“>url=http://www.abcnews.go.com/Politics/story?id=3751714&page=1 |title=Not in My White House: French-Style Divorce Unthinkable Here |publisher=''ABC News'' |accessdate=2007-10-19</ref>

Franklin og Lucy medblev at skrive til hinanden, men sås først igen i 1941. Lucy fik kodenavnet „Mrs. Johnson“ af United States Secret Service.<ref>Smith, p. 163</ref> Først i 1960'erne blev affæren offentligt kendt.

I 1919 boede familien Roosevelt ved siden af justitsminister A. Mitchell Palmer, og var til stede, da en Galleanist anarkist blev dræbt under det mislykkede bombeattentat, som var et forsøg på at dræbe Palmer. Ligeledes i 1919 hjalp Franklin Roosevelt Eamon de Valera og hans nydannede IRA med at omgå eksportlovene så de kunne sende våben til brug mod britiske tropper i den irske uafhængighedskrig.

De fem overlevende børn havde alle en omskiftelig tilværelse, som blev overskygget af deres berømte forældre. De var tilsammen gift nitten gange, blev skilt 15 gange og fik 23 børn. Alle fire sønner var officerer under 2. Verdenskrig og fik udmærkelser for tapperhed. To af dem blev valgt til Repræsentanternes Hus - FDR jr. sad i tre valgperioder som repræsentant for Upper West Side of Manhattan, og James sad i seks perioder for 26. valgdistrikt i Californien. Ingen blev valgt til højere stillinger trods adskillige forsøg.<ref name=„james“>year=2003 |url=http://www.nps.gov/archive/elro/glossary/roosevelt-james-son.htm |title=James Roosevelt |publisher=Eleanor Roosevelt National Historic Site |accessdate=2003-03-02</ref><ref name=„elliott“>year=2003 |url=http://www.nps.gov/archive/elro/glossary/roosevelt-elliott-son.htm |title=Elliott Roosevelt |publisher=Eleanor Roosevelt National Historic Site |accessdate=2003-03-02</ref><ref name=„fdrjr“>year=2003 |url=http://www.nps.gov/archive/elro/glossary/roosevelt-franklin-jr.htm |title=Franklin D. Roosevelt, Jr. |publisher=Eleanor Roosevelt National Historic Site |accessdate=2003-03-02</ref><ref name=„johna“>year=2003 |url=http://www.nps.gov/archive/elro/glossary/roosevelt-john.htm |title=John A. Roosevelt |publisher=Eleanor Roosevelt National Historic Site |accessdate=2003-03-02</ref>

Roosevelts hund Fala blev kendt som Roosevelts ledsager, mens han sad i Det Hvide Hus, og blev kaldt „den mest fotograferede hund i verden.“<ref name=„wash post“>year=1989 |url=http://pqasb.pqarchiver.com/washingtonpost/access/73866396.html?dids=73866396:73866396&FMT=ABS&FMTS=ABS:FT&date=MAR+19%2C+1989&author=Roxanne+Roberts&pub=The+Washington+Post&desc=It's+Just+a+Woof+Over+Their+Heads%3BAt+the+White+House%2C+Canine+Carrings-On&pqatl=google |title=It's Just a Woof Over Their Heads;At the White House, Canine Carrings-On |publisher=''The Washington Post'' |accessdate=2008-11-05</ref>

I 1910 stillede Roosevelt op ved valget til senatet i delstaten New York i valgdistriktet omkring Hyde Park. Her var der ikke blevet valgt en Demokrat siden 1884. Med Roosevelt navnet og den tilhørende rigdom, prestige og indflydelse i Hudson dalen - og med partiets rygvind overalt - blev han båret ind i statens senat i Albany. Roosevelt tiltrådte sin post den 1. januar 1911. Han blev leder af en gruppe af reformatorer, som var modstandere af Manhattans Tammany Hall partiorganisation (maskine), som dominerede det Demokratiske parti i staten. Roosevelt blev snart en populær person blandt New Yorks Demokrater. Han blev genvalgt til en anden periode den 5. november 1912, men trådte tilbage den 17. marts 1913.<ref name=„navyreward“>url=http://www.feri.org/common/news/info_detail.cfm?ClientID=11005&QID=2045 |title= FDR Biography - Early Political Career |publisher=Franklin & Eleanor Roosevelt Institute |accessdate=2008-03-04</ref><ref name=„tammany“>url=http://www.sparknotes.com/biography/fdr/section2.rhtml |title= Roosevelt's Entry Into Politics |work=Franklin D. Roosevelt |publisher=Spark Notes |accessdate=2008-03-04</ref>

