{{ :historie:bundesarchiv_bild_183-b22627_dr._werner_best.jpg?x200|Werner Best 1942}}
**Karl Rudolf Werner Best** ([[jernbaner:10. juli]] [[jernbaner:1903]] – [[jernbaner:23. juni]] [[jernbaner:1989]]) var tysk jurist, diplomat og rigsbefuldmægtiget i [[Danmark]] fra november [[1942]] til besættelsens afslutning. Han var medlem af det tyske nazistparti, [[NSDAP]] og af [[SS]] ([[SS]]-[[Obergruppenführer]]).


===== Barndom og ungdom =====

Karl Rudolf Werner Best blev født den 10. juli 1903 i [[Darmstadt]] i Rhinlandet (Hessen). Hans far var postembedsmand. Faderen blev ved [[1. verdenskrig]]s begyndelse indkaldt som reserve[[løjtnant]], men allerede to måneder senere døde han efter at været blevet såret under kampene i Nord[[frankrig]]. Faderens død, [[Tyskland]]s nederlag i krigen og den påfølgende franske besættelse af Rhinlandet blev de bestemmende begivenheder i resten af Best´s liv og karriere. Allerede som gymnasieelev i den franskbesatte by [[Mainz]] var han meget aktiv i forskellige tysk-nationale grupperinger. Som 16-årig vakte han opsigt, da han i overværelse af sine lærere og kammerater nægtede at modtage en flidspræmie af en fransk officers hånd.

===== Tiden indtil 1942 =====

Efter studentereksamen i [[1921]] påbegyndte han [[jura]]studiet. Han var også i studietiden yderst aktiv inden for højreradikale bevægelser. I [[1924]] måtte han ved en fransk militærdomstol indkassere en dom på 3 års fængsel for medlemskab af flere forbudte organisationer, samt for at have været i besiddelse af 20 gummiknipler! Han afsonede dog kun ½ år af dommen før han blev løsladt som led i en almindelig amnesti. Til trods for den intensive politiske aktivitet gennemførte han sit studium og fik eksamen i [[1925]] som den bedste på sit hold. I [[1927]] fik han doktorgraden på en afhandling om et arbejdsretsligt spørgsmål. Efter at han i [[1928]] også havde bestået den såkaldte 2. statseksamen med et flot resultat, havde han forskellige stillinger som [[byret]]sdommer. Den [[24. december]] [[1930]] giftede han sig med den 21-årige Hildegart (Hilde) Regner, datter af en tandlæge i [[Mainz]]. Parret fik 5 børn.

Politisk hørte Best i 20'erne til det tysk-nationale Folkeparti (DNVP) men efter at nazisterne i september [[1930]] havde vundet en jordskredssejr ved rigsdagsvalget, indså han hvilken vej det gik, og i november samme år meldte han sig ind i det nazistiske parti, [[NSDAP]]. Allerede året efter blev han nazistisk medlem af landdagen i [[Hessen]]. Samme år – [[jernbaner:1931]] – blev han centrum i skandalen omkring de såkaldte Boxheim-dokumenter. Disse indtil da hemmeligholdte nazistiske papirer, som blev lækket til pressen af et ekskluderet partimedlem, viste med al ønskelig tydelighed, hvordan man i NSDAP forestillede sig en voldelig magtovertagelse. Da det kom frem, at Best var forfatteren, blev han afskediget fra sit dommerembede. I forbindelse med denne sag havde Best sit første personlige møde med [[Adolf Hitler]]. Selv om afsløringen af dokumenterne kom på et højst uheldigt tidspunkt for nazisterne, blev han venligt modtaget af partiføreren. I slutningen af [[1931]] blev han medlem af [[SS]].

I begyndelsen af [[1933]] kom den nazistiske magtovertagelse. Hitler blev [[rigskansler]] den [[30. januar]], og i [[Hessen]], hvor Best fortsat var landdagsmedlem, overtog nazisterne magten i begyndelsen af marts. Best, som havde været stærkt involveret i magteovertagelsen, blev straks chef for politiet i [[Hessen]]. Her gjorde han sig blandt andet bemærket ved at oprette én af de første [[koncentrationslejr]]e i [[Tyskland]]. Best kom imidlertid hurtigt på kant med partiledelsen i [[Hessen]]. Man mente ikke, at han i tilstrækkelig grad sørgede for partikammeraterne ved besættelse af stillinger i politiet. Desuden kom han under mistanke for at stå bag mordet på den person, som havde afsløret Boxheim-dokumenterne. Best trak det korteste strå i striden, og blev allerede sidst på året [[1933]] afskediget. Da var der imidlertid en mand i [[München]], som havde fået øje på ham: [[Heinrich Himmler]].

