Frederiksberg Station er nu en Metro-station beliggende på Frederiksberg ved siden af Frederiksberg Centret. Både M1 og M2 benytter stationen, ligesom der også er forbindelse til rejsende i bus. Stationen er beliggende i takstzone 1 og 2. Når Cityringen bliver åbnet, hvilket forventes at ske i 2017, vil Frederiksberg også servicere den kommende M3.

Historie

Stationen var oprindelig station på banen København-Roskilde (inden ibrugtagningen af den nuværende Københavns Hovedbanegård). Den gamle stationsbygning, der nu er taget ud af drift og rummer en café, er opført 1864 efter tegninger af arkitekten V. C. H. Wolff, der også stod for pakhuset og stationsforstanderboligen i forlængelse af bygningen. Hele bygningskomplekset blev fredet i 1992.

Fra 1934 var Frederiksberg Station endestation for S-togenes linje F, men blev taget ud af drift d. 20. juni 1998. Herefter blev anlægget opgraderet til metrodrift.

Den nye metrostation er, ligesom de øvrige stationer i Metroen, tegnet af KHR arkitekter.

Print/export