thumb|upright|FDR som viceflådeminister. Franklin D. Roosevelt blev udpeget til viceminister for United States Navy af Woodrow Wilson i 1913. Han fungerede under flådeminister Josephus Daniels. I 1914 blev han slået ved primærvalget til Senatet af Tammany Hall kandidaten James W. Gerard. Som vicemister arbejdede Roosevelt på at udvide flåden og grundlagde United States Navy Reserve. Wilson sendte flåden og Marinekorpset afsted for at gribe ind i Centralamerikanske og caribiske lande. I en række taler som vicepræsidentkandidat ved valget i 1920 at han som viceflådeminister skrev den forfatning, som USA påtvang Haiti i 1915.<ref>Arthur Schlesinger, The Crisis of the Old Order, 364, henviser til Roosevelts papirer for 1920 om taler i Spokane, San Francisco og Centralia. Bemærkningen var i bedste fald en politisk klodset overdrivelse, og resulterede en nogen kontrovers under kampagnen.</ref>

Roosevelt udviklede en varig kærlighed til flåden. Han forhandlede med lederne i Kongressen og andre ministerier for at få budgetterne vedtaget. Han blev en entusiastisk fortaler for ubådsvåbenet og også for måder at bekæmpe den tyske ubådsplage for allieret skibsfart på. Han foreslog således etableringen af en minespærring over Nordsøen fra Norge til Skotland. I 1918 besøgte han Storbritannien og Frankrig for at inspicere amerikanske flådeinstallationer. Under besøget mødte han Winston Churchill for første gang. Ved afslutningen af 1. Verdenskrig fik han ansvar for demobiliseringen, selv om han var modstander af planer om fuldstændig at skrotte flåden. I juli 1920 trådte Roosevelt tilbage som viceflådeminister.

thumb|left|Cox/Roosevelt plakat Demokraternes partikonvent i 1920 valgte Roosevelt som kandidat til vicepræsident posten mens guvernør James M. Cox fra Ohio var deres præsidentkandidat. Roosevelt styrkede den nationale platform, men parret blev solidt slået af Republikanernes kandidat Warren Harding. Roosevelt vendte tilbage til en juridisk praksis i New York og meldte sig ind i den nystiftede New York Civitan Club,<ref> last = | first = | coauthors = | title = Civitans Organize Here | work = | pages = | language = | publisher = The New York Times | date = 16 June 1922 | url = http://query.nytimes.com/mem/archive-free/pdf?_r=1&res=9A06E7DC1231EF33A25755C1A9609C946395D6CF | accessdate = 21 January 2009 </ref> men få tvivlede på, at han ville søge at blive valgt til noget igen.

thumb|upright|Et af kun nogle få kendte billeder af Roosevelt i en kørestol thumb|left|200px|Roosevelts Lille Hvide Hus i Warm Springs, Georgia I august 1921 mens Roosevelt familien var på ferie på Campobello Island i New Brunswick blev Roosevelt syg. Dengang regnede man med at det var polio. Sygdommen førte til at han blev lammet fra taljen og nedad. I resten af livet nægtede Roosevelt at acceptere at han var permanent lammet. Han prøvede mange former for behandlinger, herunder hydroterapi, og i 1926 købte han et feriecenter i Warm Springs, Georgia, hvor han grundlagde et center for vandterapeutisk behandling af polio patienter, der stadig drives under navnet Roosevelt Warm Springs Institute for Rehabilitation. Efter at han blev præsident hjalp han med til at grundlægge National Foundation for Infantile Paralysis (nu kendt som March of Dimes). Hans lederskiab i denne organisation er en af årsagerne til, at han er afbildet på den amerikanske 10-cent (dime).<ref>url=http://www.usmint.gov/mint_programs/circulatingcoins/index.cfm?flash=yes&action=CircDime|title=Circulating Coins - Dime|publisher=United States Mint|accessdate=2008-10-11</ref><ref>url=http://www.pcgs.com/articles/article984.chtml|title=Franklin D. Roosevelt: The Man on the Marching Dime|last=Reiter|first=Ed|date=June 28, 1999|publisher=PCGS|accessdate=2008-10-11</ref>

På det tidspunkt kunne Roosevelt overbevise mange mennesker om at han rent faktisk fik det bedre, hvilket han mente var af afgørende betydning, hvis han skulle vælges til noget igen. Han fik monteret jernskinner på sine hofter og ben, og så lærte han sig med store anstrengelser at gå korte afstande ved at dreje sin krop mens han støttede sig til en stok. Når han var hjemme brugte han en kørestol, men han var omhyggelig med aldrig at blive set offentligt i den. Når han optrådte offentligt var det i reglen stående med støtte i den ene side af en hjælper eller en af sine sønner.

