'''Christian 1.''' ([[februar]] [[1426]] i [[Oldenburg]] - [[21. maj]] [[1481]] på [[Københavns slot]]) var den første [[konge]] af den [[oldenborgske slægt]]. Han var konge af [[Danmark]] fra [[1448]]-[[1481|81]], af [[Norge]] fra [[1450]]-81 og af [[Sverige]] fra [[1457]]-[[1464|64]]. Han var søn af greveparret [[Didrik den Lykkelige af Oldenburg]] (1390-1440) og [[Hedevig af Holsten]] (1398-1436).   

==Kalmarunionen uden arving==
Efter [[Christoffer 3. af Bayern|Christoffer af Bayern]]s pludselige død stod [[Norden]] uden konge og uden naturlige arvinger til tronen, da Christoffer døde barnløs. Det danske [[Rigsråd]] tilbød tronen til hertug Adolf 1. af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] (også kaldet ''Adolf 8. af Holsten''), der var tip-tip-oldebarn af [[Erik Klipping]]. Men Adolf, der på det tidspunkt var 47 år, takkede nej og pegede i stedet på sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg. Christian måtte imidlertid forinden udtrykkeligt love Adolf at overholde bestemmelsen i barnekongen [[Valdemar 3.|Valdemar 3.s]] [[håndfæstning]], den såkaldte ''Constitutio Valdemariana'' fra [[1326]], om, at ''[[Sønderjylland]]'' (dvs. [[hertugdømmet Slesvig]]) ''og kongeriget aldrig måtte forenes under samme regent''. 

Det danske [[rigsråd]] stillede som betingelse, at Christian skulle gifte sig med forgængeren, Christoffer af Bayerns enke, [[Dorothea af Brandenburg]]. Rigsrådet udfærdigede en [[håndfæstning]], hvoraf bl.a.  fremgik, at ingen udlænding måtte få len eller optages i rigsrådet, og at der ikke måtte træffes nogen vigtige foranstaltninger uden om rigsrådet. Det danske rigsråd havde dog problemer med at få godkendt Christian som konge i Norge, og i Sverige sprængte man [[Kalmarunionen]] ved at vælge [[Karl Knutsson]] til konge i juni 1448. 
Efter underskrivelsen af håndfæstningen blev Christian kongehyldet på [[Viborg Landsting]] den [[28. september]] 1448, og den [[28. oktober]] [[1449]] blev han kronet i Københavns [[Vor Frue Kirke (København)|Vor Frue Kirke]]. Ved samme lejlighed fandt brylluppet med Dorothea sted.

===Efterkommere===
Christian og Dorothea fik fem børn, hvoraf de tre nåede voksen alder:
* Olav (29.september 1450-51)
* Knud (1451-55)
* [[Hans af Danmark|Hans]] (1455-1513), konge af Danmark 1481-1513
* [[Margrete af Danmark|Margrete]] (1456-86), dronning af [[Skotland]], gift [[1469]] med kong [[Jakob 3. af Skotland]]
* [[Frederik 1.|Frederik]] (1471-1533), konge af Danmark 1523-33

== Strid om Gotland ==
Et af de første problemer, som Christian mødte, var spørgsmålet om [[Gotland]], hvorfra den tidligere konge, [[Erik 7. af Pommern]], drev sin [[sørøver]]virksomhed. Den svenske konge, [[Karl Knutsson]] krævede Gotland tilbage og sendte en hærstyrke derover. Erik rettede hemmeligt henvendelse til det danske rigsråd og tilbød, at Danmark kunne få Gotland. I slutningen af 1449 sendte man fra Danmark en hærstyrke til [[Visby]], hvorefter svenskerne trak sig tilbage. Det endte dog med, at Erik fortrak til [[Pommern]], hvor han forholdt sig rolig indtil sin død.

==Halmstadmødet 1450 ==
I 1449 kronede den norske [[ærkebiskop]], [[Aslak Bolt]], den svenske konge, Karl Knutsson, til konge af Norge, selv om det norske rigsråd havde valgt [[Christian 1.]] På Halmstadmødet i [[1450]] blev man enige om, at Christian skulle anerkende [[Karl Knutsson]]s krav på Sverige, mod til gengæld blive konge af Norge. Desuden blev det aftalt, at den længstlevende skulle overtage den andens trone. Dette var en diplomatisk sejr for Christian, der uden modstand
kunne drage til [[Trondheim]] for at blive kronet i [[Nidarosdomen|domkirken]] den [[2. august]] [[1450]].

