Tyskland måtte kun bygge slagskibe på maksimalt 40.000 tons, som en konsekvens af betingelserne i Versailles-freden og ikke mindst den britisk-tyske flådeaftale fra 1935. Processen med at designe Bismarck begyndte dog allerede i 1934, og skibet var oprindeligt sat til „kun“ at være på 35.000 tons. Men det blev dog senere opgraderet til 42.600 tons, selv om det officiellt stadig kun var de 35.000 tons. Byggeriet blev påbegyndt den 1. juli 1936, men skibet kom ikke i brug før d. 24. august 1940.

Bismarck blev fortrinsvis betragtet som et skib, der skulle jagte handelskibe, men det var dog også i stand til at kæmpe mod krigsskibe. Skibet havde en besætning på 2.400 mand, en længde på 251 meter og en tophastighed på 30 knob. Bevæbningen bestod primært af 8 15„-kanoner med rækkevidde på 35.000 meter, samt 81 mindre kanoner, der for størstedelens vedkommende var luftværnskanoner.

Den 18. maj 1941 sejlede Bismarck ud på sin jomfrufærd, som en del af en operation kaldet Rheinübung, sammen med den tunge krydser Prinz Eugen. Egentlig var det meningen, at en række andre skibe skulle have været med, men det kunne ikke lade sig gøre pga. reparationer. Derfor tog de to skibe alene afsted med Admiral Günther Lütjens som kommanderende. Formålet med operationen var dels at støtte ubådene i Atlanten, dels at forsøge at trække noget af den britiske flåde væk fra Middelhavet for at mindske risikoen i forbindelse med invasionen af Kreta og give Rommels styrker plads til at passere ind i Libyen.

Briterne hørte om Bismarcks afgang gennem flere forskellige kilder, decifrerede enigma-kodemeddelelser, allierede spioner, inklusive den norske modstandsbevægelse, som observerede skibet sejle gennem Skagerak, og via en rapport fra en svensk krydser. Derudover blev det opdaget af et spitfire rekognosceringsfly. Senere opfangede de to britisk krydsere HMS Suffolk og HMS Norfolk det på radaren i Danmarksstrædet mellem Island og Grønland.

thumb|left|DKM ''Bismarck'' Den 24. maj blev Bismarck angrebet at en britisk styrke, der omfattede slagskibet HMS Prince of Wales og flagskibet, slagkrydseren Hood, med Admiral Lancelot Holland som kommanderende. Prince of Wales var kun lige færdigbygget, og det havde faktisk stadig værftsfolk om bord. Hood var bygget som en hurtig slagkrydser, men havde fået mere pansring for at få det til at minde mere om et slagskib. Det var dog stadig relativt dårligt pansret på dækket.

Fordi han fejlagtigt troede, at Bismarck sejlede forrest, beordrede Admiral Holland al skydning til at være koncentreret om Prinz Eugen. Heldigvis for englænderne opdagede kaptajnen på Prince of Wales fejlen. De britiske skibe prøvede derefter at komme tættere på Bismarck, hvor dets kanoner ikke var så overlegne. Det betød dog, at indtil flere er deres egne kanoner ikke kunne bruges pga. af retningen mod målet. Før de nåede tæt nok, blev Hood dog ramt. Først af Prinz Eugen og lidt senere af Bismarck. Bismarcks træffer fik Hood til eksplodere og knække i to dele. Kun 3 ud af en besætning på 1.418 overlevede.

Prince of Wales blev også ramt, men var dog i stand til at slippe væk under ly af en masse røg. Bismarck var blevet ramt tre gange, hvilket bl.a. betød, at der flød vand ind i tankbeholdningen, og skibet blev derfor tvunget til at sejle videre for nedsat kraft med kurs mod det besatte Frankrig for at blive repareret. Briterne, inkl. det skadede Prince of Wales, fortsatte dog med at forfølge det. Prinz Eugen slap væk.

Fast besluttet på at hævne tabet af Hood satte briterne alle mulige enheder ind i jagten på Bismarck. Et angreb med fly fra hangarskibet HMS Victorious blev forsøgt, men uden større held. Alt imens bevægede de sig tættere og tættere på Frankrig og tysk luftherredømme. Briterne mistede en overgang kontakten med Bismarck i seks timer. Tyskerne var dog ikke opmærksomme på det og sendte flere radiotransmissioner, som briterne kunne bruge til at finde dem igen.

Ved solnedgang d. 26. maj angreb britiske fly igen. De kom ved en fejl til at angribe deres egen krydser HMS Sheffield. Senere lykkedes det dog at ramme Bismarcks ror, så skibet praktisk talt ikke kunne manøvrere, og det kom derfor til at sejle tilbage mod sine forfølgere. Det kunne stadig manøvrere lidt ved at styre kraften på de forskellige skruer, men i realiteten var styringen blevet taget fra Bismarck af et lille fly. På trods af flere forsøg lykkedes det ikke at reparere roret.

I løbet af natten blev Bismarck angrebet med torpedoer af flere britiske destroyere, men dog uden at blive ramt eller selv at ramme modstanderne.

De to britiske slagskibe HMS King George V og HMS Rodney havde været på vej mod Bismarck vest fra, og om morgenen d. 27. maj nåede de frem. De to skibe angreb kl. 8:47 fra ca. 20 km afstand. Bismarck besvarede ilden, men manglende manøvredygtighed samt det faktum, at det ikke lå lige i vandet, påvirkede dets evne til at svare igen. Med hjælp fra Norfolk og Dorsetshire lykkedes det i løbet af en halv time at få ødelagt alle Bismarcks kanoner samt at få dræbt hovedparten af de øverste officerer ved hjælp af et skud mod kommandobroen. På trods af denne ulige kamp, hvor Bismarck var uden mulighed for at bevæge sig, lykkedes det Bismarck at holde sig flydende. De britiske skibe var efterhånden løbet tør for ammunition, men på trods af at stort set alle stukturene oven på skibet var ødelagt, var skroget stadigt intakt. Den tyske Kaptajn Lindemann ville dog ikke lade Bismarck falde i britiske hænder, og tyskerne sænkede derfor selv skibet.

De engelske krigskibe påbegyndte redningen af Bismarcks overlevende besætning, men kun 115 blev reddet, da redningsarbejdet måtte opgives på grund af en ubåds alarm. Mere end 2.000 tyske søfolk omkom.

Tyskerne ville efter Bismarck ikke igen risikere nogen af deres slagskibe i Atlanten, og Bismarcks søsterskib, Tirpitz, tilbragte det meste af krigen i en norsk fjord, indtil det blev sænket ved et flyangreb den 12. november 1944.

• [http://www.kbismarck.com/ kbismarck.com] (engelsk)