I 2003 fandt man i en peer-reviewed undersøgelse frem til, at det var mere sandsynligt, at Roosevelts lammelse skyldes Guillain-Barré syndromet og ikke børnelammelse.<ref>Goldman, AS et al, [http://web.archive.org/web/20080307005449/http://www.rsmpress.co.uk/jmb_2003_v11_p232-240.pdf What was the cause of Franklin Delano Roosevelt's paralytic illness?]. J Med Biogr. 11: 232–240 (2003)</ref>

Franklin D. Roosevelts valgperioder som guvernør i New York right|thumb|Guvernør Roosevelt poserer med Al Smith til et PR billede i Albany, New York, 1930. Roosevelt bibeholdt sine kontakter og fjernede uoverensstemmelser med Demokraterne i løbet af 1920'erne. Selv om han havde slået sig op på at være modstander af Tammany Hall modererede han sine synspunkter. Han hjalo Alfred E. Smith med at vinde guvernørvalget i New York i 1922. Roosevelt holdt nomineringstalerne for Smith ved Demokraternes partikonventer i 1924 og 1928.<ref>Morgan, pp. 267, 269-72, 286-87.</ref> Som Demokraternes præsidentkandidat i 1928 bad Smith til gengæld Roosevelt om at stille op til guvernørvalget. Mens Smith tabte præsidentvalget stort, og endda tabte i sin hjemstat, blev Roosevelt valgt til guvernør med et snævert flertal.

Som reformguvernør etablerede han en række nye sociale programmer, og han blev rådgivet af Frances Perkins og Harry Hopkins.

Ved valget i 1930 havde Roosevelt brug for Tammany Halls støtte for at blive genvalgt. Hans republikanske modkandidat, Charles H. Tuttle, brugte korruptionen i forbindelse med Tammany Hall som et emne i valgkampen. Da valget nærmede sig indledte Roosevelt undersøgelser af salget af juridiske embeder. Han blev valgt for en ny periode med et flertal på over 700.000 stemmer.<ref>last=Whitman|first=Alden|title=Farley, 'Jim' to Thousands, Was the Master Political Organizer and Salesman|page=64|publisher=The New York Times|date=1976-06-10</ref>

Roosevelt var en stærk tilhænger af spejderbevægelsen helt fra 1915. I 1924 blev han præsident for spejderne i New York City og førte an i opbygningen af Ten Mile River Boy Scout Camp mellem 1924–1928 til brug for spejderne i New York City.<ref>title=History of the Ten Mile River Scout Camps |publisher=TMR Scout Museum |url=http://tmrmuseum.org/history/history-1924-1969.htm |accessdate=2008-02-15 </ref> Da han var guvernør i 1930 tildelte de amerikanske spejdere ham den højeste udmærkelse for voksne, Silver Buffalo Award, som tildeles som anerkendelse af fremragende støtte for ungdommen på nationalt niveau.<ref>title=Roosevelt Honored by the Boy Scouts |date=August 24, 1930 |publisher=''[[The New York Times]]'' |url=http://select.nytimes.com/gst/abstract.html?res=F00F15F8355C1B728DDDAD0A94D0405B808FF1D3&scp |page=21 |accessdate=2008-04-22 </ref> Da han senere blev præsident var Roosevelt æresmedlem af spejderne og deltog i den første nationale jamboree i Washington, D.C. i 1937.<ref>last=Campbell |first=Thomas P. |authorlink= |coauthors= |year=2003 |url=http://www.scoutingmagazine.org/issues/0303/d-wwas.html |title=A Best Friend in the White House |format= |work=[[Scouting (magazine)|Scouting]] |publisher=Boy Scouts of America |accessdate=</ref>