Karl Knutsson, der således mistede Norge, indledte i [[1452]] en [[krig]] mod Danmark og angreb [[Skåne]]. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, vandt Danmark, og  Christian blev i [[1457]] kronet i [[Uppsala]]. Christians søn, [[Hans]], blev anerkendt som tronfølger og arving til både Sverige og Norge i [[1458]]. Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til [[Danzig]].

==Korstogsløfte==
Efter [[Konstantinopel]]s fald i [[1453]] lovede Christian at tage på [[korstog]], men blev forhindret. I [[1471]] mødtes imidlertid de nordeuropæiske fyrster på en rigsdag i [[Regensburg]], og der foreslog Christians udsending et angreb på [[tyrker]]ne på tre fronter. Mens [[kejser]]en og de tyske fyrster skulle invadere [[osmanner]]nes besiddelser på [[Balkan]], skulle [[pave]]n og de [[italiensk]]e [[bystat]]er sejle over [[Adriaterhavet]] og angribe derfra, mens Christian selv skulle lede en stor hær fra hele Nord-[[Europa]] ned gennem [[Rusland]] direkte mod [[Jerusalem]]. Her støttede han sig også til en [[profeti]] af [[Birgitta af Vadstena]], der var kåret til [[helgen]] i [[1391]], hvor hun påstod, at Jerusalem skulle befris af en kejser ved navn Fredrik og tallet tre, og af en konge ved navn Kristoffer (og det hed Christian også). Planen blev vel modtaget, og man blev enige om 24.april [[1472]] som afrejsedag for det nye korstog. Imidlertid havde Christian gjort regning uden svenskerne, der slet ikke ønskede nogen andel i hans projekt. Han ville så sørge for at få dem overtalt ved hjælp af en stor hær, men den led et forsmædeligt nederlag i [[slaget ved Brunkebjerg]] udenfor [[Stockholm]] 10.oktober [[1471]]. Kongen indså det umulige i at forlade unionen i en lang periode for at kæmpe i en anden verdensdel, og selv om der blev gjort flere senere forsøg på at genoplive hans storstilede korstog, blev det aldrig til noget. I stedet for sendte han sammen med [[Alfonso V]] af [[Portugal]] en fælles ekspedition til [[Grønland]] og [[Newfoundland]] i håb om at finde en snarvej til [[Indien]]. Portugisiske fiskere var på den tid ved at etablere sig i Nord-Atlanteren. <ref>Kurt Villads Jensen: ''Korstogene'' (s. 242-43), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2</ref>
[[billede:Medalj över Kristian I, Nordisk familjebok.png|thumb|right|
''Medalje med billede af Christian 1. slået ved rejsen til [[Italien]]]]

==Hertugdømmerne==
Den [[4. december]] [[1459]] døde Christians morbror, hertug Adolf 1. af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]], uden at efterlade sig børn. Christian øjnede en chance for at hjemføre Slesvig til riget. På trods af at der var flere andre arveberettigede til hertugdømmerne, lykkedes det ham sammen med rigsrådet at formå det slesvig-holstenske ridderskab til  at hylde ham til [[hertug]] af Slesvig og [[Greve (rang)|greve]] af [[Holsten]] og [[Stormarn]] ved mødet i [[Ribe]] den [[2. marts]] [[1460]]. Tre dage senere bekræftede Christian og rigsråderne med deres segl i [[Ribebrevet]], at Christian ville anerkende de slesvig-holstenske stormænds rettigheder, at de to områder altid skulle høre sammen og at indkalde stormændene til råd én gang om året. Christian satte et råd på 12 stormænd til at forvalte hertugdømmerne. Kongen måtte betale kompensationer for denne udvidelse af riget, hvilket oversteg hans økonomiske formåen. Størsteparten af de len, der udgjorde Christians besiddelser, var ejet af nogle få magtfulde [[adel]]sslægter, der ikke betalte [[skat]] til kongen. Christian blev tvunget til at øge skattetrykket, og han blev nødt til at pantsætte en del af sine len for at finansiere dette, så han kom snart ud i en bundløs gæld. Men nu trådte hans økonomisk begavede og velhavende kone til. Hun havde dels arvet en pæn formue fra sin far, dels pantsatte hun sine [[smykke]]r, og for egne penge købte hun lenene tilbage. Hun gav dem dog ikke til kongen, men beholdt dem selv.