Best fik af Himmler til opgave at opbygge og lede [[SS]]-korpsets sikkerhedstjeneste - [[SD]] - i det sydtyske område. I denne funktion blev han en vigtig del af aktionen mod [[SA]] – de lange knives nat – den 30. juni [[1934]]. Det var Best personligt, som udarbejdede arrestations- og dødslisterne for det sydtyske område, og derved blev han den direkte ansvarlige for mordene på mindst 28 mennesker. Herefter kom Best til [[Berlin]] hvor han blev ansat i hovedkvarteret for det hemmelige statspoliti, [[Gestapo]]. I løbet af de følgende år blev han hovedmanden bag sammenslutningen af [[Gestapo]] og SD, og han blev dermed også hjernen bag den politisering og brutalisering af det tyske politi, som fandt sted i slutningen af [[1930'erne]]. I [[1939]] var han på højden af sin karriere som chef for afdeling 1 i Reichssicherheitshauptamt ([[RSHA]]) i [[Berlin]]. Han var nr. 3 i [[SS]]- og politiorganisationen efter [[Heinrich Himmler]] og [[Reinhard Heydrich]]. I forbindelse med overfaldet på [[Polen]] var det Best, som oprettede og styrede de politi-indsatsgrupper, som fulgte i hælene på hæren med henblik på at pacificere den polske befolkning. Indsatsgrupperne udviklede sig hurtigt til rene morderbander, som dræbte i tusindvis af polakker.

Imidlertid kom Best og Heydrich i tiltagende grad på kant med hinanden, hovedsagelig på grund af jalousi fra Heydrichs side. Best var simpelthen blevet for dygtig. Midt i [[1940]] besluttede Best at forlade RSHA. I første omgang søgte han ind i hæren og fik et par måneders militær uddannelse. Derefter fik han stillingen som chef for den civile tyske forvaltning i den besatte del af [[Frankrig]]. Her fik han mulighed for at afprøve den ”opsynsforvaltning”, som han også senere praktiserede i [[Danmark]]. Best var stærkt involveret i arrestationen af de franske jøder og deres deportation til bl.a. [[Auschwitz]]. Han var ikke tilfreds med stillingen i [[Paris]] fordi den ikke var selvstændig, men underlagt den militære øverstbefalende. Desuden havde han kompetencestridigheder med den stedlige SS- og politichef. Efter Heydrichs død i juni [[1942]] blev Best forbigået ved besættelsen af stillingen som chef for RSHA. Stillingen gik til [[Ernst Kaltenbrunner]], som efter krigen blev dødsdømt ved den store krigsforbryderproces i [[Nürnbergprocessen|Nürnberg]]. Best tog i stedet imod et tilbud om at indtræde i udenrigstjenesten med henblik på at blive gesandt. 


===== Tiden i Danmark =====
{{ :personer:scavenius_og_best.jpg?x200|EWrik  Scavenius og Werner Best}}
Efter nogle måneders tjeneste i udenrigsministeriet i [[Berlin]] kom Best den [[5. november]] [[1942]] til [[København]] som den nye tyske gesandt og rigsbefuldmægtigede i [[Danmark]]. Han afløste [[Cecil von Renthe-Fink]], som var blevet kaldt hjem i forbindelse med [[telegramkrisen]]. Få dage senere blev den hidtidige udenrigsminister [[Erik Scavenius]] ny [[statsminister]] i Danmark. Best og Scavenius fik et nært forhold til hinanden, hvilket betød, at Best med stor succes kunne praktisere ”opsynsforvaltning” også i Danmark. I marts [[1943]] tillod han – imod ordrer fra [[Berlin]] – at der blev gennemført [[folketingsvalg]] i Danmark. Fra årsskiftet [[jernbaner:1943]] begyndte den tyske krigslykke at svigte og samtidig kom der for alvor gang i den danske modstandsbevægelse. I forbindelse med strejker og uroligheder i flere danske provinsbyer i sommeren 1943, fik Best fra [[Berlin]] besked om at stramme grebet om det danske folk. Bl.a. ønskede man indført [[dødsstraf]] for sabotagehandlinger. I slutningen af august modtog den danske regering fra tysk side et [[ultimatum]], som man ikke mente at kunne acceptere, hvorefter regeringen Scavenius gik af og der blev indført militær undtagelsestilstand. Dette var et stort nederlag for Best, som nu opfattede sig selv som en politisk død mand. Imidlertid fortsatte den danske administration med at fungere i form af departementchefstyret og Best fortsatte som rigsbefuldmægtiget, idet han dog nu stod betydeligt svagere i forhold til de andre tyske instanser, den militære øverstbefalende, general [[Hermann von Hanneken]] og den nytilkomne højere SS- og politifører [[Günther Pancke]].