Det amerikanske præsidentvalg i 1932 thumb|350px|Valget i 1932 blev en overbevisende sejr til Roosevelt (blå). Roosevelts stærke base i den mest folkerige stat gjorde ham til en oplagt kandidat ved præsidentvalget, som var kraftigt ombejlet da det lod til at den siddende præsident Herbert Hoover stod svagt. Al Smith havde støtte af nogle af storbyernes partiorganisationer, men havde mistet kontrollen over partiet i New York til Roosevelt. Roosevelt opbyggede sin egen nationale koalition med personlige allierede såsom avisudgiveren William Randolph Hearst, den irske leder Joseph P. Kennedy Sr. og den californiske leder William G. McAdoo. Da den texanske leder John Nance Garner sluttede sig til FDR blev han nomineret som præsidentkandidat.

I talen hvor han modtog nomineringen sagde Roosevelt: Udover landet søger mænd og kvinder, som er glemt i regeringens politiske filosofi, mod os for vejledning og for mere lige muligheder for at deltage i fordelingen af nationens velstad ... jeg forpligter jer og jeg forpligter mig selv til en [[New Deal|ny aftale]] for det amerikanske folk ... Dette er mere end en politisk kampagne. Det er et mobiliserings kald.''<ref>[http://www.feri.org/archives/speeches/jul0232.cfm Roosevelt's Nomination Address], ''Franklin and Eleanor Roosevelt Institute''</ref>

Valgkampagnen blev ført i skyggen af Depressionen|den store krise, og de nye alliancer, som den skabte. Roosevelt og Demokraterne mobiliserede det voksende antal fattige og de organiserede arbejdere, etniske minoriteter, folk i byerne, hvide i sydstaterne og skabte dermed New Deal koalitionen.

Økonomen Marriner Eccles bemærkede at valgtalerne ofte lod til at være enorme trykfejl, hvori Roosevelt og Hoover udtalte hinandens replikker.„<ref>Kennedy, 102.</ref> Roosevelt fordømte Hoovers fejlslagne forsøg på at genskabe velstanden, eller blot stoppe nedgangen, og han latterliggjorde Hoovers enorme underskud. Roosevelt gik til valg på Demokraternes program, der gik ind for „øjeblikkelige og drastiske nedskæringer i alle offentlige udgifter“, „afskaffelse af nytteløse kommissioner og kontorer, sammenlægning af forvaltninger og fjernelse af ødselhed og mindskelse af bureaukratiet“ samt for en „sund valuta, der skulle fastholdes for enhver pris.“ Den 23. september fremkom Roosevelt med den dystre vurdering at „Vort industrielle kompleks er bygget. Problemet lige nu er om det ikke under de nuværende omstændigheder er for stort. Vores yderste grænser er for længst blevet nået.“<ref> Great Speeches, Franklin D Roosevelt (1999).</ref> Hoover fordømte dette som pessimisme og en fornægtelse af „løftet om amerikansk levevis&nbsp;… fortvivlelsens råd.“<ref>More, The Politics of Economic Growth in Postwar America, (2002) p. 5.</ref> Spørgsmålet om alkoholforbuddet sikrede Roosevelt „våde“ stemmer, og han bemærkede, at afskaffelsen af forbuddet ville skaffe nye skatteindtægter.

Roosevelt fik 57 % af stemmerne og vandt i alle stater bortset fra seks. Efter valget afslog Roosevelt en invitation fra Hoover om et møde der skulle munde ud i en fælles plan for at stoppe nedgangen og berolige investorer, idet han hævdede at det ville binde hans hænder. Økonomien var i frit fald og banksystemet indledte en fuldstændig lukning af landet da Hoovers præsidentperiode sluttede.<ref name=„time 2008“>url=http://www.time.com/time/politics/article/0,8599,1857862,00.html |publisher=''[[Time (magazine)|TIME]]'' |date=November 10, 2008 |title=When New President Meets Old, It's Not Always Pretty |first= Nancy|last=Gibbs</ref> I februar 1933 undslap Roosevelt et attentatforsøg begået af Giuseppe Zangara (som dræbte borgmesteren i Chicago Anton Cermak, der sad ved siden af Roosevelt).<ref> Freidel (1973) 3:170–73</ref> Roosevelt støttede sig kraftigt på sin „hjernetrust“ af akademiske rådgivere, især Raymond Moley da han udformede sin politik. Han tilbød regeringsposter til adskillige kandidater (nogle gange to samtidig), men de fleste sagde fra. Ministeren med den stærkeste uafhængige base var udenrigsminister Cordell Hull. William Hartman Woodin i finansministeriet blev hurtigt udskiftet med den stærkere Henry Morgenthau, Jr.<ref> Freidel (1973) v. 4:145ff</ref>

