'''Christian 5.''' ([[15. april]] [[1646]] - [[25. august]] [[1699]]<ref name=gravsted_dk>{{gravsted.dk navn|christian5}}</ref>) var dansk konge af den oldenborgske slægt. Valgsprog: ''Pietate et Justitia'' (Med fromhed og retfærdighed). 

Danmarks Rytterkonge, eftersom at han var en ualmindeligt god rytter, og det var også Christian der formåede at nedlægge flest dyr under parforcejagtene i sin levetid. Han var en udpræget friluftsnatur, fysisk stærk, men desværre døjede han med et uheldigt udseende, og han vidste selv at han ikke var noget lys. Han var en venlig og godmodig natur, der hellere tilgav end straffede. Ifølge [[Peder Schumacher Griffenfeld]] ville han have tilgivet at blive truet med en pistol{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Hans moder, enkedronning Sophie Amalie (død [[1685]]), var desuden meget dominerende. 

'''Christian 5.''', ældste søn af kong [[Frederik 3.]] og dronning Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg fødtes på [[Duborg Slot]] i 1646. [[Enevælde|Enevoldskonge]] af konge af [[Danmark]]-[[Norge]] fra [[1670]]-[[1699|99]]. I [[1655]] hyldedes han som tronfølger, 9 år gammel. Først som 18-årig fik han sæde i [[statsråd]]et, og med stor indflydelse - kongen var jo enevældig. Ved Frederik 3.'s død i 1670 trådte [[Kongeloven]] fra [[1665]] for første gang i kraft, og den 24-årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmark-Norges anden enevoldskonge. Da han jo havde arvet tronen, skulle han ikke krones, men blev i stedet salvet. Det skete i [[Frederiksborg Slotskirke]]. I [[1667]] giftede Christian sig med [[Charlotte Amalie af Hessen-Kassel]]. Fire år senere bosatte han sin 16-årige frille, den officielle elskerinde [[Sophie Amalie Moth]] i umiddelbar nærhed af [[Københavns Slot]]. Dronningen fødte kongen syv børn og elskerinden fem børn, som han åbent vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie udnævnt til grevinde af [[Samsø]], som [[rigskansler]]en  mistede efter at være blevet styrtet.

I [[1675]] erklærede kongen krig mod Sverige, den såkaldte "[[Skånske Krig]]" for at tilbagevinde de gamle danske landområder, som [[Frederik 3.]] mistede ved  [[freden i Roskilde|Roskildefreden]] i 1658. Ca 8.000 danskere omkom i slaget ved [[Lund]], det blodigste slag i [[Norden]]s historie. På flugt efter nederlaget anmodede kongen sit følge om at ride langsomt gennem [[Landskrona]], så det ikke skulle ligne en flugt. <ref>Peder Bundgaard: ''København - du har alt'', forlaget Borgen, København 1996, ISBN 87-21-00499-9</ref> Kongen deltog selv i flere slag, men nogen militær afgørelse på krigen kom der aldrig, trods [[Niels Juel]]s sejre i Køge Bugt. Krigen endte med, at [[Frankrig]] i [[1679]] foreskrev en fred, hvorefter stillingen var som før krigens udbrud - hvad der var netop, hvad Griffenfeld havde forudset og advaret mod. 

Den mest magtfulde af kongens mænd var rigskansler Griffenfeld, hvis voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham mange fjender. Svenskerne var på dette tidspunkt forbundsfæller med stormagten Frankrig, og Griffenfeld ønskede for enhver pris at undgå sammenstød med Frankrig. I [[1676]], da Griffenfelds forbindelser med franskmændene blev afsløret, lod kongen ham fængsle og anklage for højforræderi - og majestætsfornærmelse, efter at en ransagning af Griffenfelds skrivebord afslørede, at han i sin dagbog havde noteret: "Kongen svarede den franske gesandt som et barn". <ref>Peder Bundgaard: ''København - du har alt'' </ref> Kongen havde tidligere skriftligt advaret ham mod at afgøre sager uden om kongen, mod at begunstige egne yndlinge og mod at modtage bestikkelse. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til retterstedet - han skulle halshugges på den åbne plads foran [[Kastellet]]s kirke. Men i sidste øjeblik ændrede kongen straffen til tab af navnet Griffenfeld og livsvarigt fængsel, som afsonedes, først gennem fire år i Kastellet, og derefter, da Griffenfelds mor havde bedt om en bedre bolig i Kastellet til sin søn, på [[Munkholmen]] - en ø ud for [[Trondheim]], byen hvor Griffenfeld levede sin sidste tid, frem til sin død i [[1698]]. 

Ved [[freden i Roskilde|Roskildefreden]] var den [[gottorp]]ske del af [[Slesvig (område)|Slesvig]] blevet frigjort fra dansk overherredømme, og den gottorpske hertug havde allieret sig med [[Sverige]]. I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog sin svoger, hertug Christian Albrecht, til fange, men ved afslutningen af Den skånske Krig måtte den danske krone efter fransk krav slippe Gottorp igen. I 1684 søgte kongen på ny at indlemme Gottorp i riget, men i [[1689]] måtte han ved [[Altona]]forliget opgive indlemmelsen.

[[Billede:Christian den 5.jpg|thumb|250px|left|Marmorbuste af Christian 5.]]
[[Billede:Christian V of Denmark titulyarnik.jpg|thumb|left|250px|Portrait of Christian V in the [[:ru:Царский титулярник|old Russian reference book]] ([[1672]])]]
Til styrkelse af enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse: [[Greve (rang)|greve]]- og [[friherre]]standen. Uanset stand kunne enhver, der besad tilstrækkelig meget jord, skaffe sig grevetitlen. Hvis man havde knap så megen jord, måtte man nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen afløstes efterfølgende af titlen [[baron]]. Christian 5. udstedte "[[Danske Lov]]" af 1683 og "[[Norske Lov]]", der indledte enevældens generelle humanisering af straffene - dog med undtagelse for majestætsfornærmelse, der stadigt medførte dødsstraf.

Nederlaget i Skånske krig resulterede i anlægget af [[Christianshavn]]s vold til beskyttelse af hovedstaden. Københavns centrum blev også flyttet fra den plørede [[middelalder]]plads [[Gammeltorv]] til det nyanlagte [[Kongens Nytorv]], hvor der rejstes en statue af kongen selv til [[hest]].

Den 19. oktober 1698 afholdt Christian 5. en kæmpe [[parforcejagt]] i [[Dyrehaven]]. Ved middagstid holdte kongen, hans halvbror [[Ulrik Frederik Gyldenløve]] og kongens to sønner en pause i [[Hubertushuset]]. Men der kom hurtigt nys om at der var en hjort i nærheden som havde overlevet mange skud, og som nu var omringet af jagthundene. Kongen drog af sted med det samme for at give dyret dødsstødet, men ramte ikke, og hjorten sparkede ham så hårdt at han aldrig rigtig kom sig. Han døde året efter. Han blev gravsat i [[Roskilde Domkirke]] og efterfulgtes af sin søn, [[Frederik 4.]]