En fæstebonde (fæster) var en landmand, der havde et fæstebrev på en fæstegård. Fæsteforholdet trådte i kraft, når indfæstningen var betalt. Hvis fæsteren overholdt betingelserne i fæstebrevet (kontrakten), kunne jordejeren ikke opsige fæsteforholdet i bondens og hans enkes levetid. Den folkelige betegnelse for en fæstebonde var hovbonde. Fæstebønder spillede en stor rolle i Danmark indtil slutningen af det 18. århundrede.
Fæstegårde kunne være ejede af godsejere, af kongen (staten) eller af kirken.
Fæsteforholdet var reguleret af en omfattende lovgivning. Jordejeren kunne derfor ikke disponere frit over den skattepligtige bondejord. Regeringen ville undgå ødegårde. Derfor var jordejeren forpligtet til at finde en ny fæster, når bonden (eller hans enke) døde. Kun i ganske særlige tilfælde kunne jordejeren få tilladelse til at nedlægge en fæstegård.
Afhængig af landbrugets størrelse havde fæstebønderne forskellige titler:
Fæstebonden skulle betale landgilde til jordejeren. Desuden skulle han gøre hoveri (pligtarbejde for godsejeren). Det er derfra, det folkelige udtryk hovbonde er opstået.
Ligesom selvejerbønderne skulle fæstebønderne også betale tiende og offer til kirken samt forskellige skatter til staten. Det var godsejeren, der havde ansvaret for, at skatterne til staten blev betalt. Hvis en bonde ikke kunne betale sin skat, måtte godsejeren lægge ud for ham og så få beløbet, når bonden fik råd til at betale. Dette betød, at fæstebønderne let kom i gæld til godsejeren.
I lande med livegenskab havde jordejeren en slags ejendomsret til bønderne. (Dette gjaldt for eksempel i Rusland frem til 1861.) Der var ikke livegenskab i det egentlige Danmark. Her havde bønderne i princippet personlig frihed. Friheden var dog indskrænket.
Fra 1702 blev vornedskabet afskaffet på den sjællandske øgruppe. Senere i 1700-tallet indførtes der stavnsbånd over hele landet. Stavnsbåndet betød, at visse aldersgrupper af mænd og drenge ikke måtte flytte fra godset. Stavnsbåndet var officielt indført, for at godsejerne kunne skaffe fæstere til ledige gårde, og for at der kunne udskrives tilstrækkeligt med soldater til landmilitsen.
Stavnsbåndet betød dog ikke meget for fæstebonden. Han havde jo ingen interesse i at forlade sin gård. Derimod gav stavnsbåndet godsejerne og ridefogederne en stor magt over de ugifte bondesønner. Godsejeren kunne lade bondesønnerne springe soldat eller presse dem til at overtage en forsømt fæstegård.
Godsejeren havde stor indflydelse på retsplejen i første instans. Enten ved at han selv var dommer, eller ved at birkedommeren eller herredsfogeden var afhængig af godsejeren. De større sager kunne appelleres til uafhængige domstole.
Godsejernes magt i det daglige blev begrænset af, at landsbyerne havde indre selvstyre, og af at fæstebonden var overhoved for sin egen husstand.
Når en fæstegård blev ledig, blev den ofte overtaget af en søn eller svigersøn af den tidligere fæster. Godsejeren kunne dog give gården til en fremmed.
For at undgå den usikkerhed, som dette gav, blev der indført arvefæste på statens jorder. Dette betød, at en kongelig fæstebonde kunne være sikker på, at de forbedringer, som han indførte på sin gård, kom hans egen slægt til gode.
I den tidlige vikingetid var bønderne frie selvejerbønder. Fæstevæsenet er formentligt opstået i forbindelse med trællenes frigivelse i 1100-tallet og 1200-tallet. Mange af de frigivne trælle kan være blevet fæstere under deres tidligere herrer.
Under de urolige år i slutningen af Middelalderen blev mange tidligere frie bønder til fæstebønder. Fæstevæsenet blev den almindelige ejerform i dansk landbrug.
Stavnsbåndets løsning i 1788 var det første skridt til at indføre selvejet som den almindelige ejerform i landbruget. Udviklingen skete i forskelligt tempo rundt om i landet. Afviklingen af fæstevæsenet blev hæmmet af Napoleonskrigene og landbrugskrisen i 1820'erne.
I 1840'erne var 5/6 af gårdmændene i Holbæk Amt stadig gårdfæstere. Kravet om afvikling af fæstevæsenet blev rejst politisk af Bondevennerne.
Det lykkedes ikke partiet at få kravet med i Grundloven af 1849. Derimod blev der i 1850'erne gennemført en lov, der skulle tilskynde godsejerne til frivilligt at sælge deres fæstegårde. For hver 9 fæstegårde, som en godsejer solgte, kunne han frit inddrage den 10. gård direkte under godset.
Selv om udviklingen gik langsomt, lykkedes det efterhånden fæsterne på de mindre godser at købe sig fri. På de store godser, (grevskaber og baronier), skete der derimod intet før efter Første Verdenskrig.
I 1919 vedtog Rigsdagen en lov om afvikling af grevskaber og baronier. I 1922 bestemte Højesteret, at greverne og baronerne lige som de mindre godsejere frit kunne beholde hver 10. af de tidligere fæstegårde. Loven trådte i kraft i 1925, og det gamle fæstevæsen forsvandt.
Det var dog ikke alle landmænd, der blev selvejere. Præstegårdene og enkelte andre gårde blev forpagtet ud. Desuden blev der oprettet en række statshusmandsbrug på statens jorder.
På Færøerne ejer staten (nu Lagtinget) de større gårde. Gårdene drives af ’’kongsbønderne’’, der er arvefæstere. I 1937 overtog Lagtinget administrationen af kongsjorden. I 1956 blev lovgivningsmagten også overført til Lagtinget. De små gårde (husmandsstederne) er ejede af ’’odelsbønderne’’.
Kongsgårdene har beholdt deres oprindelige størrelser, mens odelsjorden gennem arv er blevet delt i små lodder.