==Første præsidentperiode, 1933–1937== <!–linked from US statements–> right|thumb|Præsidenten og Mrs. Roosevelt på Indsættelsesdagen, 1933. New Deal Da Roosevelt blev indsat i marts 1933 var USA nået ned til bunden af den værste depression i dens historie. En fjerdedel af arbejdsstyrken var uden arbejde. Landmænd var i dyb krise da priserne faldt med 60 %. Industriproduktionen var halveret siden 1929. To millioner var hjemløse. Om aftenen den 4. marts havde de 48 stater og Washington D.C. lukket deres banker.<ref>Jonathan Alter, The Defining Moment (2006), p. 190.</ref> New Yorks Federal Reserve Bank kunne ikke åbne den 5. da enorme summer var blevet hævet af panikslagne kunder i de foregående dage.<ref name=„SEK“>last=Kennedy|first=Susan Estabrook |url=http://www.time.com/time/printout/0,8816,745289,00.html |date=March 13, 1933 |title=Bottom (The Banking Crisis of 1933)|publisher=Time Magazine|accessdate=2008-03-02</ref> Lige fra sin tiltrædelsestale begyndte Roosevelt at skyde skylden på den økonomiske krise på bank- og finansfolk, jagten på profit og egeninteressen som er grundlaget for det økonomiske system:

Primært er dette fordi de, som styrer udvekslingen af menneskehedens goder, har fejlet ved deres egen stædighed og deres inkompetence, har erkendt deres fejl og er trådt tilbage. De skruppelløse pengemænds forretningsmetoder står tiltalt ved dem offentlige menings domstol, afvist af folks hjerter og hjerner. Det er sandt, at de har forsøgt, men deres handlinger har været formet af en forældet tradition. Stående overfor et sammenbrud i kreditgivningen, har de blot foreslået, at man låner flere penge ud. Uden en madding i form af profit, som de kan bruge til at lokke vort folk til at følge deres falske lederskab, har de grebet til formaninger, har tårevædede bedt om fornyet tillid ... Pengemændene er flygtet fra deres højstole i vor civilisations tempel. Vi han nu føre dette tempel tilbage til de gamle sandheder. Graden af genskabelse ligger i graden hvormed vi bruger sociale værdier som er mere ærværdige end ren pengemæssig profit.<ref name="bartleby">{{cite web |url=http://www.bartleby.com/124/pres49.html |title=Franklin D. Roosevelt - First Inaugural Address |work=Inaugural Addresses of the Presidents of the United States |publisher=Bartleby.com |accessdate=2008-03-02</ref>}} Historikerne betegner Roosevelts program som „nødhjælp, genrejsning og reform.“ Der var behov for nødhjælp til millioner af arbejdsløse. Genrejsning handlede om at sætte økonomien i gang, så normale forhold kunne genskabes. Reform drejede sig om langsigtede ændringer af det som var galt, især med finans og banksystemerne. Roosevelts række af radiotaler, kendt som kaminpassiarer, præsenterede hans forslag direkte for den amerikanske offentlighed.<ref>Leuchtenburg, (1963) ch 1, 2</ref>

Roosevelts første 100 dage var koncentreret om den første del af hans strategi: øjeblikkelig nødhjælp. Fra den 8. marts til den 16. juni sendte han et rekordstort antal lovforslag til kongressen - hvor de blev vedtaget uden større problemer. Som forslagsstillere benyttede Roosevelt ledende senatorer, såsom George Norris, Robert F. Wagner og Hugo Black foruden sin hjernetrust af akademiske rådgivere. Ligesom Hoover så han at årsagen til Depressionen til dels var at folk ikke længere brugte penge på forbrug eller investering fordi de var bange.