Formentlig for at styrke sin stilling, men også fordi det var hans faste overbevisning, at [[jøde]]rne skulle fjernes fra den tyske magtsfære, anmodede Best i september 1943 sine overordnede i Berlin om tilladelse til at gennemføre en aktion imod de danske jøder. Han fik tilladelsen hvorefter aktionen blev gennemført natten mellem den [[1. oktober|1.]] og [[2. oktober]]. Der havde været rygter om en sådan aktion lige siden indførelsen af den militære undtagelsestilstand, og desuden blev den nøjagtige dato for aktionen lækket til danske politikere af Best´s skibsfartssagkyndige, [[Georg Ferdinand Duckwitz]]. Derfor lykkedes det langt de fleste jøder at undgå arrestation og flygte til [[Sverige]]. Best's præcise rolle med hensyn til [[Redningen af de danske jøder]] er endnu ikke blevet fuldstændig klarlagt. Af de godt 7.000 jøder i Danmark blev kun 481 arresteret. De fleste af disse blev deporteret til [[koncentrationslejr]]en [[Theresienstadt]], hvor 54 danske jøder døde.

På grund af den stadigt tiltagende sabotage blev Best omkring nytår [[jernbaner:1944]] kaldt til møde hos Hitler. Endnu en gang fik han ordre til at stramme grebet om danskerne. Hitler ønskede ikke længere danske frihedskæmpere stillet for en krigsret, idet dette kun skabte martyrer. I stedet skulle [[sabotage]] besvares med [[terror]]. Det første offer for denne terror blev digteren og præsten [[Kaj Munk]], som blev henrettet af [[Gestapo]] den [[jernbaner:4. januar]] [[jernbaner:1944]]. Fra da af eskalerede sabotagen og den tyske ”modterror” lige til krigens slutning. I april [[1944]] indførte Best igen krigsretsbehandling af danske sabotører, men måtte nogle måneder senere atter stå skoleret for Hitler, hvor han under trussel om indespærring blev tvunget til at stoppe krigsrettens virksomhed. Da Best for anden gang genindførte krigsretsbehandling i slutningen af februar [[1945]] havde Hitler fået andet at tænke på. Best's ønske om at dømme de arresterede danske [[frihedskæmper]]e ved krigsretten havde intet med blødsødenhed at gøre, men han mente simpelthen, at det var en mere effektiv metode til bekæmpelse af [[modstandsbevægelsen]] end terror. [[Deportationen af det danske politi|Aktionen mod det danske politi]] den [[jernbaner:19. september]] [[jernbaner:1944]] blev gennemført af den højere SS- og politifører [[Günther Pancke]] uden at Best i forvejen var blevet informeret.

Den [[jernbaner:30. april]] [[jernbaner:1945]] begik Hitler selvmord efter at have udnævnt storadmiral [[Karl Dönitz]] til sin efterfølger. Den [[*jernbaner:3. maj]] samlede Dönitz de tilbageværende politiske og militære tyske ledere i sit hovedkvarter i [[Flensborg]]. Man drøftede om man skulle fortsætte kampen i [[Danmark]] og [[Norge]]. Best gik kraftigt imod dette, bl.a. af hensyn til de flere hundrede tusinde tyske flygtninge og sårede soldater, som befandt sig i [[Danmark]]. Dönitz tog ingen beslutning på mødet, men da tyske forhandlere senere samme dag mødte op hos [[feltmarskal]] [[Bernard Law Montgomery|Montgomery]] på [[Lüneburger Heide]] for at indlede våbenstilstandsforhandlinger, blev de stillet over for kravet om, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, [[Holland]] og i[[Danmark]] skulle kapitulere. Tyskerne måtte nødtvungent indse, at der ikke var nogen vej uden om dette krav, og dermed var spørgsmålet om kamp i [[Danmark]] uaktuelt. Den [[5. maj]] om morgenen, da kapitulationen var en kendsgerning, henvendte Best sig til det danske [[udenrigsministerium]] og bad om beskyttelse. Han fik stillet en vagt af [[frihedskæmper]]e til rådighed ved sin privatbolig på Strandvejen i [[København]]. Den [[21. maj]] blev han anholdt og indsat i arresten i [[Kastellet]] i [[København]].