Christian måtte føre flere krige mod de andre arveberettigede til hertugdømmet Slesvig. For at finansiere disse måtte han både tage lån og udskrive nye skatter i [[Skåne]]. I [[1464]] udbrød der oprør i Sverige. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han blev igen kronet til konge. Efter Karl Knutssons død i [[1470]] forsøgte Christian igen at vinde Sverige tilbage, men han led et knusende nederlag den [[10. oktober]] [[1471]] i slaget ved Brunkebjerg. Christian var selv tæt på at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning blev det bestemt, at man ved [[voldgift]] skulle finde ud af, hvorledes Christian 1. kunne genindsættes som svensk konge. Det skete dog aldrig, og i stedet valgte det svenske rigsråd [[Sten Sture]] som [[rigsforstander]].

Christian 1. deltog i [[1473]] i et tysk møde i [[Wilsnach]]. Her blev han forlenet med bonde[[republik]]ken [[Ditmarsken (kreds)|Ditmarsken]]. Den [[9. januar]] [[1474]] drog Christian med et stort [[følge]] til [[Rom]]. Han indgik en aftale med [[pave]] [[Sixtus IV]], der gav ham tilladelse til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverige, samt åbne et [[universitet]] i [[København]]. Dette blev indviet i [[1479]]. Efter hjemkomsten lykkedes det Christian at få styr på den holstenske adel og at få eftergivet en del af den gæld, han havde til hertugdømmerne. Han udbyggede og forstærkede embedsapparatet og lod de fleste poster besætte med borgerlige. Til afløsning for [[danehof]]fet, der ikke havde fungeret i længere tid, oprettede han en rigsrepræsentation, og i [[1468]] sammenkaldte Christian til det første [[stændermøde]] nogensinde.

Christian 1. døde den [[21. maj]] [[1481]] på [[Københavns Slot]]. Han blev begravet i [[Roskilde Domkirke]].<ref>{{gravsted.dk navn|christian1}}</ref> 

==Anetavle==
{{ahnentafel2
|style=font-size: 90%; line-height: 110%;
|border=1
|boxstyle=padding-top: 0; padding-bottom: 0;
|boxstyle_1=background-color: #fcc;
|boxstyle_2=background-color: #fb9;
|boxstyle_3=background-color: #ffc;
|boxstyle_4=background-color: #bfc;
|boxstyle_5=background-color: #9fe;
|1= '''Christian I'''
|2= [[Didrik af Oldenburg]]
|3= [[Hedevig af Holsten]]
|4= Christian 01}}<!-- '01' i stedet for '1' aht. sortering i anetavleoversigt -->

==Se også:==
* [[Marcellus]]
{{start boks}}
{{rækkefølge|
|titel= [[Kongerækken|Dansk Konge]]
|år= [[1481]]-[[1513]]
|før= [[Christoffer af Bayern]]
|efter= [[Hans af Danmark|Hans]]
}}
{{rækkefølge|
|titel= [[Norges regenter|Norsk Konge]]
|år= [[1483]]-1513
|før=  [[Karl Knutsson]]
|efter= [[Interregnum]]
}}
{{rækkefølge|
|titel= [[Sveriges regenter|Svensk Konge]]
|år= [[1497]]-[[1502]]
|før= [[Karl Knutsson]]
|efter= [[Kettil Karlsson (Vasa)]]
}}
{{slut boks}}

==Fodnoter==
{{Reflist}}
==Litteratur==
*Scocozza, Benito: ''Politikens bog om Danske monarker''. Politikens forlag, 1997. ISBN 87-567-5772-7
==Eksterne henvisninger==
{{Commons3|Christian I of Denmark}}
*{{aerenlund}}