Hans indsættelse den 4. marts 1933 foregik midt under et stormløb på bankerne, derfor var det at han i sin tale udtalte de berømte ord: „Det eneste vi har at frygte, er frygten i sig selv“.<ref name=„bankrun“>last=Roosevelt |first=Franklin Delano |url=http://en.wikisource.org/wiki/Franklin_Roosevelt%27s_First_Inaugural_Address |title=First Inaugral Address |publisher=Wikisource |accessdate=2003-03-02</ref> Den følgende dag vedtog Kongressen en beslutning, som indførte en „bank holiday“ og fremlagde en plan som skulle gøre det muligt for bankerne at åbne igen. Antallet af banker, som åbnede efter „ferien“ var imidlertid mindre.<ref>Samuelson, Paul Anthony (1964). Readings in Economics. McGraw-Hill. p. 140</ref> Dette var hans første trin mod genrejsning. For at indgyde amerikanerne tillid til bankerne underskrev Roosevelt bankloven af 1933, som skabte Federal Deposit Insurance Corporation.

thumb|[[Dorothea Langes Migrerende mor som forestiller ærteplukkere under Depressionen i Californien, centreret om Florence Owens Thompson, en mor til syv børn i en alder af 32, marts 1936.]]

* Nødhjælpen omfattede videreførelsen af Hoovers store hjælpeprogram for de arbejdsløse under en ny betegnelse: Federal Emergency Relief Administration. Det mest populære af alle New Deal agenturerne, og Roosevelts favorit, var Civilian Conservation Corps (CCC), som ansatte 250.000 arbejdsløse unge mænd, der skulle arbejde i lokale projekter i landområderne. Kongressen gav også Federal Trade Commission nye brede beføjelser og skaffede hjælp til betaling af prioritetslån for millioner af landmænd og husejere. Roosevelt udvidede et Hoover agentur Reconstruction Finance Corporation, og gjorde det til en stor finansieringskilde for jernbaner og industrier. Roosevelt gjorde nødhjælp til landbruget til en højt prioriteret opgave og etablerede den første Agricultural Adjustment Administration (AAA). AAA forsøgte at gennemtvinge højere priser på varer ved at betale landmændene for at lægge arealer brak og mindske deres dyrehold. * Reformering af økonomien var målet for National Industrial Recovery Act (NIRA) fra 1933. Den forsøgte at stoppe konkurrence til dumpingpriser ved at tvinge erhvervene til at etablere spilleregler for hvordan alle virksomheder skulle operere indenfor specifikke erhvervsgrene, såsom minimumspriser, aftaler om ikke at konkurrere og produktionsbegrænsninger. Industriledere forhandlede reglerne på plads, hvorefter de blev godkendt af embedsmænd fra NIRA. Industrierne skulle hæve lønningerne for at få en godkendelse. Fagforeninger blev tilskyndet og anti-trust love blev suspenderet. Den 27. maj 1935 besluttede den amerikanske højesteret enstemmigt, at NIRA var i strid med forfatningen. Roosevelt gik imod beslutningen og sagde: „De grundlæggende formål og principper bag NIRA er sunde. At opgive dem er utænkeligt. Det ville betyde en tilbagevenden til kaos i industrien og blandt arbejderne“.<ref> Ellis Hawley, The New Deal and the Problem of Monopoly (1966) p. 124</ref> I 1933 blev der vedtaget væsentlige ændringer af reglerne for bankdrift. I 1934 blev United States Securities and Exchange Commission (børstilsynet) etableret for at holde styr på Wall Street, under ledelse af Joseph P. Kennedy Sr.. * Genrejsning blev bedrevet ved hjælp af „pump-priming“ (dvs. offentligt forbrug). NIRA omfattede $3.3 mia. til forbrug gennem Public Works Administration for at stimulere økonomien, hvilket skulle styres af indenrigsministeren Harold Ickes. Roosevelt arbejdede sammen med den republikanske senator George Norris om at etablere det største regeringsejede industrielle foretagende i Amerikas historie - Tennessee Valley Authority (TVA), som byggede dæmninger og kraftværker, kontrollerede oversvømmelser og moderniserede langbrug for hjem i den fattigdomsplagede Tennessee dal. Afskaffelsen af alkoholforbuddet bragte nye skaffeindtægter og hjalp ham til at holde det vigtigt valgløfte. * I et kontroversielt skridt indførte Roosevelt Executive Order 6102 som gjorde alt guld, som var ejet privat af amerikanske borgere til Finansministeriets ejendom. Denne konfiskation af guld ved en ordre fra præsidenten blev hævdet at være forfatningsstridig, men Roosevelts ordre baserer sig på „War Time Powers Act“ fra 1917. Det forblev ulovligt for amerikanere at eje guldbarrer indtil præsident Ford tilbagekaldte ordren i 1974.<ref name=„blanchard“>url=http://www.blanchardonline.com/beru/confiscation_again.php |title=Gold Confiscation: Will it happen again? |publisher=Blanchard Online|accessdate=2003-03-02</ref><ref name=„privateer“>url=http://www.the-privateer.com/1933-gold-confiscation.html |title=The Gold Confiscation Of April 5, 1933 |publisher=The Privateer Gold Pages|accessdate=2003-03-02</ref><ref name=„safehaven1“>last=Gnazzo |first=Douglas V.|url=http://www.safehaven.com/article-3699.htm |title=Gold Confiscation |publisher=Safehaven|accessdate=2003-03-02</ref><ref name=„safehaven2“>last=Willis|first=Kent |url=http://www.safehaven.com/article-2248.htm |title=The Gold Confiscation Issue: History And Future Predictions |publisher=Safehaven|accessdate=2003-03-02</ref>

Roosevelt forsøgte at holde sit valgløfte om at beskære det normale føderale budget, herunder 40 % nedskæringer i goder for veteraner og nedskæringer på militærbudgettet. Han fjernede 500.000 veteraner og enker fra pensionslisterne og skar ned på goderne for resten. Der udbrød protester anført af Veterans of Foreign Wars. Roosevelt stod fast, men da de vrede veteraner dannede en koalition med senator Huey Long og fik vedtaget en kostbar bonuslov trods hans veto var han besejret. Det lykkedes ham at skære ned på de føderale lønninger og budgetterne til hær og flåde. Han skar også ned på forskning og uddannelse.

Roosevelt holdt også sit løfte om at presse på for afskaffelsen af spiritusforbuddet. I april 1933 udstedte han en ordre om at 3,2 % var det maksimalt tilladte alkoholindhold. Forud for denne ordre havde Kongressen udformet og vedtaget den 21. forfatningstilføjelse, der blev ratificeret senere samme år.

left|thumb|Sandstorme var hyppige i 1930'erne. Denne indtraf i 1935. Efter valgene til Kongressen i 1934, som gav Roosevelt store flertal i begge kamre, kom der en ny strøm af New Deal lovgivning. Disse tiltag omfattede Works Progress Administration (WPA) som etablerede et nationalt nødhjælps agentur der beskæftigede 2 mio. familieoverhoveder. Selv da beskæftigelsen gennem WPA var på sit højeste i 1938, var arbejdsløsheden fortsat på omkring 12,5 %, ifølge tal fra Michael Darby.<ref>Darby, Michael R.Three and a half million U.S. Employees have been mislaid: or, an Explanation of Unemployment, 1934–1941. Journal of Political Economy 84, no. 1 (1976): 1–16.</ref> Social Security Act skabte sygeforsikring og gav løfte om økonomisk sikkerhed for de ældre, de fattige og de syge. Senator Robert Wagner skrev den såkaldte „Wagner Act“, som officielt fik navnet National Labor Relations Act. Loven etablerede føderale rettigheder for arbejdere til at danne fagforeninger, deltage i kollektive overenskomstforhandlinger og deltage i strejker.

Mens den første New Deal i 1933 havde bred støtte fra de fleste sektorer, var den anden New Deal en udfordring af det amerikanske erhvervsliv. Konservative Demokrater, anført af Al Smith, strittede imod sammen med American Liberty League. De angreb Roosevelt hårdt og sammenlignede ham med Marx og Lenin.<ref>Fried, Roosevelt and his Enemies (2001), p. 120-123.</ref> Smith overspillede imidlertid sin hånd, og hans højrøstede retorik gjorde det muligt for Roosevelt at isolere sine modstandere og kæde dem sammen med de velhavende særinteresser, som var modstandere af New Deal, og skabte dermed grundlaget for jordskredssejren ved præsidentvalget i 1936.<ref>Id.</ref> I modsætning hertil tegnede fagforeningerne, som var blevet opildnet af Wagner Act, millioner af nye medlemmer og blev en vigtig støtte ved Roosevelts genvalg i 1936, 1940 og 1944.<ref>Leuchtenburg 1963 </ref>