===== Efter krigen =====

De følgende godt 6 år sad Best i fængsel, dels i [[Danmark]] og dels i [[Nürnberg]], hvor han vidnede i den store krigsforbryderproces. Den danske proces imod ham begyndte ved Københavns Byret den [[jernbaner:16. juni]] [[jernbaner:1948]]. Anklagerne mod Best gik i hovedsagen på hans ansvar for deportationen af jøderne og for den tyske såkaldte modterror.
Den [[jernbaner:20 september]] 1948 blev han dømt til døden. I samme sag blev SD-chefen [[Otto Bovensiepen]] også dødsdømt, mens [[Günther Pancke]] fik 20 års fængsel og [[Hermann von Hanneken]] 8 års fængsel. Dommene blev kæret til [[Østre Landsret]], hvor dommen over Best blev ændret til 5 års fængsel. Dette vakte et sådant røre, at [[justitsminister]]en besluttede at sagen også skulle prøves ved [[højesteret]]. Her fik Best i marts [[jernbaner:1950]] 12 års fængsel. Dommene viste med al tydelighed, at der havde været store problemer med at fastslå hans ansvar for de nævnte forhold. Den [[jernbaner:29. august]] [[jernbaner:1951]] blev han – efter vesttysk pres – benådet og udvist af Danmark.

Tilbage i [[Tyskland]] – den vesttyske forbundsrepublik – fik Best ansættelse i et advokatfirma i [[Essen]]. Her, og senere da han blev juridisk rådgiver for Hugo Stinnes-koncernen, gjorde han en stor indsats for at få udvirket en generel amnesti for dømte nazister. Det tyske justitsvæsen lod dog ikke Best være i fred. Allerede mens han endnu sad i [[Horsens Statsfængsel]] genoptog man sagerne om mordet på manden, der havde afsløret Boxheim-dokumenterne samt mordene i forbindelse med aktionen mod [[SA]]. I begge tilfælde blev sagerne dog henlagt på grund af mangel på bevis. I slutningen af [[1950'erne]] gennemførtes en afnazificeringssag mod Best ved en domstol i [[Vestberlin]]. Han blev idømt en stor bøde, men slap med at betale et symbolsk beløb. I marts [[1969]] blev han anholdt og sat under anklage for sin delagtighed i indsatsgruppernes hærgen i [[Polen]]. Anklageskriftet kom til at lyde på medvirken til mord i 8.723 tilfælde. Retssagen kom dog aldrig i gang, da Best og hans advokat påstod ham ude af stand til at deltage i sagen af helbredsmæssige grunde. Det kom til en længere krig på lægeerklæringer før sagen i august [[1972]] blev midlertidigt indstillet. Best havde da siddet i varetægtsarrest med afbrydelser i mere end 3 år. I [[1979]] forsøgte man uden held at genoptage sagen. I [[1987]] var Best indkaldt som vidne i en retssag om jødeforfølgelserne i Frankrig. Her gjorde han et så rask indtryk, at det blev besluttet at lade hans sundhedstilstand bedømme igen. I april [[1989]] blev han vurderet egnet til at gennemføre en retssag og anklageskriftet fra [[1972]] blev indgivet til landsretten i [[Duisburg]] i begyndelsen af juli. Men da var Best afgået ved døden den [[23. juni]] [[1989]].


===== Slutning =====
Best var en yderst tvetydig skikkelse. Én ting er der dog ingen tvivl om: Best var fuldblods [[nazist]] senest fra den dag han meldte sig ind i [[NSDAP]] og til sin død. Han var én af de få intellektuelle topnazister, og hans nazistiske overbevisning var ikke overfladisk, men havde bund i et indgående kendskab til tysk historie og filosofi. Han opfattede ikke sig selv som antisemit, men gik dog ind for, at jøderne skulle "udskilles" fra det tyske folk og den tyske magtsfære. Han havde ingen forståelse for, at de ideer han forfægtede, betød lidelse og død for millioner af mennesker. Han kunne have siddet på anklagebænken i [[Nürnberg]], men hans eminente juridiske dygtighed hjalp ham selv og mange andre nazister til at slippe uforholdsmæssigt billigt fra deres gerninger. Som person var Best som oftest charmerende, smilende og høflig, men når tingene gik ham imod, forfaldt han hurtigt til depression og udpræget selvmedlidenhed. Af den danske retspsykiater Max Schmidt blev han betegnet som ”konstitutionel psykopat” - nu om dage ville man bruge diagnosebetegnelsen "personlighedsforstyrrelse".


== Kilder ==

  *Ulrich Herbert: Best. Bonn 2001.

  *Siegfried Matlok (ed.): Dänemark in Hitlers Hand. Husum 1988.

  *Hermann Weiss: Personenlexikon 1933 - 1945. Wien 2003.