Damhuskroen er et spise- og dansested beliggende ved Damhussøen i Rødovre vest for København.
Kroens historie går tilbage til første fjerdedel af 1600-tallet, hvor Christian 4. gav tilladelse til at opføre et mindre vagthus ved dæmningen over Damhussøen. Huset fungerede som bolig for en opsynsmand, der holdte øje med dæmningens sluse. I 1682 optræder en kro for første gang i beskrivelsen af Rødovre - navnet var dengang Langvejs Damhus. Der var imidlertid ingen bevilling til at drive kro; først i 1757 opnåes kongeligt privilegium til dette. Anlæggelsen af jernbanen fra København til Roskilde betød et drastisk fald i antallet af gæster til kroen, men i slutningen af 1800-tallet oplevede den en renæssance, idet mange københavnere frekventerede stedet grundets dets landlige idyl. Blandt gæsterne var forfatterne Holger Drachmann og Viggo Stuckenberg.
Omkring 1930 var Damhuskroen dog atter ringe besøgt, og de besøgende der var, blev betegnet som tvivlsomme. Familien Stephansen overtog driften af kroen i 1936 og fik gjort den til et populært sted for folkelige arrangementer som foreningsmøder, baller, dilettanter, juletræsfester m.m. Under Besættelsen dannede kroen ramme om mange nationale møder, bl.a. alsang. En del af arrangementerne var arrangeret af Rødovre og Omegns Gymnastikforening, der bl.a. engagerede Gunnar Lemvigh, Ib Schønberg, Christian Arhoff og Erika Voigt.
Siden er Damhuskroen blevet kendt for sine enkeballer, kaldet Ladies Night. Kroens julefrokoster er også populære. Flere entertainere optræder jævnligt på kroen, bl.a. Monrad og Rislund.
Ældst på stedet var vagthuset. Det vogtede kongevejen, og vagtmanden passede også slusen. Og i sin fritid er en eller anden vagtmand begyndt at servere vådt og tørt for de vejfarende. Krohold på stedet var ikke tilladt. Kroholdets lovlighed blev derfor draget i tvivl i 1757, mens Jacob Olsen var kroholder. Han var tilligemed sognefoged, sognets ordensmagt, så det var alvorligt, hvis han var lovbryder. Det var kroholderne i Valby, Møllehuset og Roskilde kro, der klagede over, at „Manden i Damhuset gik dem i Næringen“. Selv havde de store udgifter, fordi de drev officielle kroer, „hvorimod slig en uberettiget Person slet intet svarer“. Da „denne Bondegaard slet ingen Rettigheder haver“, bør den nedlægges„. Resultatet blev det modsatte. 25 juli 1757 blev kroholdet på Damhuset gjort lovligt, men ikke privilegeret. Det sidste betød, at kromanden ikke måtte brygge øl eller brænde brændevin. Han måtte pænt købe de drikkevarer, han ville sælge, i nærmeste by, København. I 1804 er den gal igen. Denne gang var det Københavns politimester, som mente, at det måtte være nok med tre kroer på strækningen. Kroen overlevede atter engang. Så sent som i 1839 var der knas, men da var det kromandens egen skyld. Ved Christian VIII's tronbestigelse skulle stadfæstelsesbrevet fornyes. Men kromanden kunne ikke finde det. Så han måtte sende en ansøgning fra bunden. Det kom der først svar på i 1843.
Men i slutningen af 1800-tallet oplevede Kroen med sin store have en renæssance. Mange københavnere i romantikkens tidsalder søgte herud, på grund af Kroens landlige idyl. Blandt gæsterne var forfattere som Holger Drachmann og Viggo Stuckenberg. Omkring 1930 gik det dårligt, og de besøgende gæster blev betegnet som tvivlsomme. Da de fra Bakken kendte Brødrene Stefansen købte kroen i 1934 blev rejsestalden tv. nedrevet, og hoteldriften nedlagt. Nu fik Damhuskroen en folkelig opblomstring. I den gamle serveringshave ned mod Damhussøen, anlægges Damhus Tivoli, med ”overskudsmateriel” fra Bakken og brødrenes kørerforretninger i Tivoli. Her var også i mange år den populærere brevduebane. Men ”brevdue-pesten” i 1990-erne lukkede den. Nye forlystelsesparker og anden underholdning minimerede besøgstallet. Damhus Tivoli lukkede i 2013 og blev revet ned i 2016. I 2020 blev kroen solgt og drives nu videre af The Old Iris Pub.