Det statslige forbrug voksede fra 8,0 % af BNP i 1932 til 10,2 % i 1936. På grund af Depressionen var statsgælden som andel af BNP fordoblet under Hoover fra 16 % til 33,6 % af BNP i 1932. Selv om Roosevelt holdt balance på det „almindelige“ budget blev krisebudgettet finansieret gennem låntagning, som voksede til 40,9 % i 1936, og derefter forblev uændret indtil 2. verdenskrig, hvorefter den voksede hastigt. Statsgælden steg under Hoover, forblev stabil under FDR indtil krigen som vist på figuren.<ref>Historical Statistics (1976) series Y457, Y493, F32.</ref> thumb|450px|Statsgælden fra fire år inden Roosevelt blev præsident til fem år efter at han døde

Underskud på statsfinanserne var blevet anbefalet af nogle økonomer, især af briten John Maynard Keynes. Nogle økonomer har senere hævdet at National Labor Relations Act og Agricultural Adjustment Administration ikke var effektive fordi de var baseret på prisfastsættelse.<ref>Parker.</ref> Bruttonationalproduktet var i 1936 vokset med 34 % i forhold til 1932 og var 58 % højere i 1940, lige før krigen. Dvs. at økonomien voksede med 58 % i løbet af de 8 fredsår, og voksede derefter 56 % i de fem krigsår. Den økonomiske genopretning slugte ikke al arbejdsløsheden som Roosevelt arvede. Arbejdsløsheden faldt dramatisk i Roosevelts første periode fra 25 % da han tiltrådte til 14,3 % i 1937. Efterføglende voksede den imidlertid til 19 % i 1938 ('en lavkonjunktur i en lavkonjunktur'), 17,2% i 1939 på brund af forskellige nye skatter (ikke-udloddet overskuds skat i marts 1936 og sociallovgivningens skat på lønudbetalinger i 1937 foruden effekten af Wagner Act. Fair Labor Standards Act og en storm af andre føderale reguleringer), og forblev høj indtil den næsten forsvandt under 2. Verdenskrig, hvor de tidligere arbejdsløse blev indkaldt til militærtjeneste og dermed fjernede dem fra antallet af arbejdsløse.<ref>Smiley 1983.</ref>

Under krigen fungerede økonomien under så anderledes betingelser, at sammenligninger med fredstid er umulige. Roosevelt anså imidlertid New Deal politikken som en vigtig del af sin arv og i sin tale om unionens tilstand i 1944 talte han for at amerikanerne skulle tænke på grundlæggende økonomiske rettigheder som en ny række menneskerettigheder.

USA's økonomi voksede hurtigt under Roosevelts præsidentskab.<ref>Historical Stats. U.S. (1976) series F31</ref> På vej ud af en depression var den vækst ledsaget af forsat høje niveauer af arbejdsløshed idet middelarbejdsløsheden under New Deal var på 17,2 %. Under hele hans embedsperiode, herunder krigsårene var arbejdsløsheden i gennemsnit på 13 %. <ref>Historical Statistics US (1976) series D-86; Smiley 1983</ref><ref>Smiley, Gene, „Recent Unemployment Rate Estimates for the 1920s and 1930s,“ Journal of Economic History, June 1983, 43, 487–93.</ref> Den samlede beskæftigelse i Roosevelts embedsperiode voksede med 18,31 mio. jobs, hvilket betød en gennemsnitlig årlig vækst i antallet af jobs på 5,3 %.<ref>url=http://graphics7.nytimes.com/images/2003/07/02/business/03JOBSch450.gif |publisher=The New York Times |title=Presidents and job growth |accessdate=2006-05-20</ref>

Roosevelt lod ikke indkomstskatterne stige før 2. Verdenskrig var brudt ud. Derimod blev der indført skat på lønsummen for at finansiere de nye sociallove i 1937. Han fik også Kongressen til at bruge flere penge på forskellige programmer og projekter, som aldrig var set tidligere. Under presset for at finde nye indtægter, som blev skabt af Depressionen, tilføjede eller forøgede de fleste stater skatterne, såvel omsætningsafgifter som indkomstskatter. Roosevelts forslag om nye skatter på virksomheders opsparinger var yderst kontroversielle i 1936–37, og blev afvist af Kongressen. Under krigen pressede han på for højere indkomstskatter for personer (og nåede op på en marginalskat på 91 %) og virksomheder og et låg på høje lønninger til topledere. Med henblik på at finansiere krigen gjorde Kongressen skattegrundlaget bredere, således at næsten alle ansatte kom til at betale indkomstskat til føderationen, ligesom der blev indført skattetilbageholdelse